Rikke Wölck husker sin far som en charmerende, klog og talentfuld kunstmaler, men også som en mand med en mørk og skrøbelig side, der gjorde ham destruktiv over for sig selv og andre.
Fra hun var cirka fire år, til hun flyttede hjemmefra i begyndelsen af teenageårene, var det en del af hverdagen, at ting blev smadret i hjemmet i Nykøbing Mors, at moderen blev slået, og at de to piger blev truet, blandt andet med faderens gevær og økse. Efter de mange vredesudbrud fulgte undskyldninger og gråd, husker hun.
”Tilgivelse har altid været et meget stærkt tema i mit liv, fordi der blev bedt meget om det i mit hjem, og det var påkrævet, at jeg og min søster fra en tidlig alder skulle være voksne og tilgive. Min far skulle tilgives for sin destruktive adfærd og min mor for sin passivitet,” siger den i dag 61-årige skuespiller, som har inviteret indenfor i lejligheden i København.
Her lang tid efter sidder frygten for faderen stadig i hende, og den har betydet, at hun til tider har lidt af invaliderende angst og siden barndommen har sovet dårligt om natten. Men den har også givet hende noget, hun er taknemmelig for, siger hun – nemlig evnen til at tilgive let.
”Det største spild af tid og liv er at bære nag, hade og være vred. Det er så selvdestruktivt, og man bør hellere komme videre. Det er måske lettere for mig, fordi jeg hele tiden var tvunget til at tilgive i barndommen. I dag kan jeg hurtigt blive meget vred og lige så hurtigt tilgive igen, for det har jeg vænnet mig til.”
Rikke Wölck tror på, at vi ved at tilgive og blive tilgivet gør hinanden til bedre mennesker, hvilket også er det budskab, hun får ud af denne søndags tekst. Her tilgiver Jesus disciplen Simon Peter, som under retssagen mod Jesus benægtede at kende ham tre gange, og han giver ham samtidig et stort ansvar.
”Det at blive vist tillid på den måde og få en chance til gør os til bedre mennesker. Men teksten viser også, at det ofte forpligter at blive tilgivet og få en tillidserklæring, for så er der noget, man nu skal leve op til.”
For tiden har Rikke Wölck et særligt fokus på tilgivelsestemaet, fordi hun i denne måned er aktuel med forestillingen ”Tilgiv mig”, som hun selv har skrevet manuskript til og spiller med i. Her bliver temaer som svigt, utroskab og søskendekonflikter berørt.
”Med forestillingen skal publikum gerne reflektere over, hvorvidt vi kan og skal tilgive for enhver pris. Temaet er relevant, da det både fylder på samfundsniveau med den store ufred i verden, vold, hævn og terror, og på det personlige plan, hvor jeg tit hører om venner og søskende, som ikke ser hinanden, fordi den ene har sagt eller gjort noget,” siger hun og tilføjer, at det at tilgive kan være blevet sværere i dag.
”I vor tids smide-væk-kultur behøver vi i mindre grad at kæmpe for at tilgive og forsøge at løse konflikter. Det er nemmere bare at finde et andet fællesskab – eller en anden discipel for Jesus’ vedkommende. Men jeg synes, det er smukt at give hinanden en chance til.”
I forestillingen følger man især en ung mand og hans mor, hvilket ifølge Rikke Wölck ikke er tilfældigt.
”Mellem forældre og børn er der meget, der skal tilgives, for man kan såre sine børn, og de kan såre en. Jeg har selv lavet mange fejl som mor og overbeskyttet mine børn, men jeg har været taknemmelig for, at vi kunne snakke om, hvornår vi overskred hinandens grænser og sårede hinanden, og derfra komme videre. Kommunikation er afgørende for at blive klogere på og forstå hinanden,” siger hun.
Det var også sådan, hun lærte at tilgive sine egne forældre, hvilket dog først for alvor skete i voksenlivet.
