Prøv avisen
Klassiker

Derfor fejrer vi Kristi himmelfart

Kristi himmelfart: Kvinde med sine to børn i skov på Frilandsmuseet, der er et af verdens største og ældste frilandsmuseer med mere end 100 bygninger fra hele landet.

På Kristi himmelfart begynder arbejdsdelingen mellem Gud og menneske, hvor vi får overdraget ansvaret for at være kirke på jorden efter Jesus

Opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd. Vi kender sætningen fra Trosbekendelsens afsnit om Kristi himmelfart. Men den hører ikke til den nemmest forståelige del af kristendommens beretninger.

Sognepræst Morten Skovsted om Kristi himmelfart

Men sognepræst i Hjortshøj-Egå ved Århus Morten Skovsted finder mening i Kristi himmelfartsdag. Han synes, den passer ind i påskens begivenheder og det, vi nu ser frem til i pinsen: Kirkens fødselsdag.

"Hvorfor fejrer vi Kristi himmelfartsdag, når den rent faktisk betyder, at Jesus forlader os og jorden?"

- Fordi det er afslutningen på Jesu jordiske virke. Han hæver sig op, så han ikke længere kun er i disciplenes midte, men så han kan se os alle. Nu lægger Jesus op til en arbejdsdeling. Han har udfyldt sit virke, nu er det op til os at fortælle evangeliet og give det videre. Nu skal vi se på hinanden og se ned på den vej, vi skal gå, som er forsoningens vej, med den opgave, vi har fået: At give budskabet i Jesu liv videre og give det liv.

"Hvordan er erfaringerne med Kristi himmelfartsdag som en kirkegangsdag?"

- Kristi himmelfartsdag er sin egen stille helligdag. Den er ikke perifer som en andenhelligdag, der ligger i skyggen af helligdagen, men en festdag, nok mest for de kirkevante. Det er en fin dag med fortællingen om Jesu guddommelige natur og vores ansvar på jorden. Dagen er afsættet til pinsen, hvor mismodet, som indfinder sig hos disciplene over, at Jesus har forladt dem, forsvinder.

"Er der tale om en fortælling i billeder eller er det noget, vi som danske lutheranere kan tro på?"

- Det er en fantastisk fortælling for mig. Og når jeg læser den eller hører den, er det en konkret virkelighed, som taler ind i min virkelig. Der er virkelig noget på færde, og så er jeg ikke så voldsomt optaget af, hvordan det er foregået, eller om der er tale om en metafor. Når jeg hører beretningen, er der tale om en sanselig virkelighed, hvor Jesus farer til himmels.

"Hvordan griber sognepræsterne forkyndelsen an?"

- Det er en vigtig dag, som taler ind i trosbekendelsen. Derfor er der rum til kerneforkyndelse om Jesu guddommelige natur, at han var her på jorden som et menneske, men nu er han her ikke længere, for han har givet os en del af ansvaret. Jeg tror, at det for de fleste præster er en dag, hvor man kan samle forkyndelsen i nogle kerneelementer, frem for at man spreder dem.

"I Danmark er der hvert tredje år fælleskirkelig gudstjeneste på denne dag i forbindelse med Danske Kirkedage. Er der et særligt mellemkirkeligt aspekt i denne dag, som kirkesamfundene kan mødes på?"

- Enhver kirkelig begivenhed har et mellemkirkeligt aspekt, og hver højtid eller søndag er en del af et stort, kristent fællesskab. Det perspektiv skal vi bruge til at hæve os op og se på hinanden.

Kristi Himmelfart historisk set: Det nye Testamente

Kristi himmelfartsdag fejres 40 dage efter påske og 10 dage før pinse. Den falder altså altid på en torsdag, tidligst den 30. april og senest den 3. juni. Kirken fejrer ved Kristi Himmelfart, at Jesus 40 dage efter sin opstandelse for til himmels. Men hvad så? Hvad ved vi mere? Lad os begynde med at se på hvad kilderne til himmelfarten beretter.

Hovedkilderne til Jesu himmelfart findes i Lukas-evangeliet kap. 24, 50-51 og Apostlenes Gerninger kap. 1, 6-12. Begge kilder beretter meget kortfattet om begivenheden. Inden selve himmelfarten taler Jesus med sine disciple. Han forklarer dem, at Helligånden på et senere tidspunkt vil komme over dem og give dem kraft. Disciplene skal så være Jesu vidner, dvs. de skal missionere, i hele verden (Luk 24, 47-49 og ApG 1, 8). Mens disciplene ser på, løftes Jesus efter denne samtale op i himlen og farer bort. Disciplene kan følge Jesus med øjnene, indtil en sky kommer i vejen for synet (Luk 24, 51 og ApG 1, 9-10).

Udover disse kilder omtales Kristi himmelfart yderligere to steder i evangelierne. Det ene sted er i Markus-evangeliet kap. 16, 19. Her går en missionsbefaling også forud for himmelfarten (Mark 16, 15). Efter at Jesus har talt med disciplene optages han i himlen og sætter sig ved Guds højre hånd (Mark 16, 19).

Det andet sted er i Johannes-evangeliet kap. 20, 17. Her taler Jesus med Maria Magdalene om himmelfarten. Jesus siger, at han vil fare op til sin far og Gud, som også er disciplenes far og Gud.

