Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Det er menigheden, der skaber præsten

I den lokale Zoo i Brookfield skal dyrene også mærke, at det er halloween. De får derfor alle serveret græskar. Her ses den to år gamle isbjørn Hudson med sit græskar. Foto: Søren Staal.

Som præst kan man blive meget bedre til at prædike, hvis man lytter til menigheden. Det mener biskop Steen Skovsgaard, der netop har udgivet et hæfte med oplæg til samtaler om kirkens liv og vækst

Han havde prædiket om det fortabte får for en blandet gruppe af kirkegængere og medlemmer af hans kortklub. Budskabet var, at Jesus ofrer sig for os mennesker, som den gode hyrde ofrer sig for sine får. Men bagefter blev han klar over, at budskabet ikke var trængt lige godt igennem hos alle tilhørerne:

Nogle af dem fra min kortklub gad ikke blive sammenlignet med får. De syntes, det var for åndssvagt.

LÆS OGSÅ: Danskere nytolker kærlighedsbuddet

Kommentarerne fik biskop Steen Skovsgaard, manden bag prædikenen, da gruppen af tilhørere bagefter fik stillet nogle spørgsmål og blev bedt om at evaluere prædikenen som en del af et prædikenkursus i stiftet.

Og det blev lidt af en øjenåbner for biskoppen i Lolland-Falsters Stift, der i dag gerne ser, at menigheden kommer mere på banen og diskuterer præstens prædiken.

I det hele taget vil Steen Skovsgaard gerne have menigheden mere med i diskussioner om kirkens liv og vækst. I et nyt hæfte med titlen Hvad mener I?, der netop er blevet sendt ud til præster og menighedsråd i Lolland-Falsters Stift, skriver han en række afsnit om forskellige dele af gudstjenesten og det kirkelige liv. Og fordi bogen er tænkt som oplæg til debat, er der til hvert afsnit spørgsmål til overvejelse og drøftelse og plads til at skrive overvejelserne ned.

Mange ting i det kirkelige liv kan komme til at leve deres eget liv uden refleksion. Mit håb og ønske med hæftet er, at mange af de spørgsmål, som er vigtige for kirkens liv og vækst, bliver drøftet rundt i kirkerne. Så man finder ud af, om man vil det, man er i gang med, eller om man kunne tænke sig noget andet.

Debatten er vigtig på alle områder i kirkens liv, men især når det gælder prædikenen, er der behov for mere feedback fra menigheden, mener Steen Skovsgaard. I afsnittet om prædikenen stiller han blandt andet spørgsmålene Hvad er efter jeres mening en god prædiken? og Kan og skal man sige til præsten, hvad man synes om hans/hendes prædiken?.

Han spørger også, om der i menigheden og hos præsten er interesse for at lave en samtalegruppe om prædikenen noget, han ikke mener, finder sted mange steder, men gerne ser indført:

Jeg synes, det vil være en god idé, at man etablerer nogle grupper, hvor nogle fra menigheden efterfølgende diskuterer prædikenen med præsten, siger han.

I forbindelse med prædikenkurset omtalt i indledningen, hvor der blev lavet fokusgrupper, der skulle lytte til og bagefter sige deres mening om prædikenen, blev det klart for biskoppen, at menigheden har meget at sige:

Hele holdet havde oplevelsen af, at det var en fantastisk spændende øvelse at lade menigheden komme til orde og fortælle, hvad de egentlig syntes om prædikenen. Sommetider tror man, at menigheden er alt for tilbageholdende og forsigtig, men de vil meget gerne sige deres mening, når man stiller spørgsmål på den måde. Jeg er ikke i tvivl om, at man kan få meget bedre prædikener ved at lytte til menigheden, men jeg er også helt klar over, at det er følsomt for en præst at debattere prædikenen, fordi der ofte er hjerteblod og store følelser med.

Det kan dog få stor betydning for både præst og menighed, hvis de gør sig den ulejlighed at evaluere prædikenen, mener Steen Skovs-gaard og henviser til en kollegas erfaringer:

Jeg hørte en præst fra en af udlandskirkerne sige, at det var menigheden, der havde lært hende, hvad det vil sige at prædike og være præst. Hun havde haft prædikengrupper i sin menighed, og havde det ikke været for dem, havde hun ikke været den præst, hun er i dag. Det er sådan set også mit budskab: Det er menigheden, der skaber præsten. Derfor skal præsten lytte til menigheden og vide, hvor stor betydning den har.

I afsnittet om prædikenen er der også en tjekliste med spørgsmål, som præsten bør stille sig selv. Blandt andet om vedkommende er velforberedt, peger på Jesus, og om budskabet når tilhørernes hjerte.

En af de ting, Steen Skovsgaard lægger stor vægt på i en prædiken, er brugen af billeder. Han mener, at der altid skal være billeder, man kan knytte til ved, og som troen, hjertet og forstanden kan huske. Her er dog også en faldgrube:

Billeder er meget stærke, og det var også Jesu måde at forkynde på gennem lignelser. Men billeder er også farlige. De kan komme til at fylde så meget, at man ikke hører andet.

Og det er noget, Steen Skovsgaard har gjort sig erfaringer med i sine unge dage, så lad os afslutningsvis vende tilbage til dem:

Jeg havde været på konfirmandlejr, hvor vi havde fanget krabber. Jeg brugte det i en prædiken som et billede på dåben. Krabberne kom ind i rusen, som vi kommer ind i verden, og ud i den anden ende som dåben eller genfødslen. Da vi slap krabberne fri på stranden, skyndte de sig ud i vandet, og det brugte jeg som billede på dåbens frihed. Men en krabbe ville ikke tilbage i vandet, selvom jeg skubbede til den. Den sad bare der og viftede med sine krabbekløer. Så trådte jeg på den og maste den.

Og her må biskoppen undertrykke et grin for at kunne fortælle videre:

Jeg brugte det til at sige, at sådan gør Gud også, hvis vi ikke vil leve i vores dåbs nåde. Der kan man vist roligt sige, at billedet fik for meget magt over prædikenen, siger han, stadig med rester af latter i stemmen.

Det var dog ikke så meget biskoppens hårde ord som hans kvasen af krabben, der ramte tilhørerne:

De blev dybt chokerede og syntes, det var frygteligt, at jeg slog en krabbe ihjel. Det tog fuldstændig fokus fra prædikenen.

Hvad mener I?