Hvad er det bedste ved kristendommen?
Det er tilgivelsen og næstekærligheden, som er så stærke begreber og værdier, at de er universelle, og at livet ikke var værd at leve uden dem. Men omvendt har tilgivelse og næstekærlighed ikke altid noget med den konkrete religionsudøvelse at gøre.
Jeg er for eksempel opvokset i et stærkt indremissionsk miljø med bordbøn både før og efter maden, med fast kirkegang og med en barndom i FDF, så jeg ved, hvad det vil sige, når religionen bliver til tvang, og så mister man let respekten for kirken.
Jeg meldte mig i hvert fald ud af folkekirken, da præster stod og velsignede Vietnamkrigen tilbage i 1960'erne. Det kunne jeg slet ikke få til at hænge sammen med netop næstekærligheden.
For det er ikke, fordi jeg ikke har en tro. Det har jeg. En stærk tro på netop næstekærligheden og tilgivelsen, men det er en tro på medmenneskeligheden, som trives bedst i frihed og løftet ud af folkekirken.
Og det siger jeg, selvom jeg kender mange præster, og altid har arbejdet godt sammen med præster, især i JuniBevægelsen, som havde stor opbakning fra præster - og biskopper.
Nu husker jeg ikke, hvad det var for en EU-afstemning, men internt lavede vi sjov med, at 9 ud af 10 biskopper ville stemme på os. For det vidste vi, at de ville. Men da ikke alle ville stå frem med deres holdning offentligt, måtte vi lade være med at lave en valgplakat med dét slogan. Det kunne ellers have skabt opmærksomhed.
Hvad er det værste ved kristendommen?
Det er alle de horrible overgreb, der er sket i kristendommens navn som for eksempel korstogene samt den udsmidning og de drab på ikke-døbte børn, som skete i kolonitiden, inden fangerne blev sejlet til Vestindien. Danske præster og myndighedspersoner skilte simpelthen mødre og børn i kristendommens navn og smed børnene i grøften, så de kunne ligge der og dø, som det er beskrevet i Thorkild Hansens bøger. Disse såkaldt kristne behandlede deres ikke-kristne medmennesker som dyr i Herrens navn, men det havde intet med kristendom at gøre. I virkeligheden var der tale om ren ondskab og barbari.
Hvad er det bedste ved folkekirken?
Det bedste ved den danske folkekirke er, at vi er frie for stærke sekter og har en rummelig kirke. I mange andre lande er der stor konkurrence, og kirkerne slås indbyrdes om såvel folks gunst som om penge. Det gør man ikke i Danmark. Tværtimod. Her er der ingen, der nedgøres. Der er også penge nok, både til at vedligeholde de smukke, gamle monumenter, som kirkerne er, og til at aflønne præsterne. Ja, i Danmark er folkekirkepræsterne - og lærerne - betalt af staten, så de har tid til at tænke sig om. Der er simpelthen tale om fritænkeri på statens vegne. En anden fordel er, at præsterne er gode til at organisere og forbinde det lokale samfund og ikke forlanger afspadsering.
Hvad er det værste ved folkekirken?
Nu kan jeg ikke lide ordet værst, for jeg vil ikke nedgøre folkekirken. For selvom jeg ikke er medlem af folkekirken og ikke har været det i flere årtier, og det er jeg helt åben omkring, så går jeg dog til gudstjeneste indimellem, og jeg holder som sagt netop meget af rummeligheden i den danske folkekirke. Men når det er sagt, så er folkekirken også kedelig og trænger til modernisering, især i måden som gudstjenesterne afholdes på.
Hvad er det bedste ved gudstjenesten?
Fællessangen er et gode, men ellers er det svært at finde på noget, undtagen de gange, hvor prædikenen har substans.
Nu har jeg været til en del begravelser, og der oplever jeg stor forskel på prædikener. Der er de dårlige, hvor det virker, som om præsten bare har skiftet navnet på afdøde ud. Men der er også de gode, hvor man kan høre, at præsten har gjort sig umage og skrevet en meget personlig prædiken, som gør, at vi efterladte kan forlade kirken oprejste og med et smil på læben, mens vi med taknemmelighed mindes den afdøde.
