Prøv avisen
Før søndagen

Det er i sorgen, min afdøde kone er nærværende

I professor Lars Qvortrups smukke have bliver han dagligt påmindet om livets paradoks. Haven med søen i baggrunden er for ham et mindre paradis – og haven er et minde om tabet af hans kone gennem 44 år. – Foto: Niels Åge Skovbo/Fokus

Professor Lars Qvortrup mistede for to år siden sin kone. I sin prægtige have og i morgendagens bibeltekst mindes han om livets grundparadokser – forbundethed og adskillelse, det skønne og det smertelige

”Jeg ved ikke, om du er klar over det, men min kone døde for to år siden.”

Stilheden bliver i nogle sekunder udtalt i Lars Qvortrups smukke have i midtjyske Ry. Fra terrassen er der et imponerende vue ud over den 5000 kvadratmeter store grund, der bugter sig ned mod Møllesøen. Øjet fæstner sig ved den hundrede år gamle rododendronhave for enden af grunden, som lige nu er i fuldt flor og spejler sig i den blanke sø.

Lars Qvortrup, tidligere dekan på Danmarks Pædagogiske Universitet og siden 2010 professor ved institut for læring og filosofi på Aalborg Universitet, griber ud efter den paradoks-tænkning, som han både fagligt og personligt agerer ud fra.

”Det er et eksistentielt vilkår, at verden er paradoksal. Jeg sidder i min paradishave og er enormt privilegeret. Vi købte det her sted for syv år siden. Haven betød noget helt særligt for min kone. Når jeg ser på haven og er herude, så er det en skønhed, som åbenbarer sig. Samtidig er haven også savnet efter hende,” siger Lars Qvortrup, hvis kone døde af kræft i deres hus i Ry den 28. juli 2014.

Modsætninger og paradokser, hvor enderne ikke kan nå sammen, har optaget ham som både videnskabsmand og kristen i årtier. Her i haven står han hver dag ansigt til ansigt med paradokset.

”Livet rummer en dobbelthed, som hverken kan eller skal fjernes. Det smukkeste bærer også et savn,” forklarer Lars Qvortrup, der heller ikke prøver at flygte fra sit eksistentielle vilkår.

”Inden min kone døde, sagde hun, at jeg skulle blive her og bevare stedet. ’Det er her, jeg er,’ sagde hun.”

Og her er Lars Qvortrup. Han nyder stilheden, naturen og muligheden for det private familieliv i hjemmet i Ry, hvor han både kan se Himmelbjerget og med sin kajak sejle ud på søen og følge Gudenåen gennem det kuperede midtjyske landskab. I den brede offentlighed er han i høj grad kendt for sin udgivelse ”Det hyperkomplekse samfund” (1998) og ”Det lærende samfund” (2001). Førstnævnte bog kortlagde det samfund, som han stadig ser for sig – omend samfundsstemningen har ændret karakter.

”Verden er, dengang jeg skrev bogen og i dag, grænseløs og kompleks. Der er altid to sider af en sag, og den kompleksitet må vi leve med samtidig med, at vi stræber efter enkelhed,” siger Lars Qvortrup og retter en kritik mod, at vi i dag – modsat for 15-20 år siden – i højere grad søger efter at komme livets kompleksitet til livs:

”I dag er vi mere optaget af at sætte grænser og komme paradokserne til livs. Grænser skaber tryghed, de vækker ikke nysgerrighed om, hvad der er på den anden side. Vi har en samfundsstemning, hvor der er smag for at sætte hælene i. Intolerance er blevet et plusord. En søgen efter forenkling og positionering, hvor vi forsøger at komme vores indre og ydre modsætninger til livs. Spørger du mig, er det en umulig kamp at vinde.”

Derfor giver lignelsen om den fortabte søn også rigtig god mening for Lars Qvortrup. Den kommer, påpeger han, i en række på tre prædikentekster fra Lukasevangeliet, og hvor der også de to foregående søndage har været talt paradoks-tema.

”Det bibelske paradoksunivers kommer stærkest til udtryk hos Lukas. Forrige søndag blev der prædiket over lignelsen om den rige bonde med budskabet om, at du skal leve, som kan du dø i morgen. Men kan vi leve sådan? Som fornuftig far vil du opfordre dine børn til at lægge til side. I søndags var det den høje pris for efterfølgelse – kravet om at hade sin far, mor og hustru for at følge Jesus. En tekst, der strider mod alt, og som vækker til modsigelse. Og i morgen er det den fortabte søn og en fader-kærlighed, som på et menneskeligt plan tager sig urimelig ud,” forklarer Lars Qvortrup.

