Det hører til de absolutte sjældenheder, at en teologibog bliver dækket med mere end 2000 artikler i dansk presse. Men det er netop, hvad sognepræst Thorkild Grosbølls bog "En sten i skoen" fra 2003 blev. I bogen skrev Grosbøll, at han ikke troede på en skabende eller opretholdende gud. Det er han faktisk ikke den første teolog, der har sagt. Heller ikke i en dansk sammenhæng. Men netop Grosbølls udtalelser kom til at vække den største opstandelse ikke bare i danske medier, men også i verdenspressen, hvor historien om den danske præst, der ikke troede på Gud, gik sin sejrsgang i foråret og sommeren 2003 og de følgende år.
Men hvorfor blev netop denne sag så stor?
Besynderligt nok fik bogen med de bombastiske udtalelser i første omgang næsten ingen opmærksomhed. Da den udkom, blev det kun til et par spredte anmeldelser.
For præcis tre år siden, den 23. maj 2003, kom vendepunktet imidlertid. Det var en stort opsat artikel i Weekendavisen med overskriften: "Præsten tror ikke på gud". I interviewet fortalte Grosbøll, at kristendommens historie handler om "at være menneske, og den leverer noget, man ikke kan undvære". Men han sagde samtidig, at gudstroen aldrig havde sagt ham noget, heller ikke som barn. Og så gentog han den skarpeste passage fra bogen: "Jeg tror ikke på en skabende og opretholdende Gud, ikke på en opstandelse eller evigt liv".
Dét satte fart i sagen om Grosbølls gudssyn med først en markant modkommentar fra juraprofessor Ditlev Tamm i Kristeligt Dagblad og siden en ophedet debat med kirkeministeren, biskoppen, menighedsrådsformanden fra Taarbæk og alverdens kirkefolk, politikere og teologiske eksperter som deltagere.
Den første forklaring på, at den lille bog om stenen i skoen kunne få så stor opmærksomhed, er med andre ord, at sagen på et meget tidligt tidspunkt blev en sag for medierne, og dermed for den bredere offentlighed. Noget tilsvarende er siden sket med præsterne, der i et medlemsblad argumenterede for mere frihed om søndagen. Da først den sag ramte avisernes forsider, blev diskussionen også mere intens og med skarpere fronter, end tilfældet nok ellers ville have været.
Men virkeligheden i dagens mediesamfund er, at medierne generelt udviser langt større interesse end tidligere for sager om præster, tro og kirke, og derfor bliver Grosbøll-sagen næppe heller den sidste sag om teologi, der kommer til at præge mediebilledet i mange år fremover.
En vigtig faktor er her også, at danskerne igen er blevet meget optagede af tro og religion. Tidens usikkerhed har fået folk til at søge tilbage mod det trygge og kendte. Mødet med de fremmede, som de seneste 30-40 års ikke mindst muslimske indvandring har ført med sig, har også skabt et større ønske i befolkningen om at forstå og vedkende sig det kristne udgangspunkt. Tidens trend i de senere år har simpelthen været at tro. Folk springer i dag ud på stribe som erklærede troende. Sofie Gråbøl. Naser Khader. Marianne Jelved. Og nu senest også statsministeren. Bare for at nævne nogle få.
Den trend gik Grosbøll midt imod. Han opdagede først for sent, at hans kristendomskritik kom alt for sent i forhold til den udvikling, der havde været i samfundet og i befolkningen.
Med til miseren hører også, at de ansvarlige myndigheder ikke håndterede sagen heldigt. Der var usikkerhed at spore hos både biskop Liselotte Rebel og daværende kirkeminister Tove Fergo, som endte med at overgive sagen til Justitministeriet. Man kan derfor ikke fortænke dele af pressen i også at have lugtet en ministerafgang undervejs i forløbet. Det føjer endnu en forklaring til den store bevågenhed, sagen fik. Især fordi skriverierne om sagen netop stoppede, da nuværende kirkeminister Bertel Haarder og biskop Jan Lindhardt gik ind i den og reelt lagde den død med en administrativ og pragmatisk løsning på konflikten.
Lindhardt forklarede til omverdenen, da han havde overtaget sagen, at Grosbøll skam kendte Gud gennem Jesus, og så rådede han i øvrigt Grosbøll til i umisforståeligt kontante vendinger at tænke sig meget godt om, inden han igen udtalte sig til medierne.
På treårsdagen for den artikel, der bragte sagen ud i offentligheden, melder Grosbøll sig nu igen på banen. Han har fået at vide af Jan Lindhardt, at han som alle andre præster kan udtale sig frit.
Mundkurven er altså fjernet, men belært af erfaringerne fra sagens begyndelse vil Grosbøll formentlig vente et godt stykke tid endnu med at komme med et nyt opgør med tidens tendens til at tro.
Læs mere om Grosbøll-sagen på
kristeligt-dagblad.dk