Kilderne er altså temmelige vage, når det handler om, hvordan himmelfarten fandt sted. Centralt står dog, at Jesus efter himmelfarten ikke længere er på jorden, men i stedet er i den guddommelige sfære, i himlen, hos Gud. Mens disciplene indtil himmelfarten har haft det guddommelige hos sig i form af Jesus, loves de ved himmelfarten, at de herefter vil have det guddommelige hos sig i form af Helligånden. Den får de pinsedag, hvor Helligånden netop kommer ned til disciplene. På denne måde er det for den kristne selvforståelse et meget vigtigt skift, som sker med Jesu himmelfart.

At Jesu himmelfart forårsager et vigtigt skift kommer også til udtryk gennem den placering, som beretningerne om himmelfarten har i Lukas-evangeliet og Apostlenes Gerninger. Ifølge den kirkelige overlevering er begge disse skrifter skrevet af Lukas. Første del af hans værk, Lukas-evangeliet, slutter med beskrivelsen af himmelfarten, mens anden del af hans værk, Apostlenes Gerninger, starter med beskrivelsen af himmelfarten.

Himmelfarten er altså den begivenhed, som deler Lukas' værk op i to. Mens første del af værket skildrer Jesu liv og død, beretter anden del om kristendommens tilblivelses- og udbredelseshistorie. Idet Jesu tilværelse på jorden netop slutter med himmelfarten må denne udgøre slutningen på første del af Lukas' værk. Da disciplene i beretningen om himmelfarten loves Helligånden, er den desuden det naturlige udgangspunkt for anden del af Lukas' værk. Kristne mener nemlig, at uden Helligåndens kraft ville kristendommen ikke være blevet til noget.

Forlæg for Jesu himmelfart

Beskrivelsen af Jesu Himmelfart minder om en beretning fra Det gamle Testamente, som Lukas ganske givet har kendt. Beretningen findes i Anden Kongebog kap. 2, 1-18. Her er det profeten Elias, som stiger op til himlen i en ildvogn med ildheste. Hans discipel Elisa ser ham stige op, og Elisa får derfor efterfølgende del i Elias' åndskraft. Dette er altså helt parallelt til, hvordan Jesu disciple efter at have overværet Jesu himmelfart får del i Jesu kraft, Helligånden.

Udover Elias antydes i Det gamle Testamente også, at Enok kommer i himlen uden først at være død (se evt. 1. Mosebog kap. 5, 24). Denne hentydning bliver i den senere jødiske tradition grundlag for flere tekster, som beskriver Enoks himmelfart og alt, hvad han oplever på sin rejse. Også andre af Det gamle Testamentes store helte, f.eks. Moses, Esajas og Abraham tilskrives himmelrejser i jødiske og kristne tekster. Disse tekster er blevet til i de sidste århundreder før og de første århundreder efter år 0. De er ikke del af den autoriserede jødiske og kristne kanon, men er alligevel blevet overleveret og har været kendt.

Fejringen af Kristi Himmelfartsdag

De tidligste kilder, der omtaler fejring af Kristi Himmelfartsdag, er fra det 4. århundrede. Her beskrives fejringen dog allerede som en etableret kristen festdag. Fejringen af Kristi Himmelfartsdag går altså langt tilbage i tiden. Ligesom idag fejredes Kristi Himmelfartsdag allerede dengang på den 40. dag efter påskedag. Da påskedag ikke er fastsat til en bestemt dato, men istedet falder på den første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn, er også Kristi Himmelfartsdag en "bevægelig" helligdag. Idet dagen falder 40 dage efter påskedag, er det dog altid sikkert, at den falder på en torsdag.

Kristi Himmelfartsdag falder samtidig 10 dage før pinse. Der går altså 10 dage, fra Jesus lover disciplene Helligånden, til den kommer til dem. Kristi Himmelfartsdag må således ses i snæver sammenhæng med pinsedag. Bl.a. denne lidt underlige mellemposition gør, at Kristi Himmelfartsdag ikke fejres i så høj grad som påske, pinse og jul i kirken. Og netop fordi dagen ligger klemt inde mellem påske og pinse, er der heller ikke nogen stærke folkelige traditioner knyttet til den. Der har ikke været nogen før-kristen fest på denne dag, hvis traditioner fejringen kunne trække på.

Jesu himmelfart fandt ifølge Apostlenes Gerninger kap. 1,12 sted på Oliebjerget ved Jerusalem. Allerede fra det 4. århundrede har der på dette sted været et kapel, Himmelfartskapellet. Her findes en klippesten med en fordybning, der traditionelt betragtes som Jesu fodaftryk sat lige før himmelfarten.

I forbindelse med Kristi Himmelfartsdag danner Himmelfartskapellet rammen for både katolske og ortodokse kirkesamfunds fejringer af begivenheden. Allerede fra onsdag aften og gennem hele natten til Kristi Himmelfartsdag holdes gudstjenester på stedet. Den lutherske kirke, hvortil den danske Folkekirke hører, holder dog ikke gudstjenester ved Himmelfartskapellet.

I det hele taget fejres Kristi Himmelfartsdag altså ikke i samme grad som kristendommens store højtider. I f.eks. Beograd er dagen dog blevet et symbol på byens egen opstigning fra aske til håb og fejres med bl.a. store processioner gennem byens gader. I den danske Folkekirke bruges Kristi Himmelfartsdag ofte til konfirmation, mens Jesu himmelfart kun fejres i meget begrænset grad. På alle måder står dagen således svagt i danskernes bevidsthed.