”At lægge skinnerne, mens toget kører” er en metafor, flere har brugt til at beskrive situationen, danske kirker står i for tiden. Mange har oprustet digitalt og sender både gudstjenester og andagter på blandt andet Facebook, YouTube og Instagram. Og så er der de kirker og organisationer, der går skridtet videre. De sofistikerer kreativiteten og tager chancer på et for mange uprøvet område.
Nogle videoer på internettet kan næsten siges at være gået viralt, mens andre kun har 20 visninger. Hvad skal der til for at skabe omtale og popularitet, når det gælder videoer fra kirken i en coronatid? Det har ekspert i kirke og medier Christian Grund Sørensen nogle bud på.
Han har arbejdet 25 år som sognepræst, men arbejder nu fuldtid på Aalborg Universitet, hvor han blandt andet forsker i kristendom formidlet på digitale medier.
”Man kan på nettet finde en hel underskov af videoer, der rækker ud over den almindelige gudstjeneste. Her skal man som afsender spørge sig selv: ’Hvad vil vi opnå?’ Det er typisk én af to ting, man ønsker. Jeg tror, at de fleste præster laver videoer for at bevare en kontakt med sin menighed og opretholde en menneskelighed, snarere end de ønsker at komme ud med et helt præcist budskab. Og så er der nogle, der ser andre muligheder i tiden. Videoerne kan nemlig også bruges til at tiltrække nye medlemmer til menigheden,” siger Christian Grund Sørensen.
Christian Grund Sørensen opstiller nogle forskellige præmisser, der ligger bag de udvalgte videoer på denne side, hvorfor de fungerer godt. Den første præmis og gode råd er, at kirkerne kan sende live. På sociale medier er det en funktion, der giver brugeren mulighed for at sende direkte til modtageren.
”Når der sendes live, giver det en fornemmelse af, at der er et ægte, levende menneske på den anden side af skærmen. Og der er noget, mange efterspørger i denne tid, hvor flere føler sig ensomme.”
En anden præmis, som Christian Grund Sørensen opstiller er, at præsterne skal finde vej ud af kirkerummet:
”Mange af de spændende og populære videoer foregår uden for kirken, og det er der en god grund til. Når præsten befinder sig inden i kirken, afspejler de det, menigheden er afskåret fra, som er en lukket verden nu. Derfor er det at gå udenfor eller benytte et andet rum et vigtigt greb. Det giver også en form for friskhed.”
Friskheden leder over til den tredje præmis, nemlig at præsterne ikke behøver at stile efter ”det perfekte.” Flere videoer er håndholdte, og lydkvaliteten svinger en smule, men det gør ikke noget, mener Christian Grund Sørensen:
”Hvis tingene er meget kontrollerede, kan de godt fremstå manipulatoriske. Det er også svært som seer at se sig selv i det perfekte, og det er ikke altid det perfekte, der åbner mennesker op for at modtage budskabet. De fleste mennesker er jo ikke perfekte, og derfor er det nemmere at spejle sig i det ufuldkomne. Erfaret tvivl og sårbarhed skaber faktisk troværdighed.”
Det sidste råd drejer sig om patos. Og når det kommer til det at appellere til følelserne, skal der findes en balance:
”En video kan være nok så velproduceret, men hvis brugen af patos er i overkanten, kan det få mange til at hoppe fra. Derfor er det vigtigt at overveje brugen af musik, kameravinkel og måden at tale på. Konsekvensen af et overforbrug af patos er, at seeren kan føle sig manipuleret med.”
Christian Grund Sørensen tilkendegiver, at der er mange af initiativerne, han ikke havde givet mange chancer på forhånd. Men coronasituationen giver plads til nye formater:
”Normalt ville jeg eksempelvis ikke give det mange chancer at se to personer stå og lave påskelam i to timer. Men på grund af den rungende stilhed, der for tiden hersker i mange danskeres hjem, kan man have glæde af et lydtapet eller en slags ’baggrundskirke’. Det er rart for de fleste mennesker at have fornemmelsen af ikke at være alene, og den fornemmelse giver mange af de videoer, man ser for tiden.”