Prøv avisen
Bedste&værste

Lars Bukdahl: Intellektuelle præster er en slags bedragere

Når jeg nogle gange kan sidde og vende mig lidt på kirkebænken med min ikke-tro, skal jeg bare se, hvad jeg synger. Så kan poesien forsone mig med troen den salmes tid, siger Lars Bukdahl. - Foto: Linda Kastrup

Så længe man synger lidt Kingo eller Grundtvig, er det svært at ødelægge gudstjenesten helt, mener den kulturkristne litteraturkritiker Lars Bukdahl

Hvad er det bedste ved kristendommen?

De elementære, gode budskabszoner, først og fremmest omkring næstekærlighed. Jeg ser kristendommen i en lidt lalleglad, grundtvigiansk forstand, som en Johannes Møllehave-kristendom, hvor det positive er i centrum: tilgivelsen, kærligheden og glæden.

Som teologsøn, kulturkristen og ikke-gudstroende er det værdierne, jeg ser på. Jeg har en meget klar fornemmelse af, at de værdier, jeg er vokset op med, som handler om at være respektfuld over for andre og være nysgerrig og engageret i andre mennesker, har deres tråde til kristendommen.

Min far arbejdede på universitetet, og mange af hans venner var præster. Det var mennesker, jeg oplevede som meget skønne, kloge, engagerede og intellektuelle mennesker, og de har præ-get min idé om, hvad en præst er. Derfor føler jeg mig ekstra fremmed over for en troskyldigt barnetroende præst.

Til gengæld har jeg også haft svært ved at forstå, at de her kloge, tænksomme mennesker, herunder min far, oprigtigt kunne tro på, at Jesus er Guds søn og resten af den basale fantastik.

Mange af de intellektuelle præster kan via deres hygsomme sofisterier gøre det hele til en dybsindig, underholdende omgang metaforer og fortællinger. Jeg føler på en måde, at de intellektuelle præster er en slags bedragere. På en principiel måde foretrækker jeg de enfoldige præster, selvom jeg virkelig ikke bryder mig om at høre på dem.

Min opvækst har gjort, at jeg har opnået en stor respekt for og glæde ved folkekirken, gudstjenesten og præster, men også en stor undren: Hvad går det dog ud på?

Hvad er det værste ved kristendommen?

Alle de ulykker, som kristendommen som kirke og organiseret religion har foretaget og lagt navn til. Der er åbenbart ingen grænser for, hvilken skurkagtighed man i hvilken som helst form for organiseret religion kan gøre sig skyldig i. Kristendommen står jo ikke alene, men den har sin del af ansvaret for rædsler i denne verden.

Her tænker jeg på alt fra inkvisitionen til forskellige kolonialismer, der har stået med Bibelen i den ene hånd og med den anden hånd velsignet krige og folkemord.

Det værste er, at kristendommen ligesom andre religioner kan forvrænges i en fundamentalisme, der bruger alle sine kræfter på at skille fårene fra bukkene og få folk til at skamme sig og føle sig forkerte. Også i Danmark findes der kristne fundamentalister, hvad enten de kalder sig Indre Mission eller Tidehverv. Hos fundamentalisterne bliver idéen om at være frelst jo dybt farisæisk. Hvad enten det er bogstavtroen, med modstand mod kvindelige præster, homoseksuelle og den slags, som bliver udmøntet i nogle meget reaktionære, konservative synspunkter, eller selve kommunikationsformen, fordømmende oppefra og ned, og tyrkertroen på at have evig ret.

Hvad er det bedste ved folkekirken?

I folkekirken føler man sig velkommen. Folkekirken er et dejligt, fredeligt og uhysterisk, for ikke at sige, i bedste forstand, kedeligt trosrum.

