Prøv avisen

Danskere har et anderledes forhold til bøn

Som regel fylder bøn ikke meget i det offentlige rum i Danmark. Men da der ikke kan holdes indendørs gudstjenester i denne tid, har præsterne i Køge Kirke sat et såkaldt bønneskur op, hvor sognebørn kan lægge en skriftlig bøn, som vil blive læst højt på Store Bededag på kirkens Facebook-profil. – Foto: Julie Meldhede Kristensen.

Verden over lyder der opfordringer til bøn under coronakrisen, men i Danmark lyder de knapt så højt. Hertillands bliver det set på som grænseoverskridende og fromt, mener biskop

Da Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, fik konstateret coronavirus og blev indlagt, var der medfølelse og opbakning fra den amerikanske præsident, Donald Trumps, side. Men der var også bøn.

”Alle amerikanere beder for ham,” sagde Donald Trump på et pressemøde.

Politiske ledere i blandt andet Brasilien og Israel har bedt for, at krisen må få en ende. Pave Frans har opfordret til, at alle på tværs af forskellige religiøse ståsteder bruger den 14. maj til at samles i bøn. Men i Danmark har bønnen ikke været højt på dagordenen i håndteringen af den krisesituation, som landet står i, og det har højst sandsynligt meget at gøre med det danske forhold til bønnen, fortæller Jørgen Demant. Han er sognepræst i Lyngby Kirke ved København og bidragsyder til bogen ”Himlen i mine fodsåler”, der indeholder 286 moderne bønner. I Danmark er bøn stærkt forbundet med blufærdighed og optræder oftest i et meget privat rum eller i kirkerummet, mener han.

”Jeg tror også, at det er derfor, at jeg taler med mange, som gerne vil have kirkerne åbnet, fordi det er der, man sender sine bønner op. Jeg taler med flere fra min menighed dagligt, og der er mange, der beder mig om at bede en bøn. Det kan godt være et udtryk for en blufærdighed og en mangel på ord i bønnen. Så er det mere trygt at bede en præst om at gøre det i stedet. Præsten er en slags stedfortræder,” siger Jørgen Demant.

”Jeg ser ikke bønnen som et forsøg på at tilkalde Gud. Han er der jo i forvejen. Bøn er en skærpet opmærksomhed over for en konkret situation, man er stillet i, og kan dermed åbne for en samtale med Gud, hvor man finder sig til rette. Lige nu er det meget konkret, og det gør også, at jeg synes, at bønnen har fået muligheden for en renæssance. Mine bønner har i hvert fald aldrig været mere konkrete – de bliver situationsbestemte og kropslige.”

Selvom bønnen ikke bliver italesat af statsminister Mette Frederiksen (S) på de mange pressemøder, mener Jørgen Demant alligevel, at bønnens væsen sætter sine spor på den måde, som hun taler til danskerne på.

”Der er en understrøm af en bøn i alt det, der siges, om, at det må og skal gå godt. Man vender sig mod bønnen i to tilfælde: Når man glædes, eller når der er noget at klage over. Det er der i den grad i den undtagelsestilstand, som vi er i nu. Det kan jeg genkende i det sprog, der bruges, selvom det ikke kaldes en bøn,” siger Jørgen Demant.

Men Niels Jørgen Cappelørn, der er professor emeritus i Søren Kierkegaard-studier, ser ikke bøn som mere aktuelt i denne tid end i alle andre tider.

”Jeg savner bønnen i gudstjenesten, hvor det er andre, der beder på mine vegne. Bønnen spiller en stor rolle i gudstjenestens liturgi, og det særlige er, at det er andre, der beder den højt. Jeg både deltager og modtager, og det giver inspiration. Gudstjenestens bønner viser, at bønnen ikke kun handler om en selv og det, der sker nu. Jeg beder selv for, at coronakrisen stopper, men bønnen bliver ikke mere aktuel på grund af en krise. Jeg beder også for andet, for det ville være ensidigt, hvis vi kun bad på grund af krisen,” siger Niels Jørgen Cappelørn og fortsætter:

”At bede er lige så meget at lytte, som det er at bede om, at eksempelvis smerte skal stoppe. Bøn er et langstrakt forhold til Gud. Bøn hører hjemme i en fromhedskultur, og jeg har svært ved at se, at vi skulle have en stærk fromhedskultur i Danmark. Derfor har vi heller ikke en stærk bønskultur. Jeg kan selvfølgelig ikke vide, hvor meget mennesker beder, da det er personligt, men det er desværre ikke mit indtryk, at bøn er et almindeligt emne i Danmark. Det er forståeligt nok, da bøn vedrører ens personlige forhold til Gud, og det opfattes af mange som privat. Det har slået mig, at der ikke er så mange, om nogen, der har talt om savnet af bøn, når genåbningen af Danmarks kirker diskuteres.”

Også Marianne Gaarden, der er biskop over Lolland-Falsters Stift, nævner blufærdighed, når hun taler om danskernes forhold til bøn. Men hun fortæller også en anekdote om et besøg fra den tidligere sydafrikanske ærkebiskop Desmond Tutu i Danmark for en del år siden. Han var i landet for at takke for Danmarks bidrag i kampen for ophævelsen af apartheid i Sydafrika. Bertel Haarder (V), der dengang var udviklingsminister, indledte mødet med at åbne øl og vand, som danskere typisk gør for at vise gæstfrihed. Men Desmond Tutu spurgte ministeren, om han havde noget imod, at han indledte med en bøn. Så mødet blev indledt med, at ministeren og embedsmændene bøjede hovederne og foldede hænderne. Denne situation, mener Marianne Gaarden, skildrer forskellen mellem det danske forhold til bøn og det forhold, der ses mange steder internationalt.

”Jeg var ikke selv til stede, men jeg har fået at vide, at det skabte en anderledes og mere fortrolig stemning efterfølgende. Det gør noget ved samværet og samtalen, når Vorherre inviteres med inden for. I Danmark er der en tendens til, at vi forbinder bøn med noget meget fromt. Bøn kan for nogle mennesker opleves som grænseoverskridende eller ligefrem omklamrende. Jeg tror, at det skyldes, at bøn bliver forbundet med en bestemt teologisk eller kirkelig retning og koblet med et bestemt moralsk kodeks, men nok også, at bøn er noget, vi skal praktisere i vores eget lønkammer,” siger Marianne Gaarden.

”Danskerne er generelt blufærdige i forhold til bøn, men man kan jo sagtens spørge: ’Har du noget imod, at vi beder en bøn?’, som Tutu gjorde. Og så kan man jo bare takke nej, hvis man ikke har lyst. Personligt kunne jeg ønske mig, at vi ikke var så blufærdige over for bønnen – det vil jeg gerne bede for.”

Hvordan kan bøn gøre en forskel i den situation, som vi står i lige nu?

”Jeg tror ikke på en direkte kausalitet, en magisk effekt, som nogle forbinder med bønnens kraft. For eksempel bliver en syg person ikke helbredt, blot fordi jeg beder for ham eller hende, men jeg tror på, at vi forandres, når vi beder. Vi åbner os for Gud, så Gud kan virke igennem os. Jeg tror på, at det er den måde, Gud forandrer verden på. Bønnen forandrer os, og vi stiller os til rådighed for Gud i bønnens univers. Det er med til at forme den kollektive bevidsthed, hvor både du og jeg er sammen om at gøre en forskel,” siger Marianne Gaarden.