”Det var nok, da jeg havde så meget panikangst, at jeg næsten ikke kunne gå uden for en dør i en lang periode og fik psykologhjælp, at jeg indså, at det ikke kunne nytte noget. På den ene side var det let at tilgive mine forældre, da jeg elskede dem så højt, men på den anden side ventede jeg i mange år på at få en ny barndom. Det syntes jeg, nogen skyldte mig. På et tidspunkt lod jeg fortid være fortid og tilgav dem begge, men sørgede samtidig for at beskytte mig selv mod flere svigt.”
Ud over farens vrede var Rikke Wölcks barndom også præget af meget mobning, hvilket begyndte, da familien flyttede fra København til Nykøbing Mors, hvor hun skulle starte i ny skole. De andre kunne ikke lide hende, da hun talte anderledes og så anderledes ud, og når hun satte sig med sin madpakke i spisesalen, rejste alle sig fra bordet. Andre gange lovede de hende bank.
”Det var hårdt for mig at blive holdt ude af fællesskabet, og jeg tror, det har gjort mig mere følsom i dag. Men nu hvor jeg er blevet ældre, tænker jeg, at mine klassekammerater jo ikke vidste bedre. De var uskyldige børn, som havde deres opførsel fra forældrene,” siger hun.
Som ensomt barn kom troen til at spille en rolle for Rikke Wölck. Hun husker særligt sine ture alene hjem fra skole, hvor himlen åbnede sig, og der kom et lysspot ned over markerne.
”Det var som en smuk åbenbaring, hvor jeg tænkte, at jeg ikke var alene. Gud så mig. Mine forældre var ikke religiøse, men jeg tror måske, at det ensomme barn har brug for tro, når der mangler andre fællesskaber. Der havde jeg min barnetro, og det er ikke, fordi den stadig er der, men jeg har en tro på, at der findes noget større. Om det er Gud eller noget guddommeligt, ved jeg ikke. Jeg tror ikke på et liv efter døden eller skærsilden, men mener, vi kan hente styrke i det at tro og nogle gange også er nødt til det for at overleve en stor sorg. Og...” siger hun og tøver så lidt.
”Som voksen har jeg jo... Der har jeg oplevet. Der har jeg set en engel,” siger hun, stopper, og vender så ansigtet mod sin mand, Claus Bue, som sysler rundt i køkkenet bag hende.
”Claus, jeg vil helst ikke have, du er her – jeg bliver blufærdig, når du er her.”
De griner begge, og han forlader køkkenet, mens Rikke Wölck råber efter ham, at det kun varer et øjeblik. Så fortæller hun om dengang, hun gik på Statens Teaterskole i 1970’erne og led meget af angst.
”Der var en nat, hvor jeg tænkte, at nu mister jeg taget i mig selv. Så kom der et hvidt lys ned mod mig, og i det lys var der et smil og en hånd, der rakte ud efter mig. For mig var det helt klart en engel,” siger hun og tilføjer, at hun flere år efter oplevelsen læste et interview med en fransk forfatter, som beskrev en engel som et smil og en hånd, der rakte ud.
”Det var præcis det samme syn, hvilket gjorde kæmpe indtryk på mig. Englen gjorde ikke, at jeg mistede angsten, men det gav mig en øjeblikkelig ro og fred og en følelse af, at jeg blev passet på, og at det hele nok skulle gå.”
Ud over at lære at tilgive andre skal mennesker i dag også øve sig på at tilgive sig selv, siger Rikke Wölck.
”Her tror jeg, den protestantiske tro er til mindre hjælp for mennesker i dag. For det, at Jesus tog vores synd på sig, er ikke så konkret, som jeg tror, vi har behov for i dag, hvis vi skal få renset ud. Her tror jeg, mange kan misunde katolikkerne, som kan skrifte og betale aflad. Vi andre kommer i stedet til at bære svigtet selv. Men vi må øve os på at give slip.”
Så vender hun ansigtet mod døren og råber.
”Claus, du må gerne komme ind igen.”