Missionen er at bygge bro mellem det kommunale og civilsamfundet

For Poul Erik Clausen har det altid været vigtigt at sørge for, at der er et fællesskab for alle – uanset hvad man mener eller tror på. Han er ny generalsekretær i stor organisation, der hjælper børn

Poul Erik Clausen havde ikke regnet med, at han som 57-årig skulle søge nyt arbejde. Han blev hentet ind som konstitueret generalsekretær og havde ingen planer om, at han skulle sidde permanent i generalsekretærens stol. Men omstændighederne vil, at familiens tre voksne børn er flyttet hjemmefra, så han og hans kone, Charlotte, er klar til en ny begyndelse. – Foto: Lars Aarø/Fokus.
Poul Erik Clausen havde ikke regnet med, at han som 57-årig skulle søge nyt arbejde. Han blev hentet ind som konstitueret generalsekretær og havde ingen planer om, at han skulle sidde permanent i generalsekretærens stol. Men omstændighederne vil, at familiens tre voksne børn er flyttet hjemmefra, så han og hans kone, Charlotte, er klar til en ny begyndelse. – Foto: Lars Aarø/Fokus.

Det var ikke en let beslutning for Poul Erik Clausen at sige farvel til sin stilling som forstander på Havredal Praktiske Uddannelser i det midtjyske, som hjælper unge med særlige behov. Skolen, som han har været leder for de seneste 19 år, dannede nemlig ikke kun ramme om Poul Erik Clausens arbejdsliv, men er den dag i dag også familiens hjem, som den nu skal sige farvel til.

Den 1. april tiltræder den 53-årige Poul Erik Clausen officielt rollen som generalsekretær i foreningen Jysk børneforsorg/Fredehjem. Han har siden november været konstitueret leder i foreningen, der så dagens lys, da en præstekone ville hjælpe prostituerede kvinder for over 100 år siden. I dag rummer foreningen 19 selvejende specialiserede organisationer, der hjælper sårbare børn, unge og familier. Et område, hvor foreningen allerede står stærkt, men hvor der kan satses endnu mere. At komme ensomheden til livs er i fokus, og med foreningens afsæt i folkekirkens diakonale arbejde er der potentiale i et meget større samarbejde mellem det kommunale og civilsamfundet, herunder kirken:

”Lige netop det at skulle bygge bro mellem det offentlige og folkekirken er et område, hvor vi skal have en klarere profil. Jeg kan se, at vi i de seneste fire-fem år har sat mange projekter i gang på frivillighedsområdet. Og med de erfaringer kan vi komme rigtig langt i det arbejde, ” siger han.

Hvad er det, som det diakonale arbejde kan, som det kommunale ikke kan?

”Der er nogle muligheder i kirkefællesskabet, som man godt kunne udnytte mere. Vi har nogle unge mennesker, der bare ikke har let ved at være en del af fællesskabet. Men der er noget hjerterum og omsorg i de kirkelige miljøer, som ikke er det samme, man finder i eksempelvis en idrætsforening – ikke at der er noget galt med idrætsforeninger, det er rigtig fint, at der også er de tilbud. Men i de kirkelige miljøer er der fokus på, at de unge kan blive set og passet på,” siger Poul Erik Clausen, der helt konkret vil lave et frivillighedskorps, der er bygget op omkring sognene.

Hvorfor er det lige dig, der kan bygge den bro?

”Det kan jeg heller ikke alene. Jeg har haft verdens bedste job, hvor jeg har kunnet se resultaterne af mit arbejde. Men efter den første tid i Jysk børneforsorg synes jeg, at det er spændende at sætte dagsordenen i forhold til at hjælpe på en anden måde. Vi lever i en tid, hvor foreninger nogle gange har lukket sig om sig selv. Ikke fordi vi ikke vil samarbejde med andre, men der er brug for, at vi samarbejder med erhvervslivet, det offentlige og hele det diakonale felt. Og dermed kan vi skabe bedre forhold for sårbare børn, unge og familier. ”

Poul Erik Clausen er praktiker med stort P. Han har med sine egne øjne set børn og unge, der føler sig magtesløse, fordi der ikke har været ressourcer til at understøtte dem. Derfor kan det nye arbejde som generalsekretær, der indebærer mere kontortid og flere møder end tidligere, synes en smule skræmmende og uvant. Den kontakt, som han tidligere havde med de unge, kommer han til at savne. Men han forsikrer, at når der er faldet ro på, så skal der andet på dagsordenen end at sidde på kontoret. Det afgørende er at komme ud at mærke og fornemme arbejdet. Og den nye post har tændt en ild i ham, fordi han nu kan være med til at skabe de fællesskaber, der kan understøtte sårbare børn og unge, der har brug for det:

”Når man sidder i den stol, jeg sidder i, så snakker jeg med mange mennesker med en høj grad af viden, og den viden skal gerne foldes ud i praksis. Jeg er ikke den, der har den store vidensbank, og netop viden er ikke det, vi mangler i dag på børne- og ungeområdet. Det er en gave at være tæt på al den viden, som blandt andet Aarhus er rig på. Jeg tænker, jeg har evnen og modet til at omsætte noget af den ekspertise til virkelighed, så det ikke kun bliver til ord og møder.”

Hvilken begivenhed har inspireret dig til at beskæftige dig med omsorgsarbejde?

”Jeg har i mine ungdomsår slået mine folder i KFUM og KFUK, hvor jeg var leder i børne- og ungdomsarbejdet gennem 10 år. Her mødte jeg rigtig mange, for hvem det ikke er helt enkelt at være en del af et fællesskab, men som fandt stor glæde i det. Jeg så den betydning, som det havde at få alle med og få et hold til at virke. Det vigtige var at sørge for, at det var et trygt sted at være for alle – uanset tro, meninger og holdninger. Jeg kunne simpelthen ikke klare, hvis der var nogle, der stod udenfor.”