Prøv avisen
Troens øjeblik

Det blinkende juletræ tog helt pippet fra mig

I dag har formand for Holstebro Valgmenighed Karen Bjerre Madsen accepteret juletræer med elektriske lys, men for mere end 50 år siden fik et sådant juletræ hendes humør helt i bund. – Foto: Jens Bach

En hilsen på dansk gjorde alverden til forskel for formand for Holstebro Valgmenighed Karen Bjerre Madsen, da hun som ung boede et år i USA

Jeg var kun 20 år gammel, da jeg i sensommeren 1963 tog et år til Des Moines i Iowa i USA for at undervise i dansk gymnastik.

Dengang var det ikke lige så normalt som i dag at være et år i USA som ung, men alting gik strålende, lige indtil det blev juleaften, og jeg kom ind i kirken, og der stod et juletræ med blinkende elektriske lys i alle regnbuens farver.

Sådan et juletræ havde jeg aldrig set før, og jeg syntes, det var ret frygteligt, men også et typisk symbol på bagsiden ved det amerikanske samfunds hurtighed og til tider overfladiskhed. Så humøret var i bund, da gudstjenesten i den lille kirke grundlagt af danske udvandrere startede.

Men det ændrede sig totalt, da præsten – der ligesom det meste af menigheden var dansk efterkommer – på dansk sagde: ”Så vil jeg også ønske en glædelig jul til dig, Karen, den danske pige, der er her hos os i aften. Vi håber, at du får en god juleaften.”

Nu har jeg ikke særlig let til tårer, så jeg græd ikke. Men jeg blev musestille – og meget glad, ikke kun for omtanken og ordene, men også fordi de blev sagt på mit eget sprog.

For ellers foregik gudstjenesten jo på engelsk, hvad jeg udmærket både talte og forstod, men at få en hilsen på dansk en juleaften så langt væk fra dem derhjemme gav mig en følelse af at blive set og høre til, som jeg aldrig siden har glemt.

Tænk, at præsten havde overskud til – i en stopfuld kirke på en højhellig juleaften – at tænke på, at der sad en ung pige mange tusinde kilometer væk fra sit land og sin familie.

Det gav mig en velgørende ro, men også kræfter til at gå videre, både generelt og på en juleaften, hvor jeg også skulle håndtere den hjemve, som kom i glimt, når jeg for mit indre øje så, hvordan min familie havde været i valgmenighedskirken og nu sad om bordet og spiste julemiddag og senere skulle danse om juletræet – et juletræ med tændte stearinlys vel at mærke.

Men præstens ord havde virket og gjort, at jeg kunne nyde den efterfølgende julemiddag, som vi spiste senere på aftenen efter kirketid. For nok var det jul på amerikansk, da vi spiste julekalkun, og der blev talt engelsk i menigheden, og vi sang oversatte Grundtvig-salmer, men den store julefejring foregik stadigvæk som i Danmark om aftenen den 24. december og ikke første juledag om morgenen, som traditionen ellers byder det i USA.

For traditioner er langtidsholdbare, og det samme er troen, og lige siden har jeg selv prøvet at give mine medmennesker følelsen af at høre til, for vi har alle brug for at blive set og mødt med tillid, og måske allermest i den tid, som vi lever i nu.

Troen er derfor noget, vi må tage på os og give videre – som præsten i Des Moines gjorde det, og som jeg har gjort det såvel i kirken som i det folkelige arbejde, der følger med i en grundtvigsk menighed, og som jeg stadig prøver at gøre det her mere end 50 år senere. For livet handler om – året rundt – at tænde troens og håbets lys hos hinanden, og det er lys, der stråler mere end noget juletræ.