Andre folk holder af kirker, hvor de råber og taler i tunger, eller den katolske messe med alle dens mysterier, mørkespil og effekter. Grundkøligheden i folkekirken gør, at religionen og tonen ikke bliver for heftig og massiv og påtrængende. Der er en blufærdighed, som jeg godt kan lide. Jeg holder af, at man får lov at sidde med sin tro for sig selv, uden at man tvinges ud i et spektakel.

Det bedste ved folkekirken er de danske salmer: Kingo, Brorson, Ingemann, Grundtvig - og nu omsider endnu en stjerne-salmist: Simon Gro-trian, hvis salmer skal i salmebogen nu, i massevis.

Som kritiker og poesielsker går jeg i den grad ind for den helt vilde rigdom af en poetisk skat, som man finder i salmebogen, og som er helt unik for Danmark. Når jeg nogle gange kan sidde og vende mig lidt på kirkebænken med min ikke-tro, skal jeg bare se, hvad jeg synger. Så kan poesien forsone mig med troen den salmes tid.

Hvad er det værste ved folkekirken?

Jeg har svært ved at sige, hvad det værste er ved folkekirken, fordi den netop udmærker sig ved sjældent at optræde i samlet flok og med samlet stemme.

Grundlæggende er der noget sært og problematisk ved, at vi har en statskirke, som alle er tvunget til at forholde sig til. Jeg synes, det er principielt forkert og stadig mere forkert, jo mere broget befolkningen bliver. Men fordi det er en kirke, der er så mumlende, fredsommelig og kedelig, har jeg svært ved at hidse mig op over det.

Hvad er det bedste ved gudstjenesten?

Dens fredsommelige karakter og dens gennemsigtighed og henvendelse. I stedet for latinske koder er det den her åndfulde, livlige Politiken-kronik, præsten læser højt fra prædikestolen.

Det bedste er, at gudstjenesten er et ritual med en meget enkel struktur. Det er ligesom et helt klart digt med den her skarpe, åbne form.

Hvis man render ind i en rædderlig prædikant, eller koret synger pivende falsk, er salmerne til at stole på. Det er svært at ødelægge gudstjenesten helt, så længe man synger lidt Kingo eller Grundtvig. Det fine ved gudstjenesten er, at der er grundtekster, salmerne og selvfølgelig evangeliet, som får lov at stå for sig selv.

Jeg er jo litterat, så jeg opfatter lynhurtigt prædikenen som en tekst. Så snart folk laver en ramme om et sprog, kan jeg ikke lade være med at vurdere, om det er en god tekst, ren litterært. Det er en erhvervssygdom.

Hvad er det værste ved gudstjenesten?

Det er i orden, at gudstjenesten er kedelig, men det er ikke godt, hvis den bliver kedsommelig, for så bliver det en seriøst grå forestilling. Prædikenen kan godt blive en meget automatisk Politiken-kronik, hvor man putter et par henvisninger til ”1864” ind hist og et par Benny Andersen-verslinjer ind pist.

Friheden ved, at det er en åben prædiken, betyder, at hvis præsten ikke er dygtig, er der frihed til virkelig at ævle. Det er det værste for mig, når jeg hører en prædiken, der er skrevet som en brækket arm, eller er frelst og moraliserende og formørket, så man bare føler, at det er en løftet pegefinger, der står bag prædikestolen.

Hvad er det bedste ved det multireligiøse samfund?

Grundlæggende kan det kun være en rigdom, at vi er forskellige og dyrker forskellige guder. Det handler vel om graden af tolerance, nysgerrighed og åbenhed over for hinanden.

Jeg nægter at tro, at der er automatik i, at man, når man er forskellige, automatisk bekriger hinanden. Vi bliver nødt til at tro på, at der findes andre drivkræfter.

Hvad er det værste ved det multireligiøse samfund?

Når det fører til konfrontation og mistænksomhed. Når vi bliver endnu mere indelukket i vores egen indre eller ydre ghetto, fordi de andre pludselig er så nærværende, at de er lige uden for døren eller nede i parken.