Prøv avisen
Før søndagen

Overlæge: Det er et valg at tro på mirakler

Det var børnene i Afrika, der pludselig kunne live op, når alt håb var ude, der gjorde Gorm Greisen interesseret i pædiatri. Han har været overlæge på Rigshospitalets neonatalafdeling i 25 år. Foto: Sara Tinghuus Gøttsche/Scanpix

Som overlæge på neonatalafdelingen på Rigshospitalet har Gorm Greisen set mange eksempler på det, man kan kalde mirakler. Men om man kalder det et mirakel, at et uhelbredeligt sygt barn bliver rask mod alle odds, er op til den enkelte, mener han

”Miraklet er i sagens natur noget, som er uden for den normale orden. Det må tages som et bevis på, at der findes noget andet, noget der er uden for vores forståelse af fysik og kemi.”

Af og til skærer lyden af en sirene sig vej gennem overlæge Gorm Greisens ord. Rigshospitalet omslutter det lille lokale på anden sal, hvor vi hiver et hjørne ud af dagen for at tale om søndagens tekst. Her har 64-årige Gorm Greisen haft sin gang, stort set siden han læste medicin i begyndelsen af 1970'erne, dog med afstikkere til blandt andet Belgien, Afrika og Glostrup. De seneste 25 år har han været overlæge på neonatalafdelingen. Det er her, de for tidligt fødte børn behandles, og hvor grænsen mellem liv og død ofte er så fin, at den næsten ikke eksisterer.

Gorm Greisen har set mange eksempler på det, man kan kalde et mirakel. Et barn kæmper for sit liv, og lægerne har gjort alt, hvad de overhovedet kunne. Men alt peger i én retning. Og så - mod alle odds sker der alligevel noget, og barnet får kæmpet sig tilbage til livet. Et mirakel? Det afhænger af øjnene, der ser, mener Gorm Greisen.

”Jeg er sikker på, at nogle af forældrene til børnene har opfattet det som mirakler. Men selv har jeg en professionel distance. Måske er det erfaringen om, at det som regel ikke går så godt, der spiller ind. Når man er i den situation så mange gange, kan man ikke investere det samme håb. Så brænder man sammen,” forklarer han.

”Så jeg anerkender miraklet, men jeg har ikke selv oplevet det som et mirakel. Jeg ser disse uventede forbedringer i højere grad som et udtryk for et resultat af en mekanik, vi ikke kender, som en sjælden, gunstig tilfældighed, end som en indgriben fra 'det andet',” siger han.

I søndagens tekst giver Jesus synet tilbage til en blind mand. Miraklet er Jesu demonstration af, at han kan noget særligt, forklarer Gorm Greisen.

”Jesus er jo vred over, at disciplene ikke forstår ham. Den blinde mand kommer ind fra sidelinjen og bliver brugt som et slags våben i den vrede, som et middel til at bevise, at det kan Jesus - og troen - også,” siger han.

”Det er det vigtigste ved miraklet, for vi synes, at vi forstår alting, og derfor vil vi gerne kunne forklare alting. 'Han var nok ikke rigtig blind, det var bare en historie, det skete slet ikke,' vil mange nok føle sig fristet til at sige. Hvis man er læge, vil man sige, at det nok var en sygdom, der kommer og går, eller til nød, at det var en funktionel blindhed, altså en mand, der bare troede, at han ikke kunne se. Så den sjældne, uventede helbredelse præsenterer et valg om, hvad vi vil tro. For mig er det et tilbud om at se det som et tegn eller et bevis for, at der er noget andet i spil, noget som vil os det godt,” siger han.

”Men man skal ikke regne med mirakler. Man kan bede om dem, men det ligger lidt i kontrakten, at miraklet skal komme uventet. Det kan ikke indgå i beregningen, for så taber det sin natur,” siger han.

Han fortæller en gammel vittighed om en troende mand, der faldt i en flod og blev skyllet ud mod havet.

