De velkendte bedeslag afløses af en dyb og rusten stemme, der fylder kirken med melankoli og mørke. De fleste på kirkebænkene følger koncentrerede med i teksten til ”If I Didn’t Have Your Love” (hvis jeg ikke havde din kærlighed, red.), der flyder fra højtaleren.
”Man ved heldigvis aldrig helt, hvad man kommer ud for til en gudstjeneste. Og i dag er det altså os og Leonard Cohen, der skal bærer det hele igennem” siger sognepræst Nina Raunkjær indledende til de 250 fremmødte ved søndagens temagudstjeneste i Hørsholm Kirke i Nordsjælland.
Nina Raunkjær står ikke på sin prædikestol, som man kunne forvente, i stedet har hun placeret sig centralt på trappeopsatsen foran alteret, hvorfra hun beretter om Leonard Cohens liv og musik mens hun gestikulerer levende, foran det primært gråhårede publikum.
”Cohen voksede op med en jødisk tradition i Montreal, Canada, i en familie, der oprindeligt stammede fra Litauen. Han lærte at ære og overholde jødedommens ritualer, og han var gennem hele livet optaget af eksistentielle og religiøse spørgsmål. Han var præget af en jødisk kultur, det kristne billedsprog og fra midten af 1980’erne også af en fordybelse i buddhismen,” siger præsten i et forsøg på at berettige Cohens tilstedeværelse i kirken.
Mens hun fortæller, kan man nemt glemme, at man faktisk befinder sig til en gudstjeneste. For det er, som præsten indledte med at sige, især Cohen, der bærer arrangementet. Der er ingen direkte referencer til bibeltekster, og det er ikke de velkendte bønner, der præger ceremonien. Men præsten holder vedholdende fokus på det eksistentielle og søgende i Leonard Cohens tekster.
”Det fine er røgsløret, for det er aldrig helt til at sige, om Cohen synger til Gud eller til sin elskede,” siger Nina Raunkjær eftertænksomt.
”Det er anderledes med hans bønner, i dem henvender han sig suverænt til Gud,” fortsætter hun og f orklarer, at han i værket ”Barmhjertighedens bog” fra 1984 skrev hele 50 bønner.
”Bønnerne kan man læse, når man er i samme situation, som han var, da han skrev dem. Sat til vægs med ryggen op imod muren,” forklarer præsten, før hun læser højt.
Der er ikke langt mellem de udvalgte sange, og ikke overraskende er Cohens helt store hit ”Halleluja” blandt dem. For første gang er det ikke musikerens egen stemme, men derimod kirkesanger Erik Bossards, der lyder. Alle synger med på omkvædene, mens et par tårer forlader øjenkroge rundt om i rummet. I det øjeblik er der ikke langt mellem ”Hallelujah” og almindelig salmesang.
”Det er, som om Cohen synger ”Hallelujah” fra et sted mellem trosbekendelsen og kærlighedsdrifterne,” siger Nina Raunkjær og lader det være op til den enkelte at forstå tolkningen.
Det røgslør, som præsten forbinder Cohen med, lægger sig på sin vis også over gudstjenesten.
Nær slutningen og efter et hav af Cohen-tekster, der langsommeligt og i fuld længde, har fået lov at fylde, sniger trosbekendelsen og Fadervor sig ind og minder kirkegængerne om, at det er en gudstjeneste, der finder sted.
Også en enkeltstående salme, nemlig ”Se, nu stiger solen af havets skød”, bliver sunget i fællesskab med en volumen, der bekræfter, at kirken er fuld.
”Når man har gået i kirke i mange år og har hørt prædikener og evangeliet fortalt mange gange, er det rart at få det ad en anden vej med en ny tilgang,” siger en kirkegænger Nina Sorth, der er kørt fra Gladsaxe for at deltage i Leonard Cohen-gudstjenesten.
Hun er fulgtes med ægteparret Lena og Niels-Erik Estrup, der kommer i Hørsholm Kirke hver søndag.
”For mig var der nok kristendom i dag. Præsten knytter det hele sammen på en meget flot måde, så man får noget nyt med, der giver en ny vinkel på evangeliet og på livet,” siger Niels-Erik Estrup.
Nina Raunkær fortæller, at hun har gjort sig en del overvejelser om fremgangsmåden.
”Man kunne godt have været mere konkret og læst bibeltekster op, som spillede sammen med Cohen. Det overvejede jeg da også, men der var meget musik og meget, jeg gerne ville sige for at legitimere, at vi har ham med inde i kirken. Men det er en pointe i sig selv, at man også kunne have grebet det an på andre måder. Det lever, og vi vidste ikke helt, hvad vi gik ind til,” siger Nina Raunkjær og fortsætter:
”Jeg håber, at det folk tager med sig hjem fra eftermiddagen, er, at de har været i kirke. At de også har hørt bønner og salmer og kan mærke, at Gud er i det liv, vi lever.”8