Det er en berigelse, at vi kan holde hinanden ud i folkekirken

Massoud Fouroozandeh, sogne- og migrantpræst, synes, at folkekirken er stor og uhåndterlig som et hangarskib. Til gengæld er det positivt, at folkekirken kan rumme den store teologiske forskellighed

Folkekirkens salmer er af meget høj kvalitet og i sig selv korte prædikener, mener migrantpræst Massoud Fouroozandeh. –
Folkekirkens salmer er af meget høj kvalitet og i sig selv korte prædikener, mener migrantpræst Massoud Fouroozandeh. –. Foto: .

Hvad er det værste ved folkekirken?

Jeg synes, at man bedst kan beskrive folkekirken som et kæmpe stort hangarskib. Den har mange ressourcer og fungerer meget stabilit. Men det giver også en manglende mobilitet og fleksibilitet. Der er lang vej fra det øjeblik, man får en vision, til man kan sætte den i gang. Der er mange instanser, man skal rundt om, og det tager tid at komme hele vejen igennem. Det kan være meget svært at få det store skib til at dreje rundt og skifte retning eller ændre nogen større ting.

Andre gange betyder kirkens størrelse, at det kommer til at handle for meget om politik. Under sagen om vielse af homoseksuelle synes jeg, der gik for meget politik i det, og man tog for meget hensyn til politikerne.

LÆS OGSÅ: Lotte Heise: Kirken burde være skarpere til at sortere dårlige præster fra

Hvad er det bedste ved folkekirken?

Det er først og fremmest den dybe forankring, den har i Danmark. Der er også utrolig meget erfaring og teologisk knowhow at trække på. Det er en stærk ballast. Se bare på salmebogen, der er meget unik. Salmerne er af meget høj kvalitet og er i sig selv korte prædikener.

Jeg vil også pege på den teologiske åbenhed i kirken som noget af det bedste. Der er en indstilling, som lyder, at vi ikke hver især kan påstå at sidde med hele sandheden. Vi må være ydmyge i ånden og lytte til andre. Folkekirken består af en meget bred palet, når det handler om teologi. Selvom vi er så forskellige, så er der en form for rummelighed. Det kan diskuteres, om det er godt eller dårligt. Men jeg synes, det er en berigelse, at vi kan holde hinanden ud på trods af forskelligheden.

Hvad er dit eget forhold til kirken?

Jeg blev medlem af folkekirken i 2010 i forbindelse med, at jeg færdiggjorde min teologiuddannelse. Jeg har selvfølgelig kendt til kirken i mange år og kommet der i mange år ved bryllupper og barnedåb. Men det var en meget svag berøring med kirken. Da jeg begyndte på min uddannelse i starten af 2000, begyndte jeg at få et mere indgående kendskab til folkekirken. I dag arbejder jeg deltid som sognepræst og deltid som migrantpræst.

Det værste og bedste ved folkekirken
Kristeligt Dagblad spørger hen over sommeren en række personer om, hvad de synes, der er det værste og bedste ved folkekirken. Læs alle artikler i serien her.