Prøv avisen
Før søndagen

Det, du giver, får du igen

Hanne Frøsig Dalgaard går mindre i kirke, efter at hendes mand er blevet syg. Men til gengæld kommer præsten ofte på besøg hos hende. – Foto: Leif Tuxen

I søndagens tekst fordrer Jesus, at disciplene udviser barmhjertighed og tilgivelse frem for fordømmelse. Selvom vi efter bedste evne forsøger at efterleve Guds ord, fritager det os ikke fra ulykke og uretfærdighed. Modgang skal ikke ses som en straf, men som en udfordring på vejen til et godt liv, mener forfatter og etnolog Hanne Frøsig Dalgaard

I sine yngre dage havde Hanne Frøsig Dalgaard lidt svært ved at forholde sig til, at man til en gudstjeneste kun får et udsnit af en fortælling – især hvis hun ikke havde været i kirke for nylig. Sammenhængen kunne nemt gå tabt, og selvom hver tekst har et budskab, er de brikker i en større historie.

Også i søndagens tekst hæfter hun sig ikke kun ved det, der står skrevet, men også det, som ikke er nedfældet på papiret.

”Teksten består af mange forskellige udsagn, som formentlig ikke er blevet sagt i den rækkefølge, og der har nok været sagt mere indimellem. Jeg synes, det er interessant, at teksten er en del af sletteprædikenen, hvor der har været mange mennesker, og der er blevet sagt mange ting, som vi ikke får at vide,” siger hun.

I teksten præsenterer Jesus en række påbud og leveregler, som også er vigtige, når vi ser isoleret på dem, mener Hanne Frøsig Dalgaard. Hun læser tekstens budskab sådan, at hvis vi respekterer hinanden, vil vi også selv blive respekteret, og det, vi giver, får vi igen.

I stedet for at dømme hinanden skal vi derfor lære at udvise barmhjertighed og tilgivelse.

”Teksten handler om nogle af de mange udfordringer, som vi oplever i vores dagligdag. Vi får ikke en direkte løsning på hverdagens problemer. Vi skal selv finde ud af det i omgangen med hinanden, men der er mulighed for hjælp, hvis vi beder om det fra Vorherre. Jesus lægger op til, at hvis vi selv giver af godt hjerte og godt sind, vil vi også få igen på samme måde, og så er der håb om tilgivelse,” fortsætter Hanne Frøsig Dalgaard.

Samtidig påpeger hun, at vi ikke skal være naive. Selv når vi giver af vores gode hjerte, fritager det os ikke fra modgang.

Selv det bedste menneske vil opleve ulykke, sygdom og uretfærdighed, men i netop disse tilfælde er det vigtigt at stå fast og håndtere tingene, så godt man nu kan.

Hanne Frøsig Dalgaard har selv oplevet situationer, hvor livet måtte lægges om. For ni år siden fik hendes mand et slagtilfælde, og han sidder derfor i kørestol og er meget afhængig af hjælp for at klare sig.

”Jeg blev frygtelig uligevægtig og forfærdelig ked af det, indtil det viste sig, at vi godt kunne klare os udmærket i hverdagen. Selvfølgelig er det svært, når min mand ikke selv kan gå og gøre de ting, han gerne vil, men nu har vi indrettet os sådan, at vi har det godt sammen,” fortæller hun.

Det kan være besværligt at komme rundt på grund af kørestolen, men der er intet, som forhindrer dem i at nyde de naturlige omgivelser i Brede nord for København, hvor de bor.

Fra lejligheden på sjette sal har de udsigt til kolonihaverne på den ene side og park- og skovområde til den anden side.

De har selv haft en kolonihave før i tiden, men det kræver mere arbejde, end de har overskud til i dag, så i stedet nyder de naturen fra lejlighedens fugleperspektiv.

Hanne Frøsig Dalgaard er født i Jægersborg nord for København, men familien blev nødt til at flytte til København, hvor hendes far arbejdede i DR’s Symfoniorkester, for under krigen var det svært for ham at komme til og fra arbejde, når der blandt andet var luftalarm.

Hendes mor var uddannet biblioteksassistent og var en fremragende pianist, som ofte akkompagnerede faderen i det musikalske hjem. Hun døde imidlertid kort inden Hanne Frøsig Dalgaard fyldte tre år, så hun har ingen erindring om sin mor, ud over hvad hun har fået fortalt.

”Min far følte sig forfærdelig ramt ved at være alene. Det var en stor udfordring, at han ville beholde os, så vi var sammen i familien. Det var ikke den letteste løsning. Min far var troende, men han gik ikke i kirke, så det hændte, at sognets præst kom, og de talte sammen. Han kæmpede meget med at forstå, hvad han havde gjort for at komme i den situation, han var i,” fortæller hun.

Hanne Frøsig Dalgaard har selv haft meget at gøre med kirken som tidligere medlem af menighedsrådet i Lundtofte nord for København, men nu kommer hun ikke så ofte i kirke, fordi hun skal være hjemme og støtte sin mand. I stedet kommer en af præsterne i sognet forbi i ny og næ og besøger ægteparret.

Det sætter de pris på, for der er megen trøst at finde i troen.

”Når der sker noget, som radikalt ændrer dagligdagen, ser jeg det ikke som en straf, men som en udfordring. I den sammenhæng har jeg oplevet bøn som en hjælpende handling. Hvorvidt det faktisk virker i guddommelig forstand, er en anden side af sagen, men der opstår en situation, som jeg har fundet som en hjælp,” siger Hanne Frøsig Dalgaard.

Hvad ville du sige, hvis du skulle prædike på søndag?

Jeg ville tage udgangspunkt i bibelteksten, hvor Jesus spørger: ”Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje?” Det kan være svært at se ens egne fejl, men vi ser splinten i den andens øje.

Hvad er for dig det vigtigste af De Ti Bud?

Det ottende bud: Du må ikke sige falsk vidnesbyrd imod din næste. Alle bud er selvfølgelig vigtige, men når du bevidst siger noget urigtigt om andre mennesker, er det ikke til at leve med.

Hvordan er din ønskegudstjeneste?

Det er en gudstjeneste, hvor man går fra kirken med en glad stemning, og hvor præstens personlighed skinner gennem det ritual, der finder sted i kirken.

Hvordan er dit gudsbillede?

Der er en magt i os, som vi er nødt til at bøje os for, og som vi kan søge hjælp hos. Den hjælp kalder vi bøn. Jeg har oplevet situationer, hvor tingene har vendt sig til noget bedre ved hjælp af forbøn.