Hvordan vil du beskrive din tro?
Jeg tror på, at Kristus er sandheden, vejen og livet, og det har været en ledetråd i mit liv, lige siden jeg var meget lille. Som voksen har jeg altid syntes, at Søren Kierkegaards beskrivelse af troen svarede til, hvordan jeg selv oplevede den som en ledestjerne. Alting tjener dig til det gode, når du tror, har Søren Kierkegaard sagt. I Kærlighedens gerninger har han også sagt: Jeg tror, at det Synlige er blevet til af Det, som ikke ses; jeg seer Verden, men det Usynlige seer jeg ikke, det tror jeg.
LÆS OGSÅ: "Jeg har et pendlerforhold til min tro"
Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?
Hverken min far, forfatteren Jørgen Bukdahl, eller min mor, Magnhild Ødvin Bukdahl, var nogensinde i tvivl om, at kulturansvarets målsætninger først og fremmest er præget af den evangeliske forkyndelse. Det er det lys, der skaber mening og sammenhæng i en ofte uover-skuelig og fragmenteret verden, og det er selve fundamentet i den europæiske kultur. Som barn oplevede jeg, hvordan det var lyset fra Jerusalem, der gennemtrængte deres liv og virke, og det oplyste også min barndom.
Jeg husker, at min mors samfundsmæssige ideal var, hvad hun kaldte et kristent demokrati.
Den åndelige og væbnede kamp mod nazismen, som begge mine forældre havde tæt inde på livet under Anden Verdenskrig, og som jeg aldrig glemmer, gjorde det klart for dem, at det var Europas kristne demokratiske kultur, der blev kæmpet for. Min mor var i det hele taget overbevist om, at det eneste, som kunne redde Europa, var troen på den absolutte, betingelsesløse kærlighed den gave, som Kristus gav os mennesker. Mennesket er nok skabt i Guds billede, men det bærer altid skyld og har derfor brug for opstandelsen.
I barndomshjemmet bad vi Fadervor og læste i Det Nye Testamente, ligesom vi læste værker af forfattere som russiske Fjodor Dostojevskij og diskuterede dem hen over middagsbordet. Vi gik også jævnligt i kirke i Askov Valgmenighed, fordi mine forældre tilhørte den grundtvigske kulturkreds. Også som voksen er jeg fortsat med at tilhøre en grundtvigsk valgmenighed.
Hvad har udfordret din tro?
Selvfølgelig har Anden Verdenskrig, som jeg oplevede som barn og forstod bedre som voksen, udfordret min tro. Men den har samtidig vist, at selv i de mest forfærdelige situationer, som for eksempel i koncentrationslejrene, blev troen på Kristus fastholdt. Og troen blev det lys, der trængte igennem mørket og skabte håb i en verden, der syntes tømt for mening.
Også i kraft af mit arbejde med kulturlivet er jeg stødt på udfordringer. Mange af dem er endt i meningsfulde og åbne diskussioner med både folk, der går ind for buddhisme og islam og med dem, som helt har frasagt sig troen. Jeg har haft mange diskussioner og rejst meget i lande som Thailand og Kina og været tæt på andre religioner, hvilket har været smukt og meningsfuldt, men også udfordret min egen tro.
Hvad har formet den tro, du har i dag?
Både det liv, jeg har levet, og min livslange, intense beskæftigelse med digtning og billedkunst har formet den tro, som altid har været pejlemærket i mit liv. Når jeg har mødt lidelse og død, både i mit eget liv og i min omgangskreds, har det altid været tilliden til Kristus, der har kastet lys ind i mørket og styrket livsmodet.
Ofte glemmer man, at den kristne kunst ikke slet og ret rummer en anskueliggørelse af allerede formulerede religiøse opfattelser, filosofiske livstolkninger eller givne billedprogrammer. Den er ofte præget af snart meget intense og anskuelige tolkninger af centrale elementer i kristendommen, snart helt originale visualiseringer af dem. De sætter sig næsten fast i ens fantasi og skaber ny inspiration i hverdagen og afdækker nye sider af kristendommen.
Med en uforglemmelig udtrykskraft viser for eksempel den store italienske barokkunstner Caravaggio, hvordan Kristi kærlighed kommer til os som en ufortjent gave, der ændrer vores liv og giver det en ny mening og retning. Det viser hans dramatiske og originale maleriske skildring af Paulus omvendelse med al ønskelig tydelighed.
Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?
Det gør den på den måde, at jeg synes, man altid skal stå op til en ny dag med den udfordring, at man skal udnytte dagen så godt som muligt. Det er også til stor inspiration for mig at tænke på kapitler i Det Nye Testamente og se billeder og læse litteratur.
Hvem er et forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?
Jeg har ikke ét, men flere forbilleder. Jeg har allerede nævnt min far, mor og Søren Kierkegaard. I mit voksne liv kom min mand, Torben Christensen, der var professor i kirkehistorie, til at spille en meget stor rolle. Han har præget min forståelse af, hvordan kristendommen gennem trængsler, sejre og mange uforudsigelige, snoede veje kom til at være den kulturbærende kraft i især Vesteuropa. Og det er den stadigvæk, selvom den ofte bliver beskudt fra mange sider. Gennem ham fik jeg uddybet troen på, at Det Nye Testamente er slidstærkt.
Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?
Det er Søren Kierkegaards citat: Hjertets renhed er at ville et. Det handler om, at det er vigtigt, at man arbejder på at virkeliggøre nogle af de idealer, som står en allernærmest, i stedet for at ville favne for bredt. Det råd har jeg brugt flere gange i mit eget liv. Mens jeg arbejdede som rektor på Det Kongelige Danske Kunstakademi, havde jeg ansvar for en stor skole, der skulle levere resultater, og jeg skulle sørge for, at et godt kulturliv kom op at stå. Dengang gjaldt det for mig om at få de bolde, jeg havde i luften, realiseret, så det hele ikke blev en broget blanding.