Hvordan vil du beskrive din tro?
Hvis jeg skulle beskrive min tro, ville det kræve, at jeg var i stand til at udskille den fra resten af min person, så jeg kunne se på den udefra og derpå analysere det observerede.
Men det kan jeg lige så lidt, som jeg kan skille varmt vand fra koldt vand eller tage gæren ud af brødet. Derimod gennemtrænges mine tanker, mine følelser, mit jeg af min tro, der hele tiden udtrykkes i den måde, hvorpå jeg lever mit samlede liv.
Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?
Begge mine forældre stammer fra kirkelige miljøer, og min far var sognepræst først på Holbæk-egnen, og fra jeg var syv år i Hasseris i Aalborg, hvor jeg også sang i kirkekoret. Så religion, eksistentielle spørgsmål og mødet med livets mange tildragelser i både sorg og glæde var helt naturlige elementer i mit barndomshjem og med til at gøre, at troen for mig er et naturligt grundvilkår ved det at være menneske.
Hvad har udfordret din tro?
Jeg vil hellere svare på, hvad der til stadighed udfordrer min tro, og det er blandt andet spørgsmålet om, hvor Gud er blevet af, når vi står over for livssituationer, der ikke giver mening, men blot smerte.
Jeg har i mit personlige liv været forskånet for de store tragedier, men i mit embede møder jeg dem ind-imellem, og jeg har med årene erkendt, at der ikke altid er et legitimt svar på livets store spørgsmål, men at vi ofte bare må acceptere og erkende, at de ligger uden for vores fatteevne. Det gælder også kærlighedens væsen. For hvordan kan jeg for eksempel forklare, hvorfor min hustru og jeg elsker hinanden?
Det kan jeg ikke. Men det gør vi, og det er kærlighedens mysterium, som vi ikke kan andet end at tage imod – ligesom vi også må rumme smerten og sorgen.
Hvad har formet den tro du har i dag?
Troen er for mig en fortløbende skabelsesproces, der sker hele tiden, dels inde i mig selv og dels i mødet og samtalen med mine medmennesker. Undervejs indordner jeg mig så livets grundvilkår og udfordringer, hvor troen giver mig gode veje at gå på, så jeg kan forholde mig til og handle på alt det og alle dem, som jeg møder.
Det er derfor også vigtigt for mig, at evangeliernes indhold tolkes i forhold til nutiden, hvis de skal give mening. Kristendommen bliver dermed en oversættelsesbevægelse, hvor jeg skuer fremad og ikke tilbage – og hvori bevægelse og Gud spiller en stor rolle. For det drejer sig også om Gud i de tre former. Først er der den ubevægelige Gud, som altid er den samme, og som er den Gud, som vi møder i Luthers begreb om den skjulte Gud. En lidt fjern, men konstant Gud.
Så er der den bevægelige Gud, som er Jesus, der selv vandrede og bevægede mennesker, men som også selv blev bevæget. Her taler vi med Luther om den åbenbarede Gud. Han er tættere på og kan derfor også føre os til Gud – og Gud til os.
Endelig er der den bevægende Gud, som er Helligånden. Altså den eller det, der bevæger os. Og her bliver jeg ofte bevæget, og dermed bliver min tro også formet igen og igen i mødet med denne trinitariske Gud.
Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?
Det kan kun mine omgivelser sige noget om. Jeg kan kun tale om, hvad jeg forsøger at gøre, og det er at se hele mennesket og ikke bare det tilsyneladende. Vi lever nemlig i en tid, hvor der hurtigt dømmes og sættes prædikater på, men vi er alle så meget mere end det åbenbare og de lette løsninger.
Jeg vil for eksempel gerne forstå, hvad der driver mine medmennesker – også når de gør noget, som samfundet fordømmer. Det er derfor vigtigt for mig at formidle, at det, som der bor inden i for eksempel en morder, også bor inde i mig og inde i alle andre mennesker. Men at de fleste af os bare slipper for at blive drevet ud over kanten.
Men erkendelsen af, at vi alle rummer både lys og skygge, er en forståelse af mennesket, som jeg mener er vigtig, hvis vi skal bevare evnen til kommunikation og forsoning – og det skal vi, hvis samfundet skal hænge sammen.
Hvem er forbilledet for dig i eksistentielle spørgsmål?
Jeg inspireres løbende at forskellige mennesker, men lige for tiden er jeg meget optaget af psykologiprofessor og forfatter Svend Brinkmann, som betoner det at tale sandhed, pligten og fællesskabet som værdier i sig selv og ikke bare som noget, vi kan bruge som instrumenter.
Ud over at hans budskab, selvom Svend Brinkmann muligvis ikke definerer sig selv som kristen, er direkte oversætteligt til kristendommen, så repræsenterer budskabets værdier også en hårdt tiltrængt modstrømning til den økonomiske nyttetænkning, som er så udbredt i nutidens samfund.
Hvad er det bedste åndelige råd du nogensinde har fået?
Det var mere et påbud end et råd, og det stammer fra dengang, jeg tog kørekort og lærte følgende om færdsel i trafikken: Vær agtpågivende og vis hensyn.
Hvis nu vi alle sammen gjorde det, ikke kun i trafikken, men også i samfundet og i forholdet til vores medmennesker, så behøvede vi simpelthen ikke flere regler eller love. Desværre lever vi i en tid, hvor alt for mange kun tænker på, hvordan de selv kan komme bedst og hurtigst muligt frem, men måske det er ved at ændre sig?
Svend Brinkmann er i hvert fald ikke den eneste, der i vor tid taler om det etiske og medmenneskelige ansvar for næsten. Professor i idéhistorie fra Aarhus Universitet Dorthe Jørgensen gør det også og flere andre.J