Det bliver værre dag for dag

Den pakistanske biskop Humphrey Peters ønsker, at regeringen vil stoppe misbrug af blasfemiparagraffen i Pakistan

Det er farligt at missionere i Pakistan, men i det mindste kan vi dele et smil, siger biskop i Peshawar Stift Humphrey Peters. –
Det er farligt at missionere i Pakistan, men i det mindste kan vi dele et smil, siger biskop i Peshawar Stift Humphrey Peters. –. Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen.

Peshawar Stift er et af de farligste stifter i verden. Peshawar ligger i provinsen Khyber Pakhtunkwa i Pakistan, det tidligere Nordvestlige Territorium, der grænser op til Afghanistan.

Det er her, biskop Humphrey Peters oplever, at situationen for kristne og for alle andre trosretninger end islam er blevet markant værre i de seneste 20 år. Især med Pakistans kontroversielle blasfemilov, som også kan bruges til at beskylde naboen for at krænke islam, selvom det i virkeligheden er hans mark, naboen er ude efter. Det er den slags misbrug, biskoppen taler om.

LÆS OGSÅ: Kristne fængslet i Pakistan for at sende blasfemisk sms

Vi har allerede mistet en guvernør og en mand fra religionsministeriet, fordi de har talt for at få blasfemiparagraffen trukket tilbage, siger biskoppen, der selv er anglikaner, men er biskop for alle ikke-katolske konfessioner i sit stift.

Men vi vil blive ved med at kæmpe for en ophævelse af loven. Vi er også pakistanere og beskyttet af forfatningen. Men vi er ikke optimister.

I disse dage er Humphrey Peters i Danmark for blandt andet at deltage i Danmissions repræsentantskabsmøde i dag og i morgen. Men han har også mødt kirkeminister Manu Sareen (R) og Selskab til støtte for Pakistans Kirke.

Der er stærke historiske bånd mellem Pakistans Kirke, Danmission og Støtteselskabet. Blandt andet på grund af missionær Jens Christensen (1899-1966) fra Dansk Pathanmission, der blev den første lutherske biskop i Pakistan i 1955. Han kom i 1926 til landet, der dengang var en del af Indien, og har blandt andet sørget for, at hele Det Nye Testamente er oversat til sproget pashtun. Humphrey Peters håber, at de kan finde en bygning i provinsen, som kan bære Jens Christensens navn.

I dag er Pakistan et selvstændigt land. Og selvom de muslimske myndigheder opfatter dem som bogens folk, hindrer det ikke befolkningen i den forholdsmæssigt fattige provins i at søge egen vinding på kristnes bekostning. Men der er også få lyspunkter. Provinsregeringen er trådt til og er i gang med at rejse en kirke, der sidste år blev brændt ned i Mardan.

Biskoppen forsøger især for de unge kristnes skyld at få omdannet det eneste kristne gymnasium i Peshawar til et universitet. Men selv de muslimske professorer er imod.

Der har i mange år været en tværreligiøs gruppe i Peshawar, kaldet Trosvenner, som blev etableret af den tidligere biskop Manu. Gruppen består af hinduer, sikher, kristne og sunni- og shiamuslimer og støttes af Danmission.

Det er et lille, men vigtigt projekt, fordi det er meget afgørende for et lille trossamfund at have relationer til religiøse fra andre trossamfund. Men det er også farligt. Folk tror, at vi mødes for at skabe en ny religion.

Humphrey Peters siger, at den oprindeligt lutherske kirke, som nu er en del af den tværkonfessionelle Pakistans Kirke, forsøger at glatte konflikter ud, både med pressekonferencer og med læserbreve i aviserne. Men biskoppen er ikke bange, selvom han siger, at hele stiftet sidder på en tidsindstillet bombe.

Det er en glæde at se, at det kun styrker menighederne i deres tro. Og med de støtter, vi har, blandt andet i Danmark, giver vi ikke op.

Kristen mission er der ikke meget af i Pakistan.

Der er en missionforpligtelse forbundet med at være kristen. Men i det mindste kan vi dele et smil, siger Humphrey Peters.

For vi både tror og ved, at det bliver værre dag for dag.