Derfor fejrer vi Kristi himmelfart

På Kristi himmelfart begynder arbejdsdelingen mellem Gud og menneske, hvor vi får overdraget ansvaret for at være kirke på jorden efter Jesus

Kristi himmelfart falder ofte, når forårsskoven grønnes. Tiden markerer afslutningen på Jesu jordiske virke.
Kristi himmelfart falder ofte, når forårsskoven grønnes. Tiden markerer afslutningen på Jesu jordiske virke.

Opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd. Vi kender sætningen fra Trosbekendelsens afsnit om Kristi himmelfart. Men den hører ikke til den nemmest forståelige del af kristendommens beretninger.

Få historien bag Kristi himmelfart her:

Kristi himmelfartsdag fejres 40 dage efter påske og 10 dage før pinse. Den falder altså altid på en torsdag, tidligst den 30. april og senest den 3. juni. Kirken fejrer ved Kristi himmelfart, at Jesus 40 dage efter sin opstandelse fór til himmels. Men hvad så? Hvad ved vi mere?

Fejringen af Kristi himmelfartsdag

De tidligste kilder, der omtaler fejring af Kristi himmelfartsdag, er fra det 4. århundrede. Her beskrives fejringen allerede som en etableret kristen festdag. Fejringen af Kristi himmelfartsdag går altså langt tilbage i tiden.

Ligesom idag fejredes Kristi himmelfartsdag allerede dengang på den 40. dag efter påskedag. Da påskedag ikke er fastsat til en bestemt dato, men istedet falder på den første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn, er også Kristi himmelfartsdag en "bevægelig" helligdag. Idet dagen falder 40 dage efter påskedag, er det dog altid sikkert, at den falder på en torsdag.

Kristi himmelfartsdag falder samtidig 10 dage før pinse. Der går altså 10 dage fra Jesus lover disciplene Helligånden, til den kommer til dem, da det græske ord for pinse (pentekoste) betyder halvtredsindstyvende.

Kristi himmelfartsdag må således ses i snæver sammenhæng med pinsedag. Denne lidt underlige mellemposition gør, at Kristi himmelfartsdag ikke fejres i så høj grad som påske, pinse og jul i kirken. Og netop fordi dagen ligger klemt inde mellem påske og pinse, er der heller ikke nogen stærke folkelige traditioner knyttet til den. Der har ikke været nogen før-kristen fest på denne dag, og derfor heller ingen gamle traditioner, som fejringen kunne trække på.

Himmelfarten i andre kirkeretninger

Jesu himmelfart fandt ifølge Apostlenes Gerninger kap. 1,12 sted på Oliebjerget ved Jerusalem. Allerede fra det 4. århundrede har der på dette sted været et kapel, Himmelfartskapellet. Her findes en klippesten med en fordybning, der traditionelt betragtes som Jesu fodaftryk sat lige før himmelfarten.

I forbindelse med Kristi himmelfartsdag danner Himmelfartskapellet rammen for både katolikkernes og de ortodokse kirkesamfunds fejringer af begivenheden. Allerede fra onsdag aften og gennem hele natten inden Kristi Himmelfartsdag holdes gudstjenester på stedet. Den lutherske kirke, hvortil den danske folkekirke hører, holder dog ikke gudstjenester ved Himmelfartskapellet.

Der findes enkelte steder, som har traditioner i forbindelse med dagen. I den serbiske hovedstad Beograd, en af Europas ældste byer, er dagen blevet et symbol på byens egen opstigning fra aske til håb. Det fejres med store processioner gennem byens gader.

I folkekirken bruges Kristi himmelfartsdag ofte til konfirmation, mens selve himmelfarten kun fejres i meget begrænset grad. På alle måder står dagens teologiske baggrund således svagt i danskernes bevidsthed.

Kristi Himmelfart historisk set: Det Nye Testamente

Hovedkilderne til Jesu himmelfart findes i Lukasevangeliets kapitel 24,50-51 og Apostlenes Gerninger kapitel 1,6-12. Begge kilder beretter meget kortfattet om, hvad der skete, da Jesus efter opstandelsen forlod Jorden. Inden selve himmelfarten taler Jesus med sine disciple. Han forklarer dem, at Helligånden på et senere tidspunkt vil komme over dem og give dem kraft. Disciplene skal derefter være Jesu vidner, og det vil sige, at de skal udbrede budskabet om ham til hele verden (Luk 24, 47-49 og ApG 1, 8).

