”Er der plads til os?”, spørger et ægtepar, som kommer gående gennem perlegruset på kirkegården ved Assing Kirke cirka 15 km syd for Herning.
”Ja, træd endelig nærmere. Der er masser af plads,” siger Edith Knudsen, der er formand for menighedsrådet og smiler.
Manden og kvinden stopper foran døren ind til den 900 år gamle romanske landsbykirke.
”Det er jo lidt ligesom juleaften. Så vi tænkte, at vi hellere måtte komme i god tid,” svarer kvinden.
Edith Knudsen nikker:
”Ja, det er det næsten også. Det er skønt at være her igen.”
Så tilføjer hun:
”Når I kommer som par, så må I gerne sidde rigtig dejlig tæt, for så er der plads til en mere i den anden ende af bænken.”
Ægteparret smiler, og manden replicerer:
”Jamen, vi sover da også stadig sammen.”
Edith Knudsen trykker to gange på en lille tæller i metal, hun står med i hånden. På den måde holder hun mandtal og skal sørge for, at der ikke kommer flere end 40 kirkegængere ind i kirken denne Kristi himmelfartsdag, hvor der er gudstjeneste i Assing Kirke for første gang, siden corona-pandemien fik Danmark til at lukke ned.
”Det er mig, der skal være mutter skrap i dag, hvis det bliver nødvendigt at afvise nogen. Det er lidt skræmmende, for det vil føles helt forkert at sige nej til nogen, der gerne vil i kirke. Omvendt tror jeg, at vi nu alle har vænnet os til, at det er her noget, vi skal tage alvorligt. Så jeg tror ikke, at nogen vil protestere,” siger hun.
Edith Knudsen har savnet at gå i kirke og mærke det fællesskab, som gudstjenesten giver. Ikke mindst det at synge sammen igen bliver dejligt, synes hun.
”Vi plejer at have kirken så godt som fyldt, og da vi fik nyt orgel for syv år siden, skyldtes det faktisk blandet andet, at menigheden sang så godt med, at vi overdøvede orglet,” siger menighedsrådsformanden og hilser med et smil på organisten, der ankommer i det samme.
”Så skal vi holde gudstjeneste igen med et brag af musik og sang,” siger hun til organisten.
I Assing Kirke har man valgt at holde gudstjeneste med sang, men uden altergang Kristi himmelfartsdag og på søndag.
”For at overholde restriktionerne går jeg og kordegnen ned til bænkene og uddeler brød og druesaft. Så det bliver ikke altergang, men nadver,” forklarer sognepræst Klaus Buch Møberg.
Han glæder sig til at holde gudstjeneste og ikke mindst til at være i kirken sammen med menigheden. I løbet af de seneste måneder har han holdt nogle andagter i kirkerummet, som han har optaget på video og lagt ud på kirkens Facebook-side. Også i dag bliver gudstjenesten optaget på video, så de, der ikke dukker op, kan komme i kirke virtuelt senere på dagen.
”Jeg ved, at nogle – især af de ældre – ikke tør komme i kirke endnu. Nogle er blevet meget bange og føler nærmest, at corona lurer på dem lige uden for døren. Frygten har sat sig i mange. Det har jeg mærket under de hjemmebesøg og sjælesorgssamtaler, jeg har haft på det seneste,” fortæller præsten.
Af samme grund er han spændt på, hvor mange der dukker op denne formiddag.
”Vi har heller ikke haft mulighed for at annoncere i ugeavisen, som vi plejer, fordi retningslinjerne blev meldt så sent ud, så det er ikke alle, der overhovedet ved, at vi holder gudstjeneste i dag,” siger han.
Menighedsrådsformanden kigger på uret. Den er 9.50, og der er kun kommet fem kirkegængere. Men så dukker et par stykker mere op, blandt andre en ældre mand, som forsigtigt spørger, om der er plads nok.
”Ja, bestemt,” svarer Edith.
”Det er under lidt andre former, men nu skal vi holde gudstjeneste.”
Den ældre mand nikker.
”Det er samme sted og samme ord. Så det skal nok blive godt.”
En kvinde, som er kommet cyklende i solskinnet, tøver med at gå ind og forklarer, at hun ikke vil tage plads op for de faste kirkegængere.
”Du er da også fast kirkegænger,” svarer Edith Knudsen og tilføjer, at hun som menighedsrådsformand går meget op i, at kirken skal favne bredt og være et sted, hvor alle føler sig velkomne.
”Så du går bare ind og nyder det,” siger hun til den tøvende kvinde.
”Ja, det vil jeg gøre, det har været en hård tid,” lyder svaret.
Et kvarter senere går gudstjenesten i gang. Der er 15 mennesker i kirkerummet, inklusive præst, kordegn, organist og et par frivillige, som ikke tæller med. Tælleren nåde op på ti, så der er langt til det næsten fyldte kirkerum, som Klaus Buch Møberg er vant til at kigge ud på, når han byder velkommen til gudstjeneste.
Men Klaus Buch Møberg glæder sig over at have en menighed i kirken igen, og han smiler, da den første salme bruser op under bjælkeloftet: ”Det dufter lysegrønt af græs / i grøft og mark og enge. / Og vinden kysser klit og næs / og reder urtesenge…”
Under prædikenen taler han om frygten, som præger samfundet og styrer lovgivning og restriktioner.
”Lige nu føler vi os lukket inde – med god grund – for vi er begrænset af restriktioner og lovgivning og af frygten for smitte. Kristi Himmelfart handler også om smitte, men en god smitte. Vores tro på Jesus er ikke noget, vi kan holde for os selv. Vi skal ud og møde andre,” siger han.
Efter gudstjenesten tager han afsked med kirkegængerne med smil og siger tak for, at de kom.
”Det var godt at være her igen,” siger en ældre mand.
”Ja, det er vi mange, der synes,” svarer Klaus Buch Møberg.