Prøv avisen

Derfor får ateisterne ikke tag i danskerne

Grundtvig og den særlige danske forbindelse mellem det folkelige og det kirkelige er årsagerne til, at ateisterne ikke har fået fat i danskerne på trods af Ateistisk Selskabs nylige buskampagner.

Det har givet larm i gaden, at Ateistisk Selskab for nylig har ført kampagne mod folkekirken. Men organisationen flytter ikke for alvor holdninger i en tid, hvor det er moderne at vide noget om kulturkristendom, siger ateist

De sidste bannerreklamer er pillet af de aarhusianske bybusser, men endnu har røgen ikke lagt sig efter Ateistisk Selskabs kampagne mod irrationel overtro i almindelighed og folkekirken i særdeleshed, som er det lille selskabs hidtil mest effektive slag i samfundsdebatten.

Vi ved, at kampagnen har ført til udmeldelser, men endnu ikke i hvilket omfang. Selv siger Ateistisk Selskab, at der er tale om et godt stykke over 3000 danskere. Men flytter ateisterne noget i et større perspektiv? Vinder de danskernes hjerter?

Trods kampagnens massive medieomtale er det bemærkelsesværdigt, at stort set ingen meningsdannere, politikere, medier eller organisationer, ingen Mikael Rothstein eller kulturradikal Politiken-redaktør, har stillet sig på ateisternes side. På de sociale medier kan man finde ateistiske stemmer, men ingen repræsenterer dem i offentligheden. Kun den hurtigtsnakkende standupkomiker Anders Stjernholm, som kører det ateistiske show alene.

Mens Human-Etisk Forbund i Norge har 85.000 medlemmer, holder tusindvis af humanistiske konfirmationer, vielser og begravelser og har stort hovedsæde midt i Oslo, så har de danske ateister 600 medlemmer og postadresse i et parcelhus i Rødovre.

Hvis man skal drage en konklusion af de seneste to ugers debat, er det, at ateismen hverken historisk eller aktuelt har fået tag i danskerne. Men hvorfor er det sådan?

Forklaringen er Grundtvig og den særlige danske forbindelse mellem det folkelige og det kirkelige, siger universitetslektor og dr.phil. Hans Hauge.

”Med den grundtvigske bevægelse etableres herhjemme en tæt forbindelse mellem kultur og kirke. Der blev samtidig skabt en bred, åndshistorisk alliance mellem de kirkelige og dem, Grundtvig kaldte ’naturalister af ånd’, som i dag vil svare til kultureliten. I Norge, hvor det grundtvigske aldrig er slået an, er den mere pietistisk prægede kirke i større modsætning til resten af befolkningen. Det skaber grundlag for stærke antikirkelige og ateistiske bevægelser, som vi aldrig har haft herhjemme,” siger Hans Hauge.

En anden udfordring for ateisternes mission er, at de fleste danskere i forvejen er kulturateister, vurderer Hauge.

”Det kunne være en stor missionsmark for de radikaliserede ateister som Stjernholm & co., men fungerer i stedet som en vaccination. For sagen er, at danskerne både er kulturateister og kulturkristne på en og samme tid. De er ikke religiøse, men de kan godt lide folkekirken. Og de er slet ikke nihilister. Derfor bliver de ikke omvendt til ingenting,” siger Hans Hauge.

For antropolog og medlem af DR’s bestyrelse for Liberal Alliance Dennis Nørmark, der selv har en fortid som ateistisk debattør og formand for Humanistisk Samfund, handler det om, at danskerne ikke gider blive mindet om deres manglende religiøsitet.

”De hyggekristne danskere bryder sig ikke om at blive konfronteret med deres hykleri og mangel på tro. Det er sådan lidt ’Åhh, hvorfor skal vi nu forholde os til det? Kan vi ikke bare betale vores kirkeskat i fred og mødes i kirken til næste jul’. Ateisterne ødelægger den gode stemning. Danskerne vil ikke have vrøvl med de hellige, som Stauning sagde.”

Samtidig er der sket det i løbet af de senere år, at det er blevet in både politisk og intellektuelt at vide noget om danskernes kulturkristne rødder.

”Intelligentsiaen er blevet fascineret af kristendommen. Det er simpelthen uncool ikke at vide noget om Grundtvig og folkekirke. På den måde rummer kulturkristendommen et intellektuelt grundstof, som også appellerer til de kulturradikale i Politiken-segmentet.”

Religionssociologisk er der tale om en form for funktionel kristendom, mener Dennis Nørmark.

”For danskerne skal kristendommen være pragmatisk, funktionel og instrumentel. Aktuelt er kristendommens funktion at skabe kulturel identitet og dæmme op for islam. Den bliver et våben i konkurrencestaten. Det er sådan noget, et parti som Dansk Folkeparti har en meget stærk forståelse for,” siger Dennis Nørmark.

Når han ikke i samme grad som tidligere tager konfrontationen med teologerne og det kirkelige establishment, skyldes det både teologernes hidsige debatform, som blev for meget af det gode, og en erkendelse af, at religion er kommet for at blive.

”Som barn af oplysningen var jeg som helt ung overbevist om, at religion ville forsvinde af sig selv, når folk med tiden blev klogere. Det ved jeg nu er åbenlyst nonsens. Hvis ateisterne har som mål at udrydde al religion, bliver de hurtigt trætte og bitre. Men jeg synes, det er glimrende med en kampagne, som lægger op til debat – og til at danskerne bliver mere reflekterede i deres forhold til tro. Mange præsters reaktion på kampagnen vidner om, at de ofte har lige så svært ved at argumentere som nogle af ateisterne.”

Men har ateisterne alligevel en chance i en tid præget af individualisering, hvor det i stigende grad kræves, at alle tager aktivt stilling til, hvem de er, og hvad de ønsker at være tilknyttet? Er den ubevidste, hyggekristne dansker en uddøende race? Religionssociolog ved Aarhus Universitet Henrik Reintoft Christensen vil ikke afvise, at ateisterne med årene kan få tag i flere danskere.

”Det er klart, at den rummelige folkekirke har haft og har en dæmpende effekt på ateisternes muligheder. Men den voksende polarisering på religionsområdet, som forstærkes af mediernes dækning af religion som kilde til konflikter, rummer et potentiale for ateistiske bevægelser. Hvis det så ovenikøbet kan lykkes dem at provokere en lille gruppe af præster, som klager over mobning og så videre, selvom flertallet måske tager det mere roligt, så giver modstanden en platform i deres kamp mod kirken og religion,” siger Henrik Reintoft Christensen.