Prøv avisen
Før søndagen

Det er en stor opgave at dømme et andet menneske

Mikael Sjöberg betegner sig selv som kristen, og når han skal finde ro, går han i Roskilde Domkirke. – Foto: Leif Tuxen

I søndagens tekst burde figentræet fældes, fordi det ikke bærer frugt. Men det får en chance til. I det verdslige retssystem giver vi ikke altid de dømte en chance til, men vi arbejder os i den retning, siger landsdommer Mikael Sjöberg

Det er en vanskelig balancegang at udmåle den rigtige straf. En straf, der både giver det bedste grundlag for, at den dømte lærer noget af sine fejl og kommer videre i livet, og en straf, der giver samfundet en følelse af retfærdighed, og som sikrer, at ofret for forbrydelsen føler, at hans eller hendes sag er blevet taget alvorligt af samfundet. Landsdommer Mikael Sjöberg, der også er formand for Den Danske Dommerforening, lever af at finde den rette balancegang. Og hvis han er i tvivl, forklarer han, så frifinder han.

”Man dømmer jo kun, når man er sikker. Hvis man tvivler på, at den pågældende er skyldig, skal man frifinde. Enhver rimelig tvivl skal komme den tiltalte til gode, og derfor skal dommeren føle sig overbevist om, at vedkommende er skyldig. Man er jo uskyldig, indtil det modsatte er blevet bevist,” siger han.

I kristendommen er situationen på en måde omvendt, forklarer han, for der er alle skyldige. Jesus har taget menneskehedens synder på sine skuldre, men skylden ligger i første omgang hos mennesket. Derfor er budskabet i søndagens tekst befriende.

”Gud lader figentræet stå på trods af dets frugtesløshed. Jeg er ikke teolog, men jeg ser figentræet som et billede på mennesket, og gartneren er Jesus, der går i forbøn hos ejeren, som er Gud. Frugten er det, vi udretter og er for hinanden. Men træet har ikke båret frugt, har ikke levet efter Guds lov, og derfor burde det i virkeligheden fældes. Mennesket burde blive straffet for dets synd, men Gud giver det en chance til,” siger han.

”I vores verdslige verden kan man i udgangspunktet ikke få en chance til. Man kan lidt populært sige, at hammeren falder første gang, og så kommer sanktionerne. Du må tage din straf først, og så kan det være, at du får en chance til, når du kommer ud i samfundet igen,” siger han.

Alligevel har samfundet arbejdet sig hen mod et mere humant indrettet straffesystem. Mikael Sjöberg forklarer, at hvor man i Danmark ”i gamle dage” havde hårde straffe og for eksempel spejlede forbrydelsen med dødsstraf og afhugning af tyveknægtenes hænder, er synet på straf i dag helt anderledes.

”I dag har vi for eksempel betingede domme, hvor man går fri for straf, hvis man ikke begår noget kriminelt inden for eksempelvis et år. Og vi sætter folk i fodlænker i deres private hjem i stedet for i fængsel. Det betyder ikke, at vedkommende går fri, for man har jo slået fast, at vedkommende er skyldig i en forbrydelse, men man er måske gået i en anden retning,” siger han og fortsætter:

”Vi ved jo, at det sjældent hjælper nogen at sætte folk i fængsel i lang tid. Hele sigtet ved straf i dag er at få folk tilbage i samfundet igen, og der ved vi, at det ikke er lange fængselsstraffe, der virker, men derimod fodlænker, hvor man bliver i sit miljø, samfundstjeneste og uddannelse. På den måde nærmer vi os budskabet i teksten, nemlig at vi får en chance til,” siger han.

Han forklarer, at det er en afvejning og en svær balancegang, for der er forskel på forbrydelsens karakter.

”Den ultimativt værste ugerning, vi kan forestille os, er at slå et andet menneske ihjel. Der er nogle forbrydelser, der er så grusomme, at vi næsten ikke kan rumme dem. Og de skal selvfølgelig straffes, men selv dér er der en idé i, at den dømte ikke skal sidde indespærret et helt liv, men at han eller hun får en straf, der kan give håb om en ændret adfærd, så vedkommende kan komme ud i samfundet igen. Her viser vi vores humane side, ligesom Gud gør i teksten,” siger han.

Han forklarer, at selvom det kan være en svær opgave for en dommer at udmåle den mest retfærdige straf, er der gennem generationer udviklet et system, der vægter gennemsigtighed og lige regler for alle.

”Vi dommere griber jo ikke tilfældigt i posen. Det, der kendetegner en retsstat, er, at man har en ramme at arbejde inden for, som er loven, og en praksis hos domstolene, som sikrer, at det koster det samme at røve en bank i Aalborg og i København. Det er et af vore vigtige principper, at der er gennemsigtighed i retssystemet. I virkeligheden er vi kommet meget langt i den moderne strafferet, fordi vi på den måde giver en chance til, uanset hvem du er,” siger han.

Mikael Sjöberg betegner sig selv som kristen, og når han skal finde ro og refleksion, går han ofte i Roskilde Domkirke, tæt på, hvor han bor. Han holder meget af at komme i kirken og slå hverdagen fra, høre på prædikenen og synge salmerne. Men troen fylder ikke meget i rollen som dommer, for skønt sager kan trække på nogle store eksistentielle spørgsmål, er det hans opgave at læne sig op ad de rammer, samfundet har indrettet for domstolssystemet. Alligevel mener han, at det moderne retssystem er en slags videreudvikling af de kristne værdier om næstekærlighed og barmhjertighed.

”Det ligger dybt i mig, at alle skal have en ordentlig behandling. Det er en stor opgave at dømme over et andet menneske, og straffen og vore afgørelser i det hele taget kan jo have store konsekvenser for folks tilværelse. Jeg tror, at den indstilling kommer både fra min kristne tro, min opvækst og min generelle tilgang til tilværelsen, men jeg ser nøjagtig den samme indstilling hos mine ikke-kristne kolleger. Det er et ansvarsfuldt hverv at være dommer, og vi er kun 380 i Danmark. Det er et nåleøje, man skal igennem for at blive dommer, og det forpligter. Man bliver nødt til at gøre sit bedste,” siger han.