Prøv avisen
Tro&tvivl

Det er ikke synet, men livssynet, som det kommer an på

Agnete Odgaard-Jensen mistede sine forældre i en alder af henholdsvis 20 og 30 år, og hun blev blind i løbet af én nat, da hun var 25 år. Alligevel siger hun, at hun endnu har til gode at møde det menneske, som hun vil bytte liv med. – Foto: Cathrine Ertmann/Ritzau Scanpix

Siden hun var 25 år, har Agnete Odgaard-Jensen været blind. Alligevel kan hun ikke forestille sig sit liv bedre, end det er

Hvordan vil du beskrive din tro?

Som en helt ligetil og naturlig kristentro, jeg bærer med mig overalt. Det at bede til Gud er noget selvfølgeligt for mig. Min søster, som jeg er meget tæt på, fik for eksempel kræft for nogle år siden, og der bad jeg indtrængende om hendes helbredelse, og hun er heldigvis også rask i dag. Men det behøver slet ikke at være så voldsomt og dramatisk. Også i dagligdagens små situationer kan jeg bede Gud om hjælp eller vise min taknemmelighed i en bøn. Det giver mig en god ro at vide, at Gud altid er i nærheden og kan nås med en bøn.

Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

Jeg er vokset op i et strengt indremissionsk miljø i Vestjylland, hvor kirkegang om søndagen var noget, som min søster og jeg skulle med til, undtagen de søndage, hvor vi kom i søndagsskole. Ingen af delene var vi særligt glade for, og det er sikkert også derfor, at jeg sjældent går til gudstjeneste i dag, selvom jeg er troende. Men når det er sagt, så var mine forældre udover at være stærke i troen meget kærlige, og jeg elskede dem højt. Vi manglede aldrig noget, og der var masser af opbakning til os, også da vejen førte mig væk fra hjemmet og til Aarhus. Jeg var 17 år, da jeg skulle på gymnasiet. Ja, min mor var nærmest lettet over, at jeg ikke tog til Sønderborg på syskole, for det havde betydet, at jeg kun var kommet hjem fire gange om året. Nu kunne jeg komme en gang om måneden og i ferierne, og så var jeg i Aarhus også i nærheden af en af hendes veninder, og kom fast hjemme hos dem og var med dem i Fredens Kirke. Det betød meget for min mor, som jeg også ved afrejsen hjemmefra lovede at blive ved med at være troende, og det er et løfte, som jeg har holdt.

Hvad har udfordret din tro?

Det har det at miste synet. Jeg fik konstateret diabetes 1, da jeg var 13 år, og en af komplikationerne til sukkersyge kan være den blindhed, som ramte mig, da jeg var 25 år, men som heldigvis kun rammer de få. Men jeg var lige blevet færdiguddannet og havde kun nået at arbejde 10 dage som beskæftigelses- vejleder, da jeg vågnede en morgen og var blevet blind i løbet af natten. Det var et chok, og jeg skulle nu i gang med en helt anden tilværelse. I begyndelsen kunne jeg have svært ved det hele. Men jeg bestemte mig hurtigt til, at jeg ikke ville blive bitter, og min tro og mit lyse sind har også hjulpet mig. Om det lyse sind så er en arvelig belastning eller en miljøskade, havde min far og jeg mange samtaler om – især efter min mor døde, da jeg kun var 20 år – og indtil han døde, da jeg var 30 år. Men tilbage står, at hvor der er vilje, er der vej, og nu er det altså mig, der står på den her vej i livet. Og det er ikke synet, der skal afgøre, hvordan mit liv bliver og kan folde sig ud, det er livssynet, så derfor måtte jeg også starte min egen foredragsvirksomhed i 2009, da Dansk Blindesamfund nedlagde den informatør-ordning, som jeg ellers havde arbejdet for siden 1979. For de gode historier om livslystens betydning skal fortælles.

Hvad har formet den tro du har i dag?

Selvfølgelig min opvækst, som nok var indremissionsk, men jeg lærte meget om kærlighedens og kristendommens væsen fra mine forældre, men også fra min svigermor, som var det sødeste menneske og fra min fars hustru nummer to. Hun havde været sygeplejerske i Bahrain, Jordan og flere steder endnu, og hun havde et internationalt udsyn. Både min svigermor og min fars nye hustru var kristne kvinder, men på en anden måde end mine forældre, så via de to lærte jeg om en mere afslappet måde at være troende på, som nok er tættere på den tro, jeg selv praktiserer. Den har dybe rødder i hverdagen og i at møde mine medmennesker dér, hvor de er i livet. For nu er det min tur til at give noget videre til min søsters børn og børnebørn.

Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?

Ja, allerførst vil jeg sige, at jeg endnu ikke har mødt et menneske, som jeg vil bytte tilværelse med, for mit liv kan ikke blive bedre end det er. Jeg hviler i min tro og lever et fuldt og godt liv. Jeg ser muligheder og bruger min tid på i bøger og foredrag at fortælle om den livslyst og det livsmod, som gør hele forskellen, også selvom jeg ikke har kunnet se i mere end fire årtier. For det er tilgangen til livet, det handler om. Jeg husker for eksempel en ældre dame på et plejehjem, der engang sagde til mig i forbindelse med et foredrag, at jeg bare skulle vente, til jeg havde været blind i ligeså mange år som hende, så ville jeg også have glemt, hvordan farverne så ud. Men hun skulle tage fejl, bestemte jeg mig til. Og jeg kan i dag sagtens huske farverne, ja, jeg drømmer indimellem i farver. Og jeg går også op i at være velklædt og have farver på, der klæder mig både til hverdag, og når vi rejser på krydstogter, hvilket vi gør så meget som muligt. Derudover er jeg leder af to mødesteder for synshandicappede.

Hvem er forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?

Det er egentlig min mands forbillede. Men da han og jeg har kørt et tæt parløb gennem et langt liv, er det også blevet mit forbillede på en slags omvendt facon. Der er tale om en blind mand, som min mand, Frank, kendte, og som ikke kunne holde sin blindhed ud, så han endte med at tage livet af sig selv. Det fik Frank til at sige til mig, dengang jeg blev blind: ”Det skal ikke ske for os”. Og det er heller ikke sket, vi er ikke gået til i fortvivlelse og sortsyn, men har bevaret livsmodet. Vi kan til gengæld godt blive vrede, når nogen siger eller antyder, at det vel nok er flot, at Frank er blevet hos mig trods mit handicap, men sådan er det ikke. Der er tale om ren kærlighed, og om at vi trods min blindhed stadig er et helt almindeligt ægtepar med de op- og nedture, som det indebærer.

Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?

I dag gør jeg stort set alt, hvad en seende gør, men sådan var det ikke i starten, hvor jeg for eksempel kunne spørge min mand, om ikke han lige ville tage det fad ud af ovnen, og så svarede han: Jo, det vil jeg godt, men jeg vil ikke, før du selv har prøvet. Og så måtte jeg gøre det, og ofte lykkedes det også. Senere har han så fortalt mig, hvordan han var nødt til at stille sig med ryggen til for ikke at skulle se på, at jeg famlede mig frem. Men essensen er, at jeg lærte det, fordi jeg prøvede, og netop dette at prøve, selvom noget virker svært, ja måske endda umuligt, er en livets lektie, som kan bruges i alle sammenhænge.