Krigen i 1864 huskes først og fremmest for det spektakulære, men også unødvendige nederlag ved Dybbøl den 18. april. Om denne centrale begivenhed handlede Tom Buk-Swientys forrige bog, "Slagtebænk Dybbøl", en dokumentarisk skildring af den begivenhed, der om nogen står centralt i danskernes selvforståelse. Undervejs i arbejdet er det imidlertid gået op for Buk-Swienty, at det var det meget mindre kendte, men blodigere slag på Als den 29. juni, der afgjorde krigen.
Preusserne havde stormet Dybbøl i kapløbet med en kommende fredskonference i London, der var berammet til slutningen af april. Hvis blot danskerne havde rømmet Dybbøl og undgået slaget, ville forhandlingssituationen derefter have været ganske anderledes. Nu stod danskerne unødvendigt svagt og dertil uforståeligt stejlt. Regeringen i København havde urealistiske forestillinger om, hvad der var muligt. Modparten, Otto von Bismarck, udpeges ikke uden grund som ophavsmand til definitionen af politik som "det muliges kunst". Han havde sat sig sine klare mål. Han skulle bruge krigen til at etablere preussisk dominans i den østlige Østersø. De britiske mæglere kunne hverken hugge eller stikke i den danske holdning eller rettere de danske holdninger. Danskerne var nemlig splittede. Den nationalliberale regering under D.G. Monrad ønskede en nationalstat bestående af en forening af kongeriget og Slesvig, mens de konservative helstatsfolk - og til dem hørte den nye konge, Christian IX - forsøgte at holde fast i begge hertugdømmer. Der blev fremsat adskillige mæglingsforsøg om en deling af Slesvig, men den løsning huede hverken helstatsfolkene eller de nationalliberale, og i juni blev det klart, at der måtte fremtvinges en afgørelse i felten.
Ved rømningen af Dybbøl var det lykkedes danskerne at trække sig tilbage til Als, og det stod klart for fjenden, at denne trussel i flanken af et besat Jylland skulle ryddes af vejen. Problemet var, at danskerne stadig havde overmagten til søs, og selv det at krydse så smalt et stræde som Alssund indebar en meget stor risiko. Den danske orlogsflådes spritmoderne panserskib Rolf Krake patruljerede farvandet og ville kunne standse ethvert forsøg på at sejle over sundet. Alligevel lykkedes det natten til den 29. juni at sætte 16.000 preussiske soldater over med små tab. Kystforsvaret på Als var tyndt besat, men værre var det, at Rolf Krake først indfandt sig på stedet med timers forsinkelse for derpå ikke at udrette noget særligt. Danskerne blev løbet fuldstændig over ende. Af de godt 7000 danske soldater, der kom i kamp den dag, blev næsten halvdelen enten dræbt, såret eller taget til fange. Resten af styrken lykkedes det ved en meget vellykket aktion at evakuere til Fyn i løbet af ganske få dage.
De læsere, der slugte den gribende og medrivende "Slagtebænk Dybbøl", kan roligt glæde sig til mere af samme skuffe. Buk-Swienty genbruger sin enkle, men effektive fortælleteknik. Han udvælger sig et par håndfulde hoved- og bipersoner, der alle har det til fælles, at deres færden og tanker kan rekonstrueres ud fra breve og erindringer. Mens handlingen skrider frem, klippes der i små, korte kapitler fra den ene til anden. Det er en filmisk tilgang til stoffet.
Han ser konflikten fra begge sider, en indlysende god indfaldsvinkel, der forbavsende sjældent bliver brugt. Claus Bjørn gjorde det om tiden op til udbruddet af Første Slesvigske Krig i den virkelig gode bog, der blot hedder "1848". Buk-Swienty ser også krigen nedefra, fra den enkelte deltagers synspunkt. Det er et perspektiv, som er blevet anvendt af den ligeledes storsælgende svenske historiker Peter Englund, der har skrevet om svenskernes parallel til 1864, slaget ved Poltava i 1709, som indebar Karl XII?s endeligt som konge for en nordeuropæisk stormagt.
Traditionel krigshistorie er ofte skrevet fra generalstabsperspektivet, ovenfra, som kommentarer til de skraverede felter og stiplede streger på et topografisk kort, der beskriver slagplaner, troppebevægelser og forsvarslinjer. Ved at se krigen nedefra, fra den enkelte deltagers synspunkt, slipper forfatteren sit faste greb om overblikket, men vinder en anden slags troskab mod virkeligheden, nemlig at krig i høj grad er oplevet krig. Denne oplevelses elementer er eller kan være chok, kedsomhed, frygt, mod, angst, vrede, blod, afføring, stål, støj, smerte, skønhed og sidst, men ikke mindst: manglende overblik. Den enkelte soldat bliver kastet ind i slaget ved hjælp af en ordre, hvis præmisser og logik, han ikke har indblik i. Han bliver bedt om at udsætte sig for ekstrem livsfare og i øvrigt gøre sit bedste for at slå fjenden ihjel i et sansedøvende inferno af spærreild og krudtrøg.
