Muslimsk politiker: Det er hyggeligt og giver ro at gå i kirke

For den muslimske lokalrådspolitiker Latifa Ljørring (V) er det enkelte menneske altid vigtigere end religionen. Hun tager det, der giver hende glæde, fra hver religion og er glad for, at det er blevet legitimt at kritisere islam i Danmark

”Lad os kalde en spade for en spade: Der er et problem med islam. Alle steder, hvor der er uro i verden, er islam involveret på den ene eller anden måde,” siger Latifa Ljørring. – Begge fotos: Jens Welding Øllgaard.
”Lad os kalde en spade for en spade: Der er et problem med islam. Alle steder, hvor der er uro i verden, er islam involveret på den ene eller anden måde,” siger Latifa Ljørring. – Begge fotos: Jens Welding Øllgaard. Foto: Jens Welding Øllgaard.

Hvordan vil du beskrive din tro?

Jeg er muslim, men ikke så meget at det gør noget. Jeg tror også på Jesus. Det gør alle muslimer i virkeligheden, bare ikke i betydningen at han er Guds søn, men at han er en profet.

Men det vigtigste for mig er aldrig religion, men mine medmennesker. Og at møde dem der, hvor de er. Så hvis jeg er sammen med kristne, der beder bordbøn før et måltid, så beder jeg med af hjertet, ligesom jeg med glæde synger med på de kristne salmer, hvis jeg er i kirke, hvad jeg er indimellem, både til almindelig gudstjeneste og til højtider som jul, barnedåb og konfirmation. Jeg blev også selv gift i en kristen kirke, og min datter er døbt.

Men jeg synger ligeså gerne med, når jeg er til muslimsk bryllup. For mennesket kommer altid før religionen, og troen er en privatsag.

Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

Jeg er født og opvokset i Marokko, hvor mine forældre stadig bor. Min mor er altid kommet meget i moskéen, og min far beder dagligt. Men selvom religionen betyder meget for mine forældre, så blev vi børn aldrig pålagt at skulle tro på en bestemt måde. Vi fik i stedet friheden til at danne os vores egne meninger. Vi behøvede for eksempel ikke at gå med slør, og det har jeg heller aldrig gjort.

Som voksen har jeg så af respekt for mine forældre valgt at overholde ramadanens regler, hvis jeg besøger dem, når det er ramadan. Her i Danmark drikker jeg også gerne vin og spiser både flæskesteg og frikadeller, men aldrig i Marokko. Dernede rører jeg ikke alkohol, og jeg spiser kun halal. Det hænger igen sammen med, at det vigtigste for mig er respekten for de mennesker og de skikke, som er på det sted, hvor jeg er lige nu.

Hvad har udfordret din tro?

Min tro i sig selv er ingen udfordring, for den hviler på en grundfæstet holdning om, at mennesket altid kommer først. Min tro er derfor også helt min egen, ligesom din tro er din egen, og vi skal respektere hinanden. Så enkelt er det – eller det burde det være.

For sådan er det ikke for de fakta-resistente mennesker, som sender mig beskeder om, at jeg er vantro og en luder, hvis ikke de ligefrem laver hærværk på min bil eller min postkasse. Jeg har også modtaget personlige trusler, men jeg har med årene fået hår på brystet og tager det roligt. Dels fordi jeg selvfølgelig anmelder det, som skal anmeldes, og dels fordi jeg ved, at jeg ikke skal frygte dem, der skriver til mig. De kommer af med deres galde, når argumenterne slipper op, og bliver i stedet personlige i deres angreb. Nej, det er dem, jeg ikke hører fra, som jeg skal være bange for.

Hvad har formet den tro, du har i dag?

Jeg kan godt lide at gå i kirke. Det er hyggeligt og giver ro, men det er omvendt ikke sådan, at jeg vil sige, at jeg praktiserer kristendom, ligesom jeg heller ikke praktiserer islam. Jeg tager i stedet det fra de forskellige religioner og hellige skrifter, som giver mig glæde, og som jeg kan bruge i mit liv.

Men jeg er mest optaget af at møde mine medmennesker. For uanset hvem jeg taler med, og om vi er enige eller ej, lærer jeg noget af dem, så jeg efterfølgende kan tage et lille stykke af dét menneske med mig videre på min vej og være beriget endnu en gang.

Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?

Jeg skrev mit første indlæg om islam i 2013. Og i de år, der er gået siden, har jeg oplevet, hvordan bevidstheden er blevet større i Danmark om islam og de udfordringer, som afstedkommes af den måde, islam praktiseres på. Det er derfor også med tiden blevet legalt at kritisere islam, og det er jeg glad for. For lad os kalde en spade for en spade: Der er et problem med islam. Alle steder, hvor der er uro i verden, er islam involveret på den ene eller anden måde – også i Danmark.

For det er ikke de kristne, der sprænger sig selv i luften i metroen i Jesu navn. Det er heller ikke de kristne, der står og siger, at alle skal spise frikadeller eller gå til gudstjeneste om søndagen. Det bestemmer man selv. Og endelig er der ingen problemer med de andre trossamfund i Danmark, kun med muslimerne.

Så det er godt og vigtigt, at vi tør kritisere islam. Og det er godt, at vi er mange, der ligesom jeg arbejder for, at det er mennesket, der skal være i centrum, mens religion skal væk fra det offentlige rum og ind bag hjemmets fire vægge. For vi har selv valgt at bo i det her samfund, og det hele kunne – hvis ikke nogle muslimer insisterede på særregler og særbehandling – være et ”de-levede-lykkeligt-til-deres-dages-ende”-eventyr for alle i Danmark. Men sådan er det desværre ikke, hvad jeg også ser i mit arbejde som integrationskonsulent.

Hvem er forbilledet for dig i eksistentielle spørgsmål?

Det er min far, som altid sagde til os børn: ”Du må have alle de holdninger og meninger, som du vil, og jeg vil altid gerne lytte til dig og diskutere med dig, men det er ikke sikkert, at jeg giver dig ret.” Sådan har jeg det også. Jeg hører altid på de mennesker, som jeg taler med – men de får ikke altid ret.

For det er vigtigt, at vi møder hinanden med rummelighed og åbenhed i stedet for at være forbenede som dem, der kun kan respektere og tro på det, som de selv står for. Og det gælder, hvad enten vi taler om islam eller palæokost. Vi kan altid lære noget af hinanden.

Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?

Det er endnu en indstilling, som jeg er vokset op med, og som i al sin enkelhed lyder: Du skal behandle andre, som du behandler dig selv, og som du gerne vil behandles af andre. Det er ikke særligt kompliceret i teorien, men i praksis kan det selvfølgelig være sværere, selvom jeg prøver at rumme alle med forståelse – også dem som laver hærværk mod min bil og truer mig. For jeg ved jo godt, hvorfor de gør det, og hvad der får dem til det.