På et sommerkursus på Silkeborg Højskole er det ikke kun akademikere og teologer, der stiller livets store spørgsmål

På et af Silkeborg Højskoles sommerkurser mødes unge og ældre, mænd og kvinder, troende og ikke-troende for at tale om livets store spørgsmål. Her henter de inspiration til studierne, hverdagen og en kommende præstegerning

Mange deltagere var mødt frem for at diskutere de grundlæggende spørgsmål i livet på Silkeborg Højskole, og der både unge og ældre, troende og ikke-troende. - Foto: Niels Aage Skovbo/FOKUS.
Mange deltagere var mødt frem for at diskutere de grundlæggende spørgsmål i livet på Silkeborg Højskole, og der både unge og ældre, troende og ikke-troende. - Foto: Niels Aage Skovbo/FOKUS.

Solen skinner lavt over Silkeborg Langsø, og der er godt gang i gasgrillen på terrassen bag Silkeborg Højskole. Der dufter af stegte pølser og majs, rosévin og øl, og snakken summer livligt ved træbordene, hvor kursusdeltagerne er bænket. En svag brummen fra motorvejen ligger som en tone under samtalerne, men ellers er den travle hverdag langt væk. Og det er ikke smalltalk, der præger samtalerne. Tværtimod hvirvler ord som ”eksistentialisme”, ”Kierkegaard”, ”gammeltestamentlig” og ”præstationskultur” hen over bordene, hvor 48 kursister fra ugekurset ”En på eksistensen” nyder den lune sommeraften. De fordøjer både grillmad og de seneste dages input i form af foredrag og workshops med overskrifter som ”Påbudssamfundet fra indre mission til ydre moral” og ”Troens morderiske ridder?”. Og de diskuterer spørgsmål som ”Hvad ville Kierkegaard egentlig have os til at lære af Abraham?”.

Det overordnede tema for kurset er, hvad det gør ved os som mennesker, at vi i dag i højere grad end tidligere lever i en kultur og et samfund, hvor vi på mange måder er fri af fortidens forbud, men til gengæld underlagt en masse påbud. Vi stiller høje idealer op for os selv, som er umulige at indfri, og stress, angst og depression er blandt symptomerne på det pres, vi lægger på os selv.

”Det er nogle virkelig vigtige spørgsmål, som det er en kæmpe luksus at have en uge til at reflektere over sammen med andre, der også interesserer sig for det eksistentielle. Jeg har brug for at trække mig lidt tilbage og tænke over tingene. Jeg tror, at det gør mig mere robust,” siger 25-årige Mikkel Førrisdahl, der er nyuddannet maskin-ingeniør og også har en snedkeruddannelse med i bagagen.

”Mens jeg uddannede mig, søgte jeg nogle miljøer ved siden af studiet, hvor jeg kunne reflektere over de store spørgsmål i livet og få input, som udfordrede mig. Det fandt jeg i KFUM og KFUK og ikke mindst i Danmarks Kristelige Gymnasiastbevægelse. Det var for eksempel der, jeg blev introduceret til teologen Søren Kierkegaard, som jeg er en stor fan af, og som jeg også kom til at kende mere til, da jeg gik på et langt kursus her på højskolen for fem år siden,” siger han og tilføjer, at han har en citatliste med Kierkegaard-citater på sin telefon, så han kan få sit daglige input af teologi og filosofi.

”Jeg prøver at have det med mig i hverdagen, men det giver noget ekstra med en uge som denne, hvor alt andet er sat på standby, og hvor jeg møder mennesker, jeg ellers aldrig ville møde. Forleden havde jeg for eksempel en lang snak med nogle fyre, som har rejst meget i Indien og er optaget af meditation og østlig spiritualitet. Den ene fortalte om sin mor, der har både tarotkort, Buddha-statuer og et katolsk krucifiks stående i sit soveværelse. Det er helt anderledes end min egen baggrund i et mere traditionelt kirkeligt miljø,” fortæller Mikkel Førrisdahl.

På grund af coronarestriktionerne er deltagerne på sommerkurset delt op i såkaldte familiegrupper, sådan som højskoleeleverne på de lange kurser plejer at være, og ved alle måltider og under fællessang fra Højskolesangbogen skal man være sammen med sin familiegruppe. Grupperne er blandet på tværs af køn og alder, og det giver en vis mangfoldighed, for aldersspredningen går fra 20 til 92 år, og også på andre måder er deltagerne meget forskellige, fortæller 24-årige Thea Haunstrup, der er teologistuderende ved Aarhus Universitet og snart færdig med sin bachelor.

