Prøv avisen

Det eneste, jeg er sikker på, er, at jeg er Guds barn

Kærlighed er noget af det, massageterapeut og coach Anette Krogh får ud af de to bud i søndagens tekst. Det betyder noget bare at forsøge at gøre godt for andre mennesker, at have øje for næstens behov, mener hun, selvom hun føler, at hun overhovedet ikke kan leve op til buddet om at elske sin næste som sig selv. – Foto: Lars Aarø/Fokus.

Ordene kom til terapeut Anette Krogh, da hun efter en periode med stress valgte at sige op på sin daværende arbejdsplads for at lægge en helt anden kurs for sit liv. Det blev til en ny tilværelse med fokus på medmennesket i et forsøg på at skabe et arbejdsliv, hvor omsorg og næstekærlighed fik mere plads

Om jeg kan leve op til Jesu bud om, at jeg skal elske min næste som mig selv? Det kan jeg overhovedet ikke, siger Anette Krogh.

Efter en læreruddannelse og en alt for stresset hverdag med voksenundervisning og omsorg for sine egne børn tog hun et radikalt valg og uddannede sig i samtaleterapi og helende massage. I dag har hun sin egen praksis i et rum i familiens hus i Mårslet lige syd for Aarhus.

Mårslet er en by delt i to lige store dele af jernbanen, der bragte vækst og velstand til byen, som i dag er en populær satellitby til Aarhus. Anette Kroghs hus ligger i den del, hvor den hvide middelalderkirke ligger på en lille bakke. Men selvom den kun er et stenkast væk, er det ikke her, hun går mest i kirke. Det hører vi om senere.

Efterårssolen falder fredsommeligt ind gennem vinduerne i Anette Kroghs terapirum, som er lyst og enkelt der skal ligesom være plads til, at mennesket og samtalen kan udfolde sig frit, fornemmer man.

Her er individet i centrum. Men her er der også fokus på næsten, det hele menneske med krop og sjæl, som Anette Krogh siger. Her har mange kvinder med Anette Kroghs Nordlysmassage fundet vejen tilbage til sig selv og har mærket forløsningen fra de dårlige oplevelser, som fortravlede mennesker, der både skal passe arbejds- og familieliv, ubevidst lagrer i kroppen. Det kan gøre os stressede og syge, fortæller Anette Krogh.

Når vi skal leve op til krav og forventninger fra mange sider, betyder det, at vores fokus sættes på fremtiden, og vi glemmer os selv her i nuet. Vi er vant til, at alt foregår i hovedet, men når vi presses på det mentale plan, mærker kroppen det også. Vi kender det alle, når en stresset uge har givet spændinger helt op i skuldrene. Gennem samtale og massage kan jeg hjælpe mine klienter til at komme tilbage i nuet med både deres hoved og deres krop. De kommer så at sige tilbage til nærværet og tilbage til sig selv. Det mener jeg er forudsætningen for, at vi kan gøre noget for andre, og at vi med de store ord i Jesu bud kan elske vores næste. Hvis ikke vi også elsker os selv med de fejl og mangler, vi nu engang har, så har vi ikke så meget at give videre til vores næste, siger Anette Krogh.

Inspirationen i det daglige arbejde med menneskers ydre og indre tilværelse er for hende, at hun kan give sin næste en hjælpende hånd, som så sætter vedkommende i stand til at være noget for andre.

Skal vi elske vores næste som os selv, er vi for det første nødt til at anerkende, at den kristne fordring i form af kærlighedsbuddet over for vores næste er en del af vores liv og virkelighed, som vi må forholde os til. Men vi må også have det nødvendige overskud til at kunne række ud over os selv og nå næsten, ellers sker der ikke noget, siger Anette Krogh.

Derfor er der mange lag i de samtaler og i den helende massage, som finder sted i Anette Kroghs terapirum. Hun arbejder mest med mødre, som er gravide eller har født, som skal gå på arbejde samtidig eller skal have en uddannelse som har travlt og også gerne vil være noget for deres familie. Hun har selv været i den situation.

Jeg underviste en del år, men kørte træt i det og fik en periode med stress. Jeg tænkte, at det her kan jeg ikke mere, og jeg kunne se, at det ligesom var tørret ud for mig, og at jeg skulle noget helt andet. Det var i forbindelse med den afklaringsproces, at jeg deltog i et selvudviklingskursus. På kurset fik vi til opgave at fokusere på Hvor er jeg om 10 år?. Det kom til mig, at det eneste, jeg er sikker på, er, at jeg er Guds barn. Det lyder helt akavet at sige det højt, men det var de ord, jeg havde i mig. Jeg følte, at det var min opgave at give dem en ny betydning over for mig selv. Jeg er skabt, jeg har fået livet, det er givet mig af en kærlig Gud, siger Anette Krogh.