”Han lå og bad Gud om, at han skulle frelse ham. Så kom der en bjælke forbi, men Gud skulle frelse ham, for han havde været så gudfrygtig. Så kom en båd forbi og spurgte, om han ville med, men nej, Gud skulle frelse ham. Og så druknede han. Da han kom op til Sankt Peter, var han temmelig fornærmet. 'Hvad vil du have?' sagde Gud, 'Først kom jeg som en bjælke, så kom jeg som en båd',” fortæller Gorm Greisen.

”Hvis han havde været åben over for miraklet, havde han grebet fat i bjælken. Man skal være åben for miraklet, men man skal ikke regne med det og lade det stå i vejen for en accept af døden. Det er nok det spidse spørgsmål i lægearbejdet. Hvis man vil give miraklet alle chancer, skal man blive ved. Så længe der er liv, er der håb“ Nogle gange har jeg sagt, at hvis der skal ske et mirakel, skal det være snart,” siger han.

Gorm Greisens egen tro kom snigende, da han for 25 år siden lidt tilfældigt blev medlem af et menighedsråd i Rungsted, hvor han er vokset op og stadig bor i dag. Han begyndte at komme i kirken og høre teksterne og konstaterede, at de var spændende og sagde ham noget. Det gjorde godt at trodse sit indre B-menneske og komme op og i kirke om søndagen, og så holder han af at synge salmerne.

”Jeg tror så godt, jeg kan. Jeg har valgt at prøve, for jeg synes, det er et tilbud om en sjovere tilværelse, et vigtigere og rigere livssyn,” siger han.

Han kender godt til fordommen om, at læger og videnskabsmænd ikke tror på Gud, men på det forklarlige, på videnskaben.

”Mange mennesker ser i princippet naturen og os selv som et spil billardkugler, der bevæger sig efter et i princippet forudsigeligt mønster, måske tilsat kvantefysisk tilfældighed. Det er et materialistisk livssyn. De mener, at de stærke naturvidenskabelige beskrivelser og forklaringer gør troen på noget andet urimelig. Men jeg synes ikke, at mysteriet forsvinder, bare fordi man 'skruer på mikroskopet' og kan se nogle finere detaljer. Jeg tror, at der er noget mere og noget andet, og dermed siger jeg også, at dette mere og andet er grundlæggende uden for min kontrol. Og det åbner da en usikkerhed,” forklarer han.

”Det er et valg, om man vil opfatte 'det andet' som den del af mekanikken, vi ikke kender endnu, eller om man vil opfatte det som noget radikalt andet, som noget overnaturligt, noget åndeligt. Jeg har placeret det der, hvor det er noget, jeg ikke behøver at forstå. Jeg koncentrerer mig om at forstå det mekaniske, som er min side af forretningen,” siger han.

Da han var nyuddannet læge, tog han til Zambia i Afrika med en plan om at blive tropemediciner. Mødet med Afrika var overvældende.

”Jeg oplevede Afrika som et beåndet kontinent. Selv naturen. Selv hospitalets ambulance, der var kørt i grøften: 'Den var nødt til at køre i grøften,' sagde de. Det vigtigste af tilværelsen var tilsyneladende åndelig. Men der var også en vis fatalisme. Ånden lever jo videre. Jeg var dybt provokeret. Jeg var kommet derned for at gøre en forskel for sundhed og udvikling. Det var et distrikt med et hospital og 10 landsbyklinikker, og jeg var den eneste læge. Jeg så store muligheder, men de skulle jo leve deres liv og ikke tilbage til Danmark efter to år,” siger han.

De eksotiske tropesygdomme, han havde lært om i Belgien, var der ikke mange af i Zambia. Til gengæld opdagede han den forvandling, han siden har set så mange gange i sit arbejdsliv på neonatalafdelingen.

”Jeg blev fanget af dét med børnene. De kunne komme ind og være døden nær, og så gav man dem lidt for det ene eller det andet. Og pludselig satte de sig op, og der var lys i øjnene. Det var det, jeg faldt for. Simpelthen,” siger han og smiler.

”Det er stadig det, der gør, at jeg er her. Man er lidt tættere på det underfulde i tilværelsen, når man har med børn at gøre. Og så kan man diskutere, om man vil kalde det et mirakel eller ej.”