”Jeg er vokset op med kirkegang og har derfor et vist kendskab til Bibelen og til en del af de temaer, vi diskuterer. Jeg har også stor interesse for filosofi – også af den slags, der ikke har religiøs bagklang. Så det er virkelig inspirerende for mig at være her, fordi jeg både får teologiske input og filosofiske perspektiver,” siger hun.

Thea Haunstrup var på et lignende kursus på Silkeborg Højskole sidste sommer. Her oplevede hun, at oplæggene og diskussionerne med de øvrige deltagere gav hende en masse akademiske input og nye perspektiver på hendes eget fag. Dem tog hun med sig hjem i form af fornyet lyst til at studere og fordybe sig i teologien. Hun var derfor ikke i tvivl om, at hun ville på sommerkursus i Silkeborg igen i år, og også denne gang oplever hun, at den sammensatte gruppe kursister giver hende noget, som hun ikke får i sin hverdag som studerende.

”Teologien handler jo ikke kun om Gud, men også om, hvad det vil sige at være menneske, og det er spørgsmål, som også filosofi og psykologi beskæftiger sig med, og som vedrører alle mennesker. Det kan man mærke her, for vi er meget forskellige, men alle har noget at bidrage med. Jeg har for eksempel talt med nogle psykologistuderende, som har en meget anden tilgang til mange af spørgsmålene, end jeg har, men vi har det tilfælles, at vi skal ud og møde mennesker i nogle af de vigtigste – og indimellem sværeste – situationer i deres liv,” siger Thea Haunstrup.

Ved samme bord sidder 56-årige Birgitte Stokbro, der er uddannet i biologi, engelsk og italiensk og har arbejdet som gymnasielærer i mange år, men nu studerer brasiliansk og psykoterapi. Hun har valgt at bruge en uge på Silkeborg Højskole, ”fordi kurset handler om nogle af de store spørgsmål, man har god grund til at dvæle ved i den sidste halvdel af livet”. Hun er især optaget af, hvordan den store frihed til at vælge kan gøre det sværere at navigere i livet.

”Jeg tror, at mange har svært ved at finde deres indre kerne, fordi de er så optagede af at præstere og gøre sig gode nok i andres og egne øjne. Vi kan blive så optagede af at lykkes, at vi glemmer vores værdier og kærligheden til næsten. Jeg tror, vi skal finde vores indre kerne, og for mit eget vedkommende kan jeg især finde den i naturen. Her finder jeg ro, afklaring og styrke, og jeg forbavses, forundres og bliver taknemlig,” siger hun, og fortsætter:

”Men jeg finder også inspiration ved at møde mennesker et sted som her, hvor alle er klar til at indgå i dialog om de store spørgsmål.”

Thea Haunstrup er enig.

”Man kan nemt blive lidt indforstået i en boble af ligesindede på teologistudiet. Men de mennesker, jeg skal ud og møde som præst, er jo ikke kun dem, der synes, at det giver mening at gå i kirke. Så det er vigtigt at blive mindet om, at det ikke kun er akademikere og teologer, der stiller de store spørgsmål i livet. Det er en god øvelse at møde folk, som slet ikke kender til teologien som fag og stiller de helt basale spørgsmål, så jeg bliver tvunget til at forklare mig bedre,” siger hun.

Den ene af kursuslederne Christian Hjortkjær er ph.d. i teologi og har netop udgivet bogen ”Utilstrækkelig – hvordan den nye moral gør de unge psykisk syge”. Han mener, at ”højskoledagens nærmest klosteragtige rytme gør det muligt for deltagerne at koncentrere sig om de store spørgsmål og fordybe sig, fordi alt andet bliver siet fra i en uges tid”. Et af hans mål med kurset er at invitere universitetet ind på højskolen ved at give deltagerne foredrag på højt akademisk niveau, der kan tiltrække studerende.

”Men det er vigtigt, at det foregår på højskolen, hvor diskussionerne kan åbne sig på en anden måde, fordi alle engagerer sig som mennesker og lærer af lyst,” siger han.

Og lyst og engagement går da også igen, da aftenens program fortsætter med digtoplæsning med den anden kursusleder, digter, litteraturforsker og germanist Søren R. Fauth, samt forfatter Victor Boy Lindholm under overskriften ”Vi cykler rundt i livet!”.