For en bisættelse eller en begravelse handler om at mindes og få sagt de ting, der skal siges - og så hjælpe de efterladte op igen. Den klassisk-danske version med at gå grædende ud giver ikke mening.
Hvad er det værste ved gudstjenesten?
Det værste er netop for megen sørgmodighed, både i forbindelse med begravelser og bisættelser og i det hele taget. En typisk dansk gudstjeneste er så kedelig, at en katolsk begravelse er mere morsom. Her sker der i det meste noget med både røgelse, fagter og alt det andet, som katolikkerne bruger.
Det sker derimod ingenting til en dansk gudstjeneste, som er så langtrukken, at jeg ikke ville nænne at slæbe mine børn med i kirke.
Jeg savner med andre ord det liv og den glæde, som jeg har oplevet i Martin Luther Kings kirke i Harlem, på de vestindiske øer og i afrikanske kirker i Uganda. Her kommer folk med nyvasket hår og iklædt deres fineste søndagstøj og synger og danser hver søndag formiddag. Her er Vorherre både lystig og rummelig. Her er der humør og humor, og kirken er både et sted for gudsdyrkelse og for socialt samvær, men også i specielle situationer et sted for politik.
Jeg husker især, da jeg sammen med en række andre politiske ungdomsledere fra Europa var i Harlem i New York i november 1972. Det var det år, hvor Nixon stort genvandt præsidentposten, men det vidste vi jo ikke endnu. Den demokratiske vicepræsident-kandidat Kennedys svoger Sargent Shriver, som var hvid, var på besøg i Harlem. Og præsten, som var sort ligesom menigheden, tog Shriver og førte ham op ad kirkegulvet og holdt en prædiken, der var lige så meget politik, som den var forkyndelse. I Danmark ville noget sådant være utænkeligt, men i et stærkt race- og klassedelt USA og i en kirke, hvor alle var sorte, gav det mening. For alle var i samme båd, og alle ville stemme på den demokratiske kandidat.
For mig var det fantastisk at opleve, at kirken samtidig også var et udtryk for et socialt behov. Det savner vi i Danmark. For ja, jeg tror, at jeg ville overveje at melde mig ind i den danske folkekirke, hvis den blev mere livsglad. Eller hvis min ven Pia Raug og andre med samme format optrådte noget mere.
Der skal i hvert fald ske noget mere kollektivt og samlende, som appellerer til menigheden og involverer. Men jeg tror ikke på det. Så jeg glæder mig i stedet til at komme til Uganda senere på vinteren, hvor jeg skal ned at skrive - og i kirke. Jeg går ofte i kirke, når jeg er i Afrika eller på De Vestindiske Øer.
Hvad er det bedste ved det multireligiøse samfund?
Det bedste ved det multireligiøse samfund er, at vi opfylder konventionerne om religionsfrihed og om retten til ikke at tro. For begge dele er vigtige. Det handler om tolerance og oplysning, som også Grundtvig var inde på.
To andre, der holdt meget af Grundtvig, var mine gode venner Ebbe Kløvedal Reich og Ib Spang Olsen, som var med ved dannelsen af JuniBevægelsen. Vi var næsten en slags treenighed der, som vi også skal være det efter livet. Det er nemlig arrangeret således, at jeg til sin tid skal hvile på Assistens Kirkegård lige i nærheden af mine to gamle venner. Så kan vi fortsætte samtalen. Ikke at jeg glæder mig til det, men jeg er glad for, at det bliver sådan.
Hvad er det værste ved det multireligiøse samfund?
Når troen trækkes ud i det offentlige rum og bruges til at bekæmpe folk med en anden tro - eller når troen bruges politisk. For det duer ikke, at vi ikke accepterer andre, eller søger at pådutte dem en tro, som de ikke selv har bedt om. Tro er en privatsag, som ikke kommer andre ved.