I Risskov planlægger man at flytte gravstenene på kirkegården ved psykiatrisk hospital. Det har fået både borgere og kirkelige stemmer til at protestere. Nedlæggelser af kirkegårde er nemlig et følsomt emne, og det er der en helt naturlig forklaring på, siger Gitte Lunding, antropolog og leder af kulturcentret Assistens ved Assistens Kirkegård i København.
Hvorfor er det så svært at nedlægge en kirkegård?
Kirkegårde er erindringssteder og mindesteder. Derfor kan det være svært, hvis nogle stadig har en erindring om dem, der ligger begravet på kirkegården. Så længe nogle mindes, kan man ikke bare lige få stedet til at forsvinde. Heller ikke, selvom ingen længere betaler til gravstederne. I den rationelle verden ville man sige, at hvis der ikke bliver betalt til et gravsted, er det ikke længere et gravsted, men her er altså en konflikt mellem rationalitet og emotionalitet. Det emotionelle har ikke noget at gøre med penge.
Det er sjovt, for hvis man går en tur ned ad Strøget, går man oven på adskillige kirkegårde. Man kan sige, at byen er vokset ud over dem. Alligevel er det altid noget, som vil vække en vis debat, for så længe nogle husker nogle, der ligger der, kan det være problematisk.
Hvordan nedlægger man rent praktisk en kirkegård?
Man kan gøre to ting: Nedlægge en kirkegård helt eller flytte gravene. Oftest gør man noget oven på gravene. Det er sjældent, man graver dem op. Men da man skulle lave metroudgravning ved Assistens Kirkegård i København, skulle man så dybt ned, at mange døde mennesker fik en tur op i lyset. Men de kom ned igen, for er man én gang begravet på en kirkegård, har man retten til at blive. Så flytter man knoglerne hen et andet sted i indviet jord. Gravstenene forsvinder, når gravsteder ”hjemfalder”, som det hedder, når de ikke mere er i brug. Så fjerner man gravstenene, og derfor kan man heller ikke se, hvad der ligger nedenunder. Der er mange eksempler på, at trafikanlæg går hen over døde mennesker. Andre steder ligger kirkegårdene bare hen og forfalder. Det kan man for eksempel se i London, at pludselig kommer man ind bag nogle huse til en gammel kirkegård. Ingen passer dem mere, og de ligger der bare og forfalder.
Et af de seneste eksempler, der fik megen medieomtale, var flytningen af grave på Assistens Kirkegård i København, da man skulle til at bygge metroen ved Nørrebros Runddel. Hvad skete der her?
Her handlede det både om noget følelsesmæssigt og noget juridisk. For kirkegårdene er beskyttet af en særlig lovgivning, som frafalder, hvis de bliver gjort til noget andet end en kirkegård. På Assistens Kirkegård mente man, at fordi kirkegården i 2020 skal overgå til at være en park, kunne man flytte gravene og anlægge metro i et hjørne af kirkegården uden problemer. Så sagde man, at det pludselig ikke var en kirkegård længere, men det var det jo. Man gjorde derfor det, at de mennesker, der havde gravsteder på kirkegården, fik mulighed for at få et nyt sted længere inde. Over 4000 mennesker blev gravet op og flyttet, og det var spændende fund, man gjorde med knoglerne. Men de kom ned igen sammen med knoglerne; de blev registreret, fotograferet og kom ned igen. For det handler om respekten om gravfreden.
