Derfor er konflikten om Ukraines kirker så afgørende

En af de største kirkelige stridigheder i nyere tid udspiller sig for øjeblikket, hvor ukrainske kirker løsriver sig fra den russisk-ortodokse kirke. Men hvad handler konflikten om, og hvorfor har den vokset sig så stor? Kristeligt Dagblad forklarer baggrunden for striden

Filaret, partriarken i den ukrainsk-ortodokse kirke under Kijev-patriarkatet, holder messe i Volodymysky-katedralen i Kijev. Det er det kirkesamfund, han står i spidsen for, samt den ukrainske autokefale ortodokse kirke, der står til at blive uafhængige af den russiske kirke. -
Filaret, partriarken i den ukrainsk-ortodokse kirke under Kijev-patriarkatet, holder messe i Volodymysky-katedralen i Kijev. Det er det kirkesamfund, han står i spidsen for, samt den ukrainske autokefale ortodokse kirke, der står til at blive uafhængige af den russiske kirke. - . Foto: Efrem Lukatsky/Ritzau Scanpix.

Hvad er det, der foregår?

Den ortodokse kirke i Tyrkiet har valgt at gøre to ukrainske kirkesamfund uafhængige af den russiske kirke. Et træk, som af det russiske patriarkat opleves som provokerende, og som har ført til stridigheder ikke kun i Ukraine, men i den ortodokse kirke på verdensplan.

Hvad har indledt konflikten?

To af Ukraines tre ortodokse kirkesamfund står til at blive uafhængige af det ortodokse patriarkat i Moskva og erklæret såkaldt ”autokefale”. De to kirker forventes nu at blive slået sammen under et fælles selvstændigt Kijev-patriarkat, mens den tredje kirke derimod er russisk-sindet og bevarer tilknytningen til Moskva.

Anerkendelsen af de to kirkers selvstændighed kommer dog ikke fra Moskva, men fra Tyrkiet. Patriarken i Konstantinopel (i dag Istanbul) ses som den åndelige leder for verdens ortodokse, og han har taget beslutningen om uafhængighed. Patriarken, Bartholomæus, har samtidig tilbagekaldt en bestemmelse fra 1686 om Moskva-patriarkatets ret til kirkelig myndighed over Ukraine.

Hvorfor er uafhængigheden vigtig for ukrainerne?

”Ukraine har ventet på denne historiske beslutning i 330 år,” sagde den ukrainske præsident, Petro Porosjenko, da den forestående uafhængighed blev en realitet for knap to uger siden.

Han har gjort uafhængighed af Ruslands ortodokse kirke til en af sine mærkesager i forbindelse med det præsidentvalg, han håber på at vinde i marts næste år.

Men det har længe været et ønske fra dele af den ukrainske befolkning at frigøre sig fra den russiske indflydelse, og årsagen dertil er nærmere politisk end teologisk. Siden landets selvstændighed efter Sovjetunionens opløsning har regeringen nemlig nærmet sig Vesten og forsøgt at frigøre sig fra Rusland. Mange har ønsket en selvstændig kirke svarende til den nationale selvstændighed. Og med den russiske annektering af den ukrainske halvø Krim i 2014 er forholdet mellem de to landes kirker blevet yderligere forværret.

Hvorfor møder uafhængigheden modstand fra den russiske kirke?

Det russiske patriarkat har længe forsøgt at undgå en selvstændig ukrainsk kirke. Og hvor den forestående uafhængighed har skabt glæde i Ukraine, har den til gengæld vakt harme i Rusland. Her kalder kirken Konstantinopel-patriarkets beslutning ulovlig og ødelæggende for den fællesortodokse enhed, og en talsmand for den russiske kirke har i en tv-transmitteret kommentar sagt, at ”patriarkatet i Konstantinopel har overskredet en rød linje”.

Det russiske patriarkat oplever, at dets kirkelige territorie overskrides, når det økumeniske patriarkat i Konstantinopel blander sig i forholdet til Ukraine. Og den russiske kirke føler sig så krænket, at den i sidste uge brød nadverfællesskabet med det tyrkiske patriarkat. En handling, der har stor symbolsk betydning.

Hvilke kirkelige konsekvenser kan det få?

Mange har peget på, at bruddet mellem Moskva og Konstantinopel kan få nærved lige så omfattende kirkelige konsekvenser som splittelsen mellem den vestlige katolske kirke og den østlige ortodokse kirke, som skete i år 1054. Måske vil man se en splittelse mellem en konservativ ortodoksi med centrum i Moskva og en liberal, venstreorienteret ortodoksi centreret om Konstantinopel. Det har dr.theol. i ortodoks kristendom Christian Gottlieb tidligere skrevet i Kristeligt Dagblad.

"At en sådan skelnen allerede findes, er der ikke tvivl om. Måske har den nu også fået et institutionelt udtryk,” vurderede han.

Hvad er de politiske konsekvenser?

I Ukraine medfører udviklingen frygt for vold. For som flere internationale medier beskriver, er der tale om et muligt eksplosivt mix, når politik, religion og national identitet møder hinanden i samme strid. Mens de to ukrainske kirker bliver anerkendt som uafhængige, står stadig en Moskva-tro ukrainsk kirke tilbage, og spørgsmålet er, hvor voldsomme spændinger der vil opstå mellem de to fløje i landet. For nylig blev der i forbindelse med en demonstration i Kijev indsat politistyrker for at beskytte de pro-russiske kirker, og ifølge det uafhængige ukrainske nyhedsbureau Unian er der samtidig en frygt for, at Rusland vil anvende konflikten til at indsætte specialstyrker i Ukraine. Den kirkelige konflikt er altså på alle måder også politisk ladet.