Prøv avisen

Det er ikke et kirkemøde men det kan blive det

Spørgsmålet om et kirkemøde og et kirkeråd er det kontroversielle i diskussionen om den folkekirkelige forfatning. Men det er langtfra en ny overvejelse, skriver Birgitte Stoklund Larsen, leder af Grundtvig-Akademiet

En lørdag i november skal medlemmerne af landets stiftsråd til et fælles møde i København. Formålet er at udveksle erfaringer og drøfte andre emner af fælles interesse, som det hedder i indbydelsen til mødet, som stiftsrådene i København og Roskilde har taget initiativ til. En af initiativtagerne, Inge Lise Pedersen fra stiftsrådet i København, understreger over for www.kirkenikoebenhavn.dk, at det er ikke et kirkemøde, vi har indkaldt til, men et møde mellem stiftsrådene.

LÆS OGSÅ: Hvem, hvad og hvorfor om en kirkeforfatning

Et sådant møde kan med tiden blive til et kirkemøde, altså en form for besluttende organ. Tidligere på ugen fremlagde Selskab for Kirkeret nogle overvejelser om en forfatning for folkekirken, og her er medlemmerne af landets stiftsråd udset til at være netop: et kirkemøde. Et kirkemøde, som skal vælge et kirkeråd eller et eksekutivt organ, som det udtrykkes.

Mødet mellem stiftsrådene i november er et eksempel på, hvordan kirkepolitik skabes i Danmark. Det er sådan ved initiativ at bispemøderne er opstået som andet end teselskaber (hvis de altså nogensinde bare har været det?). Og det var sådan, Det mellemkirkelige Råd tog sin begyndelse. En form for selvgroede institutioner, som siden for Det mellemkirkelige Råds vedkommende har fået sin egen lov og dermed sin officielle legitimitet. Bispemøderne lever stadig i den gråzone, hvor man kan spørge til mødernes status og dermed til biskoppernes lidt uklare rolle i den folkekirkelige struktur.

Sådan kan også stiftsrådenes møde blive mere eller mindre institutionaliseret, fordi nogle synes, det giver mening at drøfte emner af fælles interesse og fordi omverdenen med tiden får en forventning om, at mødet kan noget.

Folkekirken blev ikke født med et kirkemøde i 1849. Der var ganske vist folk omkring Grundlovens udarbejdelse, som godt kunne have tænkt sig noget i den stil, men folkekirkeordningen er, som bl.a. kirkehistorikeren Anders Holm har påpeget, i høj grad et kompromis mellem tre af 1800-tallets kirkelige strømninger: H.N. Clausen og D.G. Monrad talte for en synodal kirkeforfatning til at arbejde med kirkens indre anliggender (altså en ordning med en form for besluttende kirkemøder, eller synoder, indgår), J.P. Mynster ønskede en moderat videreførelse af statskirken, og N.F.S. Grundtvig talte om en fri statskirke med frie menigheder og med sognebåndsløsning og præstefrihed. De tre strømninger levede videre på kryds og tværs i 1900-tallet som en folkekirkelig tradition for kompromisser og balance mellem let statslig styring, tiltag med en selvstændig forfatning og moderat kirkeligt anarki, der har været det realpolitiske spillerum i folkekirkens historie, som Holm præcist udtrykker det.

Sådan har den interne folkekirkelige dynamik været og er det for så vidt stadig. I disse år synes at være tættest trængsel i det synodale ringhjørne, om end nogle bevæger sig endog meget nølende i den retning. Modtagelsen af udspillet i Selskab for Kirkeret forleden var således trods stærkt kritiske røster i forhold til udvalgte dele venlig set i sammenligning med den modtagelse, som Kirkens Mund og Mæle fik i 1992, selvom kirkeretsselskabet har overtaget store dele af forslaget fra dengang. Målt på de tre strømninger fra 1800-tallet er selskabets udspil i øvrigt også ganske statskirkeligt i betrækket med bestræbelsen på at fastholde folkekirken som en del af den offentlige forvaltning mens frihedsperspektivet søges tilgodeset, ved at frihedsrettigheder som fx sogne- og stiftsbåndsløsning tænkes indskrevet direkte i en forfatningslov, hvilket ifølge selskabet markerer deres særlige status (hvad det så end betyder i praksis).

Er spørgsmålet om kirkemødet en central markør i den folkekirkelige diskussion, så må man til gengæld notere sig, at Selskab for Kirkeret med sit udspil bliver stikkende i en 1900-talsproblematik ved ikke samtidig med en forfatning for folkekirken at realisere Grundlovens § 69, altså paragraffen om de fra folkekirken afvigende trossamfund. I en bredere politisk og samfundsmæssig sammenhæng er det et nok så afgørende spørgsmål også på sigt for folkekirkens legitimitet.

Spørgsmålet om kirkemødet og -rådet og deres beføjelser og magt er det kontroversielle spørgsmål i diskussionen om en kirkeforfatning. Men den diskussion kommer forhåbentlig ikke til at blokere for, at folkekirken også i det 21. århundrede kan blive gennem- og gentænkt. Det helt afgørende spørgsmål er jo: Har folkekirken den organisering, der fremmer formålet bedst? Hvis ikke så må vi da ændre på tingene og give det en lov, der passer til.

Birgitte Stoklund Larsen er leder af Grundtvig-Akademiet og redaktør af Dansk Kirketidende.

Birgitte Stoklund Larsen er leder af Grundtvig-Akademiet og redaktør af Dansk Kirketidende. Foto: Leif Tuxen.