Prøv avisen
Bedste&værste

Det er slemt, når gudstjenesten bliver pjattet

Når noget skal være i øjenhøjde, kan det hurtigt blive under øjenhøjde, siger Nana Hauge om en meget populær talemåde i samtiden. Foto: Leif Tuxen

Valgmenighedspræst Nana Hauge bryder sig ikke om, når kirken gør det til et succeskriterium, at folk skal komme ud af kirken og sige: ”Det var slet ikke ligesom at være i kirke!”

Hvad er det bedste ved kristendommen?

Kristendommen kan som udgangspunkt ikke bedømmes ud fra et nyttesynspunkt. Kristendommen er ikke ”godt for noget”. Derfor giver det heller ikke mening at spørge om det bedste ved kristendommen. Kristendommen er jo, at Gud kalder dig til at leve dit liv i ansvar og i tro og at have nok i det, som tidehvervspræsten K. Olesen Larsen har sagt. Jesus lovede jo heller ikke disciplene succes eller nogle fede oplevelser. Tværtimod forudsagde han, at de ville blive forfulgt, udelukket og korsfæstet. Hvis man gerne vil have det godt, skal man ikke vende sig til kristendommen, som forfatteren C.S. Lewis siger.

Hvis jeg så alligevel skal lege med på kristendommens bedste og værste må det bedste være, at kristendommen begynder med et barn. At han, som har skabt og styrer alt, blev dog på skød barnlille kaldt. At kristendommen begynder med et barn, peger på, at også vi har barnekår. At vi er knyttet til Gud som barn til far og ikke som slave til herre. Det er det bedste.

Hvad er det værste ved kristendommen?

Hvis der ikke kan være noget bedste, kan der heller ikke være noget værste - men okay, hvis man skal tale om kristendommens værste, må det være, at den afslører os som de hykleriske og selviske syndere, vi er. Det er mildest talt ikke særlig behageligt at blive afklædt på den måde! Ja, det kunne ligefrem opfattes som krænkende! Som en erklæret ateist, jeg talte med forleden, sagde: ”Ja, men jeg er et godt menneske - jeg har ikke brug for Gud.” Nej, gode mennesker har ikke brug for Gud, og så er det da ubehageligt, alt sådan noget med synd og sygdom og hykleri, når man nu er et godt menneske. Det er sandelig ikke rart at blive anvist en plads, hvor man trænger til Guds nåde, godhed og tilgivelse. Men for sådan en som mig, der ikke er god, er det dog frisættende at blive gennemskuet i mit navlepilleri, og det er en stor trøst at vide, at der også er tilgivelse og nåde til mig.

Hvad er det bedste ved folkekirken?

Den nuværende ordning, vi har for folkekirken, sikrer rummelighed og bredde. Derfor synes jeg, det er en god ordning. Ordningen har også i århundreder sikret, at kirken ikke betragtes ud fra et nyttesynspunkt. Den har sikret, at kirken er til stede overalt i Danmark, så evangeliet kan lyde, uanset om det ”nytter” noget. Det er det bedste, og det bør vi fastholde.

Hvad er det værste ved folkekirken?

Det værste er, når kirken bliver for optaget af besøgstal og begejstring og henrykkelse. Så bliver kirken selvoptaget og fokuseret på brugertilfredshed og kommer til at pejle efter laveste fællesnævner. Det værste er også den tendens, der er til, at kirken gerne vil være over det hele; på festivaler og i nattelivet, være på café. Så kan præsterne møde folk, når de er på café, men jeg gider altså ikke være i kirke, når jeg er på café eller på festival. Kirken er der, for at man kan gå ind i den og ud igen og passe sit daglige liv.

Modsat forsøger man at trække folk ind i kirken ved at lokke med aktiviteter, så de ikke skal opdage, at de er i kirke. Det virker nogle gange, som om succeskriteriet er, at folk skal kunne sige: ”Det var slet ikke ligesom at være i kirke!”. Dét er det værste.

Hvad er det bedste ved gudstjenesten?

Det er gentagelsen, at det er det samme, der sker alle steder hver søndag. Uanset hvilken lille plet i Danmark du befinder dig på, kan du gå ind i en ren og velholdt kirke, hvor mindst to veluddannede mennesker har forberedt sig, der er tændt lys, og der er blomster. Der bliver snakket rigtig meget om fornyelse og innovation, og tingene må for Guds skyld ikke blive kedelige. Der er en panisk angst for gentagelse, men hvorfor er gentagelse så dårligt? Der er mange grundting i livet, der er gentagelse: fødsel, død, årstidernes skiften, nat, dag, slægt følger slægters gang. Der er en evighed i gentagelsen, der kan man bare være til. Man kan gå ind og sætte sig, man behøver ikke at yde, men kan tage imod. Man kan slippe kravene om innovation og bekymringer, kan slippe angsten for stilstand og for at kede sig og bare lytte. Det er nok noget af det, vi mangler allermest: at kunne lytte. Som præst er man desuden godt hjulpet af ritualet. Det gør også, at der ikke bliver for meget fokus på en som præst, men på det, man siger, fordi der er en fast ramme.

Hvad er det værste ved gudstjenesten?

Jeg synes, det er slemt, når det bliver pjattet. Gudstjenesten må godt være højtidelig. Når det bliver uhøjtideligt og for meget ”i øjenhøjde”, får jeg følelsen af at blive talt ned til. Der er ikke noget værre, end når offentlige institutioner taler om, at alting skal være i øjenhøjde. Det gælder næsten alle steder. På museer og biblioteker skal alting være i øjenhøjde, man skal endelig ikke kræve af folk, at de skal sætte sig ind i tingene. Jeg står helt af, for øjenhøjde kan så hurtigt blive under øjenhøjde. Vi kan jo alle sammen læse og skrive, så hvorfor ikke forvente, at folk kan følge med i gudstjenesten? Det skal være sådan med alt, at folk skal kunne sætte sig ned og forstå og fange lige med det samme, hvad noget handler om. Hvis ikke de kan det, er det bare videre. Man forlanger slet ikke bare en smule indlevelse, og det er frustrerende.

Hvad er det bedste ved det multireligiøse samfund?

Det kommer an på, hvad det er for religioner, der udgør det multireligiøse samfund. Jeg ved ikke, om jeg vil betegne Danmark som et multireligiøst samfund, fordi størstedelen af befolkningen er kristne. Men jeg kommer til at tænke på USA. Jeg er selv gift med en amerikaner og er vældig fascineret af det land. USA er et meget venligt og åbent land at være i, men om det har noget med multireligiøsiteten at gøre, ved jeg ikke. Det er sjovt, for man kan ikke sige, at det er et sekulariseret samfund, fordi forfatningen bygger på, at menneskets rettigheder er givet af Gud. Men de har ikke på samme måde som i Danmark båndet mellem stat og kirke, og alligevel blomstrer religiøsiteten i USA.

Hvad er det værste ved det multireligiøse samfund?

Det værste ved det multireligiøse samfund er, når én religiøs gruppe forfølger, piner og forsøger at udslette en anden, sådan som det for eksempel sker i Mellemøsten lige nu, hvor et muslimsk flertal udrenser kristne og yazidier. I Danmark har vi haft religiøse mindretal de seneste 500 år, og de har altid kunnet leve her relativt fredeligt. Nu har vi et problem med, at et religiøst mindretal forfølger et andet. Det kom bag på mig, hvad der skete ved synagogen i Danmark i februar. Jeg tror desværre, at det er prisen for et multireligiøst samfund.