Tror I på noget?
Lærer Susanne Fisker skriver spørgsmålet på den digitale tavle og vender sig så mod de 14 småsnakkende elever i 8.a på Bavnehøj Skole i København.
”Jeg ved, at der er flere af jer, der tror på noget. Mange af jer er muslimer, og mange er blevet konfirmeret. Men prøv også at sætte nogle flere ord på det,” siger hun.
Eleverne har kristendomskundskab, og Susanne Fisker har valgt, at de skal begynde timen med i grupper at drøfte deres forhold til tro. Hun skriver tre spørgsmål mere op på tavlen, som samtalen skal tage udgangspunkt i: Hvad tror de på, hvad betyder tro for dem, og hvordan praktiserer de troen?
Spørgsmålene vil give forskellige svar. For Bavnehøj Skole i København har cirka 40 procent elever med anden etnisk baggrund end dansk, og i 8.a er cirka halvdelen af klassens elever muslimer. Og netop den sammensætning kan ifølge forskere have særlig indflydelse på elevernes forhold til tro. Mere præcist gør mødet med elever med en anden religion og med en synlig religiøs praksis unge mere afklarede med, hvad de selv tror på, lyder det blandt andet fra leder af Center for Ungdomsstudier Søren Østergaard.
I klasselokalet går gruppearbejdet i gang.
”Okay, tror I på noget?,” spørger en dreng de to andre, han er i gruppe med. De svarer begge islam og spørger tilbage, om han er kristen. Han siger ja, og gruppen går videre til spørgsmålet om, hvad troen betyder for dem.
”Alt,” lyder svaret fra de to muslimske drenge.
”Ikke særlig meget,” lyder det fra den kristne.
Hvor de to muslimske elever forsøger at bede flere gange om dagen, eller i hvert fald om fredagen, så beder den kristne dreng aldrig.
”Hvad gør du så?”
Drengen trækker på skuldrene og nævner, at der jo er de kristne højtider.
Ved et andet bord fortæller en pige, at hun synes, at det med religiøse ritualer som den muslimske bøn lyder som spild af tid.
”Spild af tid? Så du er for doven til at give Gud lidt tid af din dag?”, spørger hendes sidekammerat, som selv er kristen.
”Nej nej, jeg siger bare, at min personlige holdning er, at det virker som spild af tid at skulle bede bøn fem gange om dagen for eksempel,” svarer pigen.
Hun hedder Jasmin Staal og beskriver sin tro som en blanding af mange ting. Hun fravalgte konfirmationen, fordi det føltes forkert, når hun faktisk ikke troede på den kristne Gud.
”Jeg tror ikke på noget som sådan. Jeg kan ikke identificere mig med én religion, men tager fra forskellige og samler til min egen,” siger hun og nævner som eksempel De Ti Bud.
”Så tror du vel på forskellige religioner?”, spørger en elev, hvortil hun svarer nej.
”Sådan synes jeg ikke man kan sige det. Men jeg tager lidt fra de forskellige.”
Klassekammeraten Miia Nilsson siger, at hun også tror, man kan kombinere forskellige religioner, og at ingen jo skal bestemme, hvad den enkelte skal tro på. Hendes sidekammerat Camille Jensen er enig.
”Ens tro er noget, man selv bestemmer over. Den kan man selv vælge til og fra. På en måde er tro vel en følelse. Den er ikke noget, man kan se,” siger hun.
Blandt de muslimske elever er der færre, der taler om at kombinere forskellige religioner. Her bliver man muslim ligesom sine forældre, beder, faster under ramadanen og husker vigtigheden af at behandle folk lige og med respekt, lyder det.
Ahmed Al-Zawydee får ikke bedt de fem bønner, muslimer skal bede dagligt.
”Men jeg mener, at man bør bede. Ellers er man ikke rigtig muslim,” siger han, hvilket bringer protester hos nogle af de andre elever.
”Man kan ikke bestemme, hvornår andre er en rigtig muslim,” siger en.
En anden fortæller, at han selv praktiserer sin tro ved at faste under ramadanen, bede fredagsbøn og læse i Koranen.
”Hvordan får du tid til det, når du spiller så meget computer?”, afbryder en, og flere griner.
Og hvad så med ham selv, spørger læreren drengen, der afbrød.
”Jeg beder kun, når min mor siger, at jeg skal,” siger han.
De unge har ikke noget imod at drøfte religion med hinanden. Det sker, at emnet dukker op i frikvartererne, og flere elever husker engang, hvor det også ledte til stor diskussion. Men selvom de ikke altid er enige, er de glade for at kunne drøfte troen med hinanden, og ifølge Miia Nilsson lærer man også, at der er mange måder at tro på.
”Jeg synes, det er meget interessant at høre fra nogen, som ikke tror på samme måde som mig,” siger hun, og Camille Jensen supplerer.
”Det er faktisk enormt interessant at høre om andres tro. Det får en til at tænke på, hvorfor man tror, som man gør, og hvorfor nogle tror anderledes. Det er ikke, fordi man kommer til at tvivle på sin egen tro, men man overvejer lidt, hvorfor vi tror så forskelligt.”
Flere tvivler på, om de ville drøfte spørgsmålet om tro, hvis ikke de var så mange med en anden religion i klassen.
”Hvis jeg gik et sted, hvor jeg var den eneste troende, ville jeg nok ikke tale om det, og folk ville nok heller ikke spørge ind til det,” siger Miia Nilsson.
Jasmin Staal fortæller, at hun tidligere gik på en skole med få muslimske elever, og hvor alle havde det med tro lidt på samme måde som hende og blandede forskellige religioner sammen. Hun kan også huske at have talt lidt om tro med sine venner der, men mest, hvis de unges holdninger blev udfordret af nogen, som mente, at de havde den eneste rigtige måde at tro på.
”Vi sagde, at man ikke kan sige, at en religion er bedre end andre. Ingen er bedst.”