Hun er opvokset i en lille jysk landsby med Fadervor og en præst, som forstod at formidle kristendom også til unge konfirmander.

Da jeg var ung og venstreorienteret var parolen, at religion var opium for folket. Det følte jeg, at jeg var nødt til at tage stilling til. Skulle jeg melde mig ud af folkekirken? Jeg læste den tyske digter og teolog Dorothee Sölles bog fra 1980 Lidelse, hvor hun skrev to ting, som gjorde stort indtryk på mig, og som hjalp mig til at holde fast i kristendommen. For det første, at Kristus er med de lidende i Vietnamkrigen, og at lidelsen kalder på både stillingtagen og handling. Og for det andet at den kristne masochisme, den tyngende syndsbevidsthed, ikke er vejen frem for os. Senere fik jeg tre børn selv, og der kom et ekstra aspekt ind i min verden. Det politiske var ikke længere det øverste i mit liv. Den kristne tro og de kristne værdier er i dag min personlige baggrund for det, jeg gør i min praksis. Det er ikke noget, jeg taler med mine klienter om, medmindre de selv bringer det på bane, siger Anette Krogh.

Kærlighed er noget af det, Anette Krogh får ud af de to bud i søndagens tekst. Det betyder noget bare at forsøge at gøre godt for andre mennesker, at have øje for næstens behov, selvom hun føler, at hun overhovedet ikke kan leve op til buddet om at elske sin næste som sig selv.

Søndagens tekst indeholder ikke kun et bud, men også det første, at du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind. En helt naturlig rækkefølge for Anette Krogh.

Vores forhold til Gud kommer først. Jeg mediterer næsten hver dag for at holde mig selv i balance. Jeg skal finde ind til det stille sted i mig, for der oplever jeg Guds nærvær. Jeg slutter gerne med at bede for min familie og nære venner og så bliver det alligevel næsten altid til, at jeg beder for alle mennesker i verden, siger Anette Krogh.

Hun er optaget af den nye kristne spiritualitet og henter for eksempel inspiration fra stiftspræst for åndeligt søgende i Ribe Stift Jette Dahl.

I perioder læser jeg i Bibelen og mediterer over bibelord eller bruger Kristus-kransen. Men jeg læser altid i Den Nye Aftale, Det Nye Testamente på nudansk. Der bliver jeg ikke forstyrret af gamle ord.

Når Anette Krogh går i kirke, er det aldrig alene.

Jeg skal have en at snakke med om det, der er foregået i gudstjenesten. Jeg kan godt lide, at gudstjenesten er utraditionel, for ellers føles det let for tungt og stift. Man kan blive helt døv, hvis man hører de samme formuleringer for mange gange. Jeg synes, at kristendommen skal tale ind i vores tid med vores ord, og vi skal ikke låse Jesus inde i gamle ord og ritualer. Når jeg går til gudstjeneste, er det for at blive fornyet og få ny næring til min kristne tro og mit liv. Jeg har for eksempel gået en del i Aarhus Studentermenighed sammen med min datter, som læser teologi, fordi gudstjenesten her er mere åben og eksperimenterende og bruger mange af de nye salmer, siger Anette Krogh, som mener, at kristendommen har haft grundlæggende betydning for opbygningen af velfærdssamfundet.

Hvis vi tager det danske og skandinaviske velfærdssamfund, så synes jeg, at næstekærligheden er indbygget og fylder meget. Det er ikke sådan i Danmark, at alle må tegne deres egen sygeforsikring, og fanden tager de sidste. Hvis man har et handicappet barn i familien, får man støtte af det offentlige, børnene kan komme i institution, og de gamle bliver passet på plejehjem. Jeg synes, næstekærligheden er i de institutioner, jeg kommer ind i. Hver gang lægen ser mig som menneske og ikke bare som et nummer, ser han næsten. Hver gang skolelæreren ser barnet og ikke kun eleven, er det næstekærlighed, og når busschaufføren ser mennesket og ikke bare passageren, er Guds kærlighed der. Vi kan sikkert gøre det bedre, men vi skal huske, hvor næstekærligheden er, for det er det, der skal forstørres. Vi skal for eksempel lytte til, at sygeplejerskerne siger, at de vil have tid til at være noget for patienterne.

Det kan være, at buddet om næstekærlighed er svært at opfylde, men vi kan lære noget, og det er vejviseren i livet. Selvom det er umuligt at praktisere Guds fuldkomne kærlighed, må vi alligevel prøve, for det eneste, der kan give mening, er, at vi er noget for hinanden. Det er dér, glæden er. Vi må turde bruge kristendommens ord, selvom vi kunne sige solidaritet eller medmenneskelighed i stedet for næstekærlighed, for på den måde synliggør vi den kristne tro også for vores næste, siger Anette Krogh.