Forestil dig et lille landstift, hvor folk i alle aldre strømmer i kirke om søndagen. Et stift, hvor prædikenen hver gang bærer præg af karskhed og kvalitet, og hvor præster og menighedsrådsmedlemmer gør, hvad de kan for at være til stede i folks hverdag.
Poul Joachim Stender ser det hele for sig. Og bispekandidaten håber, at Lolland-Falster vil drømme med.
”En biskop kan ikke strukturere og administrere sig til flere kirkegængere i Lolland-Falsters Stift. Jeg er ikke interesseret i en koncernkirke eller i new management. Nej, det, der skal få kirkelivet til at blomstre på Lolland og Falster, det er fantasi, mod, lidenskab, engagement, humor og lysten til at prøve at gå nye veje,” siger sognepræsten i Kirke Saaby og Kisserup Sogn på Midtsjælland.
Poul Joachim Stender holder meget af Lolland-Falsters Stift, hvor hans egen far var præst.
I barndommen og ungdommen kom han i forældrenes sommerhus i Marielyst, og i dag har han selv et sommerhus på Sydfalster.
Som biskop vil Poul Joachim Stender arbejde for, at flere kommer i kirke om søndagen og ved andre kirkelige handlinger, for at dåbstallet stiger og for at bremse udmeldelser. Og så kan man jo vælge at ryste på hovedet og sige, at det er at sætte barren for højt.
Men Poul Joachim Stender tror på, det kan lade sig gøre. Det ser han sine sognekirker som et bevis på.
”I mine 34 år som sognepræst har jeg sammen med menighedsrådet arbejdet hårdt og turdet eksperimentere. Det har resulteret i en sprængfyldt kirke, hvor 80 til 100 mennesker deltager i vores mange arrangementer.”
Dette skyldes også, at Poul Joachim Stender ikke har været bange for at bruge medierne til at få budskabet ud, tilføjer han, og han er blevet kendt som en sanselig præst, der ikke begrænser kristendommen til noget, der skal høres eller ses.
Han bruger gerne smagssansen og taler om berøring og nydelse.
Det sanselige kommer dog ikke i fokus, hvis han bliver biskop. Det budskab er ifølge ham allerede blevet bredt accepteret, og i dag er der vigtigere ting at arbejde for. Og de ting er mission, kamp og lidenskab.
”Der skal kæmpes for hver eneste dåb og konfirmand. Vi kan ikke sidde tilbagelænet i præstegården og tro, at det er nok at skrive ’højmesse 23. søndag efter trinitatis kl. 10’ på et skilt, hvis vi vil have folk i kirke. Vi skal ud og gøre opmærksom på, at kirken har et godt tilbud til folk, når det gælder livets kriser og glæder,” siger han og tilføjer, at danskerne skal gøres åndeligt sultne igen.
”Der er en vis dorskhed blandt danskerne. Man mener, det vigtigste i tilværelsen er at forsikre sin ejendom og at følge sundhedseksperters kostråd. Vi risikerer at ligge på dødslejet og føle, at vi aldrig har levet, fordi vi ikke fik lagt vores bekymringer i Guds hånd og dermed ikke turde tage flere chancer.”
Ifølge Poul Joachim Stender skal kirker ikke være bange for at eksperimentere, diskutere og nå frem til nye erkendelser i kirken. Men budskabet skal stå skarpt og kvaliteten altid være i top.
”Vi må aldrig gå efter laveste fællesnævner. Om det så er et kirkeblad, et børnearrangement eller et event på en mark, så er det kvaliteten, der kendetegner os. Folk mættes ikke af det billige, men vender tilbage til kvaliteten. Når folk kommer til kirken, skal det være en fantastisk oplevelse hver gang. Præstens prædiken skal være stærk, karsk og forståelig, og der kan ikke være nogen smuttere. Hvis prædikenen ikke kan tages med hjem, så skal vi ikke være sikre på, at folk kommer igen.”
Mission blandt andre troende kan også give flere medlemmer, siger sognepræsten. Hvis vi altså tør.
”I dag finder mange det krænkende at missionere blandt andre troende. Men det hører med til missionsbefalingen. Jeg tror, berøringsangsten kommer af en tanke om, at enhver er salig i sin tro. Vi skal møde hinanden med åbenhed og dyb forståelse og ikke påtvinge nogen noget. Men jeg vil aldrig sige, at andres tro er lige så god som min,” siger han og tilføjer, at kirken skal passe på ikke at blive så tam og overvenlig, at den udvander sit budskab.
”Der skal være mange måder at forkynde evangeliet på, men ingen skal sige, at reinkarnation er lige så godt som opstandelse, og muslimer og clairvoyanter har ikke taletid i et kirkerum. Der skal vi stå fast.”
Det var tilbage i de tidligere teenageår, at Poul Joachim Stender for første gang fik en åbenbaring om, hvad han skulle med sit liv: Han ville være mekaniker på Korsika. Han mindes ikke, hvor idéen kom fra, men husker tydeligt, at hans forældre skreg af grin, da han fortalte det.
Siden da svarede han altid ”præst”, når nogen spurgte, hvad han ville være. Det lå da også lige til højrebenet, for troen var en naturlig del af hans opvækst.
”Det var ligesom at spise, lege og have venner på besøg. Mine forældre var frimodige og livsglade, og kristendommen blev for mig noget åbent og favnende.”
Igennem studietiden så han frem til at blive præst og lave fællesarrangementer med sin far. Men da han var 27 år, døde faderen.
”Jeg var lige startet som præst, min kone var gravid, og så døde min far. Alle planer om at gøre ting sammen i sognene blev kuldkastet. Det var mit første møde med døden og første gang, jeg brugte troen til at få kræfterne til at komme igennem. Hvis jeg ikke i bønnen kunne tale med Gud og føle, at jeg talte med min far, var jeg aldrig kommet igennem den sorg.”
Lige så stærkt som troen stod i sorgen, var den i glæden, da Poul Joachim Stender mødte sin kone og fik sine tre børn. Som del af en søskendeflok på seks fortryder han, at han ikke fik flere. Det er nærmest en demokratisk pligt at få børn, der kan passe de ældre, siger han.
Den ældre generation er et andet fokus, Poul Joachim Stender vil have som biskop.
”Lolland-Falsters Stift har godt fat i børne- og ungdomsarbejdet. Men vi skal også sikre, at de demente og ensomme ældre oplever gudstjenesten og kirkens fællesskab. Vi glemmer, at de gamle bar kirken og har betalt til den hele livet. De skal have valuta for pengene.”