”Det er nok en af de dage, hvor jeg tager en ekstra dyb indånding, inden jeg tager hjem”

Det kan være givende at være en del af et andet menneskes liv, der hvor det er allermest intenst, når livet skal slutte. Det erfarer Lene Pedersen, der i 11 år har været sygeplejerske på Hospice Diakonissestiftelsen, hvor der arbejdes ud fra et kristent menneskesyn

På de svære dage på Diakonissestiftelsens Hospice i København må sygeplejerske Lene Pedersen tage en ekstra dyb indånding, inden hun kører hjem. –
På de svære dage på Diakonissestiftelsens Hospice i København må sygeplejerske Lene Pedersen tage en ekstra dyb indånding, inden hun kører hjem. –. Foto: Leif Tuxen.

Der er dage på det lille hospice, som er særligt udfordrende. Dage, som kan være svære at glemme. Hvor et menneske bliver kørt væk i kiste, men hvor mindet bliver tilbage. I hvert fald for en stund. I dag skal vise sig at være en af de dage.

Man kan ikke undgå at blive berørt sådan en dag som i dag, fortæller sygeplejerske Lene Pedersen.

Hun har lige tilset den familie, der i nat blev ét familiemedlem mindre.

Det er nok en af de dage, hvor jeg tager en ekstra dyb indånding, inden jeg tager hjem. Det er min måde at lægge en bevægende dag bag mig på. Så kan jeg bedre gå hjem. Men i dag skal nok ende med at blive en god dag en dag, hvor jeg har gjort en forskel.

LÆS OGSÅ: I de svagestes tjeneste

Den ekstra dybe vejrtrækning er et fast ritual på svære dage. Inden 45-årige Lene Pedersen forlader arbejdet, stiller hun sig foran hospicet med Diakonissestiftelsens historiske kamtakkede røde murstensbygninger foran sig og fylder lungerne med livgivende ilt.

Hun har arbejdet på hospicet i 11 år. Et hospice, der som resten af den snart 150 år gamle institution har det diakonale menneskesyn med sig dag og nat.

Jeg kan godt lide værdi-grundlaget her. Der er mere plads til det enkelte menneske. Mødet med patienten og de pårørende er centralt, og det kristne grundlag om næstekærlighed fylder mere her. Det er der ikke tid til mange andre steder i min verden, siger Lene Pedersen, der har tilbragt næsten lige så lang tid på Hvidovre Hospitals travle hjerteafdeling som her på hospicet.

Hospicet med de 10 sengepladser er 16 år gammelt, men er en del af Diakonissestiftelsen og ligger klos op ad stedets store grønne have. Diakonissestiftelsen, der startede som søsterhjem og sygehus, har i mange år uddannet diakonisser og sidenhen diakoner, og selve sygeplejeuddannelsen tog sit udspring her i 1800-tallet.

Det, at vi er en del af noget større, gør noget andet, end hvis vi lå her alene. Stedet giver mig en historie, en fællesskabsfølelse og en stolthed, siger Lene Pedersen, mens hun kigger ud ad vinduet fra det lille hospice og ser på de høje klosterlignende bygninger.

LÆS OGSÅ: Diakonien er som saltet og surdejen

Hun tager sig til lommen, hvor hun har den bipper, som patienterne og de pårørende kan nå hende på. Der er et kald fra stue 4. Familien til den yngre kvinde, der døde i nat, har nu taget den første afsked. Kvinden er død af kræft og har været på hospicet i mere end dobbelt så lang tid som de gennemsnitlige tre uger, patienter er her. Det har været et langt forløb, og hun efterlader sig en stor familie herunder sin mand og to børn, som Lene Pedersen har lært godt at kende.

Familien forlader stuen for en kort stund og går ind i hospicets fællesstue. Her står en lysglobe med et kors på toppen, og flere fra familien tænder et stearinlys, mens de venter på, at de to bedemænd lægger børnenes mor i kiste. Stemningen er trykket, og det ene snøft afløser det andet snøft, der indimellem bliver til hulk, gråd og lange kærlige knus.

Jeg har lige holdt om veninden, som har været med til at passe børnenes mor de sidste par uger. Hun rystede og hulkede i mine arme. Det er hårdt. Jeg lukkede øjnene, mens jeg stod med hende. Men jeg er glad for, at hun nu har givet slip og kan græde. For mig handler næstekærlighed og det diakonale menneskesyn ikke kun om at møde patienten, hvor patienten er. Det handler også om at møde de pårørende, der hvor de er, fortæller Lene Pedersen og fortsætter:

Det møde, er der ofte ikke tid til på hospitalerne. Her på vores hospice er der et frirum, hvor mødet med det enkelte menneske er i højsædet. Når vi spørger de pårørende om, hvordan de har det, kommer spørgsmålet ofte bag på dem. For det er meget sjældent, at de oplever, at sundhedspersonalet interesserer sig for og har tid til dem. Nogle gange bryder de sammen og siger jeg har det ad helvede til. De har også brug for at blive set og hørt.