Mens disciplene ser på, løftes Jesus efter denne samtale op i himlen og farer bort. Disciplene kan følge Jesus med øjnene, indtil en sky kommer i vejen for synet (Lukasevangeliet 24,51 og Apostlenes Gerninger 1,9-10).

Udover disse kilder omtales Kristi himmelfart yderligere to steder i evangelierne. Det ene sted er i Markusevangeliet kap. 16,19. Her går en missionsbefaling også forud for himmelfarten (Mark 16, 15). Efter at Jesus har talt med disciplene, optages han i himlen og sætter sig ved Guds højre hånd (Mark 16, 19), som vi også kender det fra trosbekendelsen.

Det andet sted er i Johannesevangeliet kap. 20, 17. Her taler Jesus med Maria Magdalene om himmelfarten. Jesus siger, at han vil fare op til sin far og Gud, som også er disciplenes far og Gud.

Kilderne fortæller altså ikke præcis hvordan himmelfarten fandt sted. Det centrale er, at Jesus efter himmelfarten ikke længere er på jorden, men i stedet er i den guddommelige sfære, i himlen, hos Gud. Mens disciplene indtil himmelfarten har haft det guddommelige hos sig i form af Jesus, loves de ved himmelfarten, at de herefter vil have det guddommelige hos sig i form af Helligånden. Den får de pinsedag, hvor Helligånden netop kommer ned til disciplene. På denne måde er det for den kristne selvforståelse et meget vigtigt skift, som sker med Jesu himmelfart, for her gøres det plads til, at scenen kan indtages af den sidste del af treenigheden, Helligånden.

At Jesu himmelfart forårsager et vigtigt skift kommer også til udtryk gennem den placering, som beretningerne om himmelfarten har i Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger. Ifølge den kirkelige overlevering er begge disse skrifter skrevet af den forfatter, man kalder Lukas. Første del af hans værk, Lukasevangeliet, slutter med beskrivelsen af himmelfarten, mens anden del af hans værk, Apostlenes Gerninger, starter med beskrivelsen af himmelfarten.

Himmelfarten er altså den begivenhed, som deler Lukas' værk op i to. Mens første del af værket skildrer Jesu liv og død, beretter anden del om kristendommens tilblivelses- og udbredelseshistorie. Idet Jesu tilværelse på jorden netop slutter med himmelfarten må denne udgøre slutningen på første del af Lukas' værk. Da disciplene i beretningen om himmelfarten loves Helligånden, er den desuden det naturlige udgangspunkt for anden del af Lukas' værk. I den kristne tro er det nemlig takket være Helligåndens kraft, at kristendommen er blevet til og har kunnet blive udbredt til flere end blot de nærmeste omkring Jesus.

Bygger videre på bibelsk tradition

Beskrivelsen af Jesu himmelfart minder om en beretning fra Det Gamle Testamente, som Lukas ganske givet har kendt. Beretningen findes i Anden Kongebog kapitel 2,1-18. Her er det profeten Elias, som stiger op til himlen i en ildvogn med ildheste. Hans discipel Elisa ser ham stige op, og Elisa får derfor efterfølgende del i Elias' åndskraft. Dette er altså helt parallelt til, hvordan Jesu disciple efter at have overværet Jesu himmelfart får del i Jesu kraft, Helligånden.

Udover Elias antydes i Det Gamle Testamente også, at Enok kommer i himlen uden først at være død (se evt. 1. Mosebog kapitel 5, 24). Denne hentydning bliver i den senere jødiske tradition grundlag for flere tekster, som beskriver Enoks himmelfart og alt, hvad han oplever på sin rejse. Også andre af Det Gamle Testamentes store helte, eksempelvis Moses, Esajas og Abraham tilskrives himmelrejser i jødiske og kristne tekster. Disse tekster er formentlig blevet til i de sidste århundreder før og de første århundreder efter år 0. De er ikke del af den autoriserede jødiske og kristne kanon, men er alligevel blevet overleveret og kan formodes at have været kendt af dem, der skrev på Bibelen.

Denne artikel er oprindeligt udgivet den 8/5 2013, hvor den også indeholdt et interview. Dette kan læses her. Den er senest redigeret den 30/4 2018.