Den uafrystelige styrke i Buk-Swientys måde at tilrettelægge sin historie på er fortællingens skæbnekarakter. Vi ved helt præcist, hvordan det vil ende, nemlig i forsmædeligt nederlag. Det bygges op som en helt simpel nedtælling til katastrofen. Fire dage igen, tre dage igen, to dage igen, åh, man holder det ikke ud. Spændingen opstår, når vi som læsere håber, at netop de personer, vi følger, vil overleve, klare sig. På dette punkt er forfatteren uden nåde. Han lader – i sørgelig overensstemmelse med den historiske sandhed – den ene efter den anden aflive. Og således lejrer Buk-Swientys tobindsværk om 1864 sig i tragediens genre, som også er den narrative matrice for den danske nationale selvforståelse. Eller som det somme tider lidt sarkastisk formuleres: Den danske nationalstat er et vellykket udfald af 400 års veltilrettelagte, militære nederlag.
Bogen er født af nederlagsstemningen: Det måtte gå så galt, og politikerne indså det for sent. Der var ingen mulighed for, at lille Danmark kunne modstå det mægtige Preussen. Men man må også stille Buk-Swienty spørgsmålet, om bagklogskaben ikke har taget for meget over. Var politikerne med Monrad i spidsen helt fjernet fra virkeligheden?
Et væsentligt svar på dette spørgsmål findes i de preussiske strategiske overvejelser, og af dem fremgår det, at man slet ikke var overbevist på forhånd, om at kampagnen ville blive en succes. At overgangen til Als gik så godt, var et lykketræf. Søslaget ved Helgoland var en fremragende dansk sejr. Generalløjtnant Hegerman-Lindencrone, chef for 4. division, bandt betydelige fjendtlige styrker ved at trække dem rundt ved næsen gennem det meste af Jylland uden at komme i kamp og dermed lide tab. Det er i nationale kredse blevet dømt som fejhed. Det er herfra, folkeviddet har hentet udtrykket "røven af 4. division", forstået som de sidste af de foragtelige. Men militært set var 4. division en succes, hvis man skal tro Helge Kroon og Knud Rasmussen, der i 2006 udgav en bog om spørgsmålet.
Men man kan ikke komme uden om, at tabet af Als indebar en meget vanskelig position for danskerne, da fredsbetingelserne skulle forhandles på plads i Wien. Det stod fuldstændig klart for den københavnske opi-nion, herunder Monrad, at prisen ville blive høj.
Bogen er allerede før sin udgivelse blevet fremhævet for sin afsløring af, at Christian IX efter nederlaget i 1864 "ønskede direkte fredsforhandlinger og oplysninger om, hvorvidt kongeriget sammen med de andre dele af monarkiet kunne indtræde i Det Tyske Forbund". Historien er gået hele pressen rundt og har skaffet bogen en kolossal foromtale.
Buk-Swienty har været meget tæt på at oversælge pointen. Han ved, hvad der tænder pressen, men han har også meget samvittighedsfuldt i interview gjort opmærksom på, at opdagelsen faktisk ikke er ny. Ovenstående citat er for eksempel fra Erik Møllers klassiske værk om spørgsmålet, "Helstatens fald", fra 1958. Redaktionerne er mildt sagt løbet med en halv vind, når det har heddet sig, at det nu er afsløret, at Danmark kunne have været en del af Tyskland. Det nye i bogen er, at Buk-Swienty har fundet regeringens mandat til de delegerede ved fredsforhandlingerne, hvoraf det fremgår, at kongen ikke var alene om forslaget om optagelse i Det Tyske Forbund. Det kan imidlertid kun overraske mildt, når man ved, at selv- samme regering var håndplukket af kongen.
Hvorom alting er, var idéen fostret af desperation, og det var givet, at den ingen gang havde på jorden. Det Tyske Forbund var en løs sammenslutning af tyske stater, herunder Holsten, og Bismarck ville ikke have nået sit mål med Danmarks optagelse. Han ønskede sig hertugdømmerne, og han fik dem. Mere væsentligt er det, at stormagterne Frankrig, Storbritannien og Rusland foretrak, at indsejlingen til Øresund blev kontrolleret af et lille, selvstændigt og svagt land frem for af en konkurrerende stormagt. Det er forklaringen på, at Danmark har overlevet alle disse militære nederlag.
Tom Buk-Swienty er en indsigtsfuld og dygtig historiker, der viser en nænsom omhu for sit stof, eller hvad man med et alt for tyndslidt udtryk må kalde indlevelse. Han er usædvanlig læseværdig. Han har en mere end almindelig god pen, og med journalistisk tæft forstår han at vække fortiden til live, så den forekommer relevant for en nutidig læser.
Tom Buk-Swienty: Dommedag Als. 29. juni 1864. 474 sider. 349 kroner. Gyldendal. Udkommer i dag.