”Alt dette kan kun forstås, hvis vi anerkender, at Jesus repræsenterer to verdener – vores verden og en anden, som ikke er vores,” fremhæver han.

På sin vis inkarnerer Lars Qvortrup den paradokstænkning, som for ham er et grundvilkår. I sit arbejdsliv er han forsker og stringent videnskabsmand, mens han i det personlige liv bevæger sig i troens univers. Hos Qvortrup lever disse modsætninger i bedste velgående.

”Der er et grundvilkår i livet, hvor der ikke gives entydige svar, selvom vi ønsker det. Lignelsen om den fortabte søn og de to andre Lukas-fortællinger minder os om det.”

”Vi får som læsere blotlagt paradokset mellem de to verdener – den menneskelige og den guddommelige. På et menneskeligt plan er det måske urimeligt, at den yngste søn, der har ødslet hele sin formue bort, får et festmåltid, som ikke tilkom hans ældste bror, der pligtfyldigt har gjort alt det rette. Pointen med teksten er, at der ikke gives noget rigtigt svar,” siger Lars Qvortrup.

Han trækker en linje til gudstjenesten.

”For mig er gudstjenesten delt op i to dele. Den ene, hvor jeg forstår, at jeg ikke forstår, hvad jeg ikke forstår. Det er trosbekendelsen, nadveren og så videre, hvor præstens funktion er rent rituel. Hvor han eller hun gør sig til talerør for Gud og sætter sig selv ud af spil. Og den anden del – prædikenen – hvor jeg alligevel med præstens hjælp prøver at forstå en flig af det ubegribelige”, siger Lars Qvortrup og uddyber:

”Det gør jeg i kristendommen. Fordi Jesus repræsenterer begge verdener, vores og den hinsidige, og hele tiden krydser grænserne mellem disse to verdener.”

Men det betyder ikke, at tingene bliver nemme eller enkle, understreger Qvortrup.

”Af og til refereres Jesus for ting, jeg slet ikke forstår. Som at man skal elske den søn, som har svigtet, højere end den, der var trofast. Eller – søndagen før – at man skal hade sin hustru, sine børn og sig selv for at elske Vorherre. Det forstår jeg ikke, og det vil jeg ikke. Men jeg forlanger, at præsten ikke taler udenom eller sovser det ind i sødladenhed. Vores Gud prædiker åbenbart også had. Det må vi have med i et gudsbillede, der ellers bliver småt og forlorent.”

Det er i disse to verdener – i mødet mellem den menneskelige tilværelse med al sin indbyggede urimelighed og den guddommelige verden med håbet om genopstandelsen – at Lars Qvortrup lever. Han vender tilbage til sin have, hvor de to verdener også taler sammen.

”Genopstandelsen bliver meget konkret, når mine børn og børnebørn bevæger sig rundt i haven her. På den måde taler genopstandelsen som et håb ind i savnet og tabet. Det er evighedens perspektiv, som møder vores menneskelighed, hvor sorgen taler.”

Ikke at der for Lars Qvortrup er tale om nogen bogstavelig genopstandelsestænkning.

”I Lukasevangeliet hører vi, at Guds rige er i os. Guds rige lever i haven for mig.”

Og tilsvarende lever Lars Qvortrup med livets paradokser. Med lignelsen om den fortabte søn i baghovedet mindes han om, at det ikke er alt, han skal forstå. Derfor bliver han også boende med sorgen og glæden. Også selvom han jævnligt bliver mødt med det velmenende spørgsmål, om ikke han skal videre i livet. Ud fra den betragtning, at hjemmet i Ry binder ham til tabet over sin kone.

”Når sorgen stadig bider to år efter, så melder sig to stemmer: Der er dem, som vil reducere sorgen til en sygdom, der skal behandles, og så er der dem, som ser sorgen som produktivitetsreducerende. Men sorgen er en måde at leve med den, jeg elsker. Ikke at jeg er sorgdyrker, men sorgen er et vilkår, og det er også i sorgen, at min kone er nærværende.”