Syriske kristne regner ikke med militær beskyttelse fra andre udenlandske aktører end Rusland. Den danske politiker Naser Khader (K), som har syriske rødder, har længe sagt det. Og det lader til at være sandt.
På en konference i Budapest for nylig spurgte Kristeligt Dagblad en række mellemøstlige kristne, hovedsageligt syriske, om det var rigtigt, at de kristne kiggede til Ruslands Vladimir Putin for beskyttelse. Uden undtagelse bekræftede de adspurgte tendensen.
Den russiske sympati var for eksempel tydelig hos Ignatius Aphrem II, der er patriark i den syriakisk-ortodokse kirke.
“Jeg mødte Vladimir Putin sammen med andre patriarker her i Budapest for en måned siden. Og jeg fortalte ham, at hvis det ikke havde været for hans militære aktioner i Syrien, ville landet være faldet helt fra hinanden. Rusland har kæmpet på den syriske regerings side mod terrorister, der har kidnappet vores biskopper, dræbt vores præster og ødelagt vores kirker,” siger den kristne leder fra Syrien.
Argumenterne fra andre kristne i Mellemøsten følger den samme linje: Vladimir Putin har støttet Syriens præsident, Bashar al-Assad. Og Bashar al-Assad er den eneste grund til, at der stadig er kristne i Syrien. I de områder, hvor Bashar al-Assad har kontrol, tør de kristne godt opholde sig.
Og ikke nok med det. EU har valgt forkert side i krigen, mener mange kristne, som omvendt er trygge ved, at Rusland er på den syriske regerings side. Men europæerne har derudover hjulpet de kristne alt for lidt. Og EU har oven i købet med sine økonomiske sanktioner mod landets præsident Bashar al-Assad gjort det svært for kristne at komme i gang med at genopbygge skoler, kirker og boliger, lyder det fra flere biskopper.
“Tror du, det er ministrene i Syrien, der må give afkald på noget? Nej, det er os,” siger en katolsk kirkeleder.
Her kan man indvende, at det er hele logikken med sanktioner, at et lands befolkning skal blive træt af at leve i armod under en tyrannisk leder. Det er bare en temmelig svær pointe at forklare krigstrætte og forfulgte syriske kristne, der synes, de har lidt nok.
Intet tyder på, at Rusland går særligt op i trosfrihed generelt. Jehovas Vidner fængsles i det store land, og de fordrives desuden i tusindvis i disse år. Men de ortodokse i Østeuropa har en særlig kontakt til de ortodokse i Mellemøsten. Og de ortodokse udgør en stor del af Mellemøstens kristne.
Det er der teologiske grunde til. De ortodokse opfatter i højere grad hinanden som dele af samme legeme, end for eksempel danske kristne gør, når de tænker på sydligere kristne. Der findes en religiøs nærhed og identifikation, som også får politiske konsekvenser.
Dertil kommer vægtige historiske grunde. Da kristne armeniere og syrere blev udsat for folkemord for 100 år siden i det nuværende Tyrkiet og dele af det syriske område, var Vesteuropa heller ikke til megen hjælp. Tyskland var reelt på osmannisk side og lukkede i stor stil øjnene for de blodige udrensninger. USA var til gengæld mere opmærksom på at hjælpe. Og hvem var også opmærksom på tragedien? Ja, rigtigt. Russerne hjalp også de ortodokse armeniere og syrere, da det virkelig brændte på, og de blev myrdet i tusindvis. Faktisk hjalp russerne allerede i 1700-tallet ortodokse kristne under osmannisk styre. Den type støtte fører til tillid mellem kulturer, som kan vare i århundreder.
En faktor i sympatien for Rusland blandt de mellemøstlige kristne er uden tvivl også antivestlige strømninger, som har at gøre med Europas kolonifortid, Israel-konflikten og de enorme blodsudgydelser i kølvandet på de allieredes 2003-invasion i Irak.
Men på den anden side er der ikke noget, der tyder på, at de kristnes analyse af situationen er rent ideologisk blændværk. De syriske kristne har i vid udtrækning sat deres lid til Rusland, fordi landet lader ortodoks kristendom spille en vigtig rolle i sin udenrigspolitik.