Selvom de bløde værdier er kernen i Lene Pedersens arbejde, er selve behandlingen også en central del. Og her er der sket meget de seneste år:

Tidligere kunne vi ikke drømme om at behandle patienterne på samme aktivitetsniveau som nu. Da jeg startede her, opfattede mange et hospice som et dødshus. I dag ved flere og flere, at det kan være en fantastisk oplevelse at være på hospice. I dag lægger vi drop, giver ofte antibiotika, kører patienterne ud af huset til kemoterapi og strålebehandling. Der en meget høj faglighed, og vi arbejder med palliation på specialistniveau, fortæller Lene Pedersen.

Hun er ikke selv specielt kristen. Som de fleste andre danskere er hun medlem af folkekirken, men det kan tælles på en hånd, hvor ofte hun kommer i kirken årligt. Men troen er en uundgåelig del af hendes arbejde. Hver onsdag er der andagt med hospicets deltidspræst, hvor Lene Pedersen indimellem deltager, og til højtiderne går forstanderinden, søster Merete Pelle Poulsen, fulgt af flere af hovedhusets frivillige og diakoner gennem dørene og synger en julesalme eller påskesalme.

Det kristne grundlag skræmmer mig ikke. Tværtimod. Jeg kan sagtens synge en salme og bede fadervor med patienterne. Og jeg elsker de traditioner, vi har her på stedet.

Der er ikke kun en særlig omsorg for patienterne. Også blandt hospicets 35 ansatte er omsorg en kerneværdi. Det blev tydeligt for Lene Pedersen for et par år siden, hvor hun og de andre pludselig mistede en tæt kollega. Da hun mødte til sin nattevagt, var forstanderinden taget over på hospicet for at se til aftenvagterne og nattevagterne:

Der er en hjertelighed og omsorg, som jeg ikke tror, man oplever mange andre steder. Forstanderinden bor selvfølgelig her på Diakonissestiftelsen, men det står jo ikke skrevet i hendes kontrakt, at hun skulle møde op i sådan en situation. Omsorgen er ikke til at komme uden om på Diakonissestiftelsen.

Inde på stuen har bedemændene lagt børnenes mor i den åbne kiste. Familien går hånd i hånd ind på stuen og tager den sidste afsked.

For Lene Pedersen er det sværere at være sygeplejerske på de dage, hvor det er et ungt menneske, der må af sted i kiste.

Det er så barskt. Det er svært at finde en mening med det. Man kan ikke finde en mening i meningsløsheden, siger hun.

Selvom familien og den døde kvinde har gjort et stort indtryk på Lene Pedersen, tror hun godt, hun kan slippe det igen, når hun kommer hjem til Hvidovre, hvor hun bor sammen med sine to børn. Kun få gange har hun oplevet, at hun ikke kunne slippe de afdødes historier, efter at hun kom hjem. Men det er undtagelsen:

Jeg synes, jeg arbejder meget med livet og med livskvalitet. Det kan godt være forløsende, når patienterne dør. For ofte har vi gjort en forskel for dem. Selvfølgelig bliver jeg også berørt. Men jeg bliver ikke ked af det. For det er ikke min sorg, siger Lene Pedersen.

På stue 4 har børnene set deres mor for sidste gang. De har taget afsked. Den ene af børnene har strikket en bluse, som moderen har på i kisten. De har også nogle små bøger med, som moderen har skrevet i, og som de har læst op af. Familien kommer ud og står på gangen, mens de venter på, at bedemændene lægger låget på kisten. En antydning af afklarethed præger nu deres ansigter, som de står der med hinanden i armene og venter. Bedemændene ruller kisten ud af stuen, og familien følger den udenfor, hvor rustvognen venter ved Diakonissestiftelsens blomstrende have.

De fordeler sig rundt om kisten og bærer den ind i rustvognen. Flere af hospicets sygeplejersker, lægesekretæren og et par frivillige kommer ud og står i to minutters stilhed sammen med familien, inden vognen kører væk med børnenes mor.

Lene Pedersen er der også. Hun er ikke i tvivl om, hvordan dagen bliver afsluttet.

I dag er helt sikkert en dag, hvor jeg har brug for at tage en stor dyb indånding, inden jeg kører hjem.