Prøv avisen
Interview

Anna Libak: Det er snarere folket end kirken, der trænger til en reformation

Ligesom det er en god idé at kende sin danmarkshistorie, bør man også kende til indholdet af kristendommen. Det giver et bedre grundlag at forstå både sit liv og samfund på, mener Anna Libak. – Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen

Det er blevet en dyd ikke at vide noget om kristendom, mener journalist og forfatter Anna Libak. Folkekirken har efterhånden strakt sig så langt som muligt og står i sidste ende magtesløs over for folkets ligegyldighed. Men måske er en modbølge ved at vise sig, hvor troen er på vej tilbage, siger hun

Havde munken Martin Luther levet i dagens Danmark, ville hans reformationsiver sikkert være lige så stor, som den var for 500 år siden. Men han havde næppe kun rettet skytset mod den etablerede kirke. Det virker mere oplagt, at han i dag i lige så høj grad ville forsøge at reformere det danske folk, hvor forståelsen af kristendommen over årene er blevet omdannet til en blanding af ligegyldighed og pinlig uvidenhed.

Sådan lyder forfatter og journalist Anna Libaks tanker, efter at hun har fået spørgsmålet om, hvilken form for reformation folkekirken har brug for i dag.

”I sidste ende mener jeg ikke, at det er folkekirken, der skal laves om. Det er derimod folket. For danskerne er blevet kirkefremmede og mener hele tiden, at kirken gør alt muligt galt og er uvedkommende for dem. Men sandheden er, at kirken har strakt sig endog meget langt for at komme folket i møde. Hvad mere kan den gøre?”, siger hun.

Noget bør der dog ifølge Anna Libak gøres. Der er brug for, at der breder sig en erkendelse af, hvad kristendommen går ud på, og en forståelse af, hvor dybt præget samfundet er af luthersk tænkning og protestantisk kristendom.

”Lige siden 1970’erne har det været smart ikke at vide noget om kristendommen. Selv intellektuelle har længe gjort en dyd ud af uvidenheden som en slags bevis for, at deres tanke var fri og ikke underkastet nogen religiøse dogmer. Det har ikke kunnet undgå at sætte sit præg på landet,” siger hun.

Det betyder, at man i dag skal lede længe efter nogen, der vil kunne forklare, hvad pinsen eller påsken går ud på, eller hvad det vil sige, at kirken er evangelisk-luthersk.

Anna Libaks fornemmelse er, at mange danskere i dag faktisk har nemmere ved at forklare islams fem søjler end centrale dele af kristendommen.

Det er et resultat af en lang historisk proces, hvor mennesker har kæmpet for at frisætte sig og sikre, at man i dag selv kan vælge, hvem man vil være, forklarer hun. Dermed har de også frigjort sig fra kirkens verdensforståelse.

”Det er en individualisering, der er meget vanskelig at have noget imod. Men den passer dårligt med, at kristendommen holder fast på, at mennesket også rummer ondskab. Det er en streg i regningen at blive holdt op på, at der er noget iboende ondt i en, når man gerne vil frigøre sig fra alt,” siger hun.

Men hvorfor er det et problem, at danskerne ved mindre om kristendommen i dag?

”Fordi mange tror, at kristendommen er irrelevant. De ser slet ikke, hvor gennemsyret hele vores samfund og måde at tænke på er af lutherdom. Jeg mener ikke, at alle skal blive kristne. Men jeg mener, at det er nødvendigt at kende til kristendommen, på samme måde som det er en god idé at kende sin danmarkshistorie. Det giver et andet grundlag at forstå både sit liv og samfund på,” siger hun.

Samtidig peger hun på, at folkekirken i dag udgør en af de få institutioner i samfundet, hvor der er plads til både alvor og fordybelse.

”Omgangstonen i Danmark er meget uformel og hyggelig, men vi er fremmede over for patosen og højstemtheden. De har ikke nogen naturlig plads i det offentlige rum. Vi er bange for at blive til grin, hvis vi overgiver os til de store følelser. Men folkekirken er et af de få steder, hvor du kan få lov at sidde i stilhed og hengive dig til højtideligheden og reflektere over, hvad det vil sige at være menneske og sat her på jorden. Der har folkekirken et tilbud, som jeg har svært ved at se findes andre steder,” siger hun.

Hvis kristendommen og folkekirken virker irrelevant for danskerne, falder det så i sidste ende ikke tilbage på kirken selv, der ikke har løftet sin opgave godt nok?

”Nej, for folkekirken kan ikke klandres for, at samfundet af drevet af en individualisme, der i sin natur ekskluderer kirken. Jeg synes, at kirken har strakt sig overordentlig langt for at komme folk i møde med spaghettigudstjenster, babysalmesang og foredrag. Jeg bliver såmænd selv bedt om at prædike i kirkerne i forbindelse med foredrag, selvom jeg hverken er teolog eller præst. Kirken står til rådighed, hvis man bare vil bruge den,” siger hun.

I dag er der ifølge hende så stor spændvidde i præsterne og i de forskellige udbud af arrangementer i folkekirken, at man næsten kan få det, præcis, som man vil have det.

”Men det fordrer et vist kendskab til kristendommen og kirken, hvis man vil tage den i besiddelse,” siger hun.

Hvis det ikke er kirken, der skal ændre sig, hvad skal der så gøres for at komme problemet til livs?

”Det er ikke sikkert, at der kan gøres så meget. Og måske vil problemet løse sig selv på sigt,” siger hun og forklarer, at hun så småt er ved at se tegn på en modbevægelse.

”Alene det, at DR sender dramaserien ’Herrens Veje’, hvor troen og folkekirken bliver taget seriøst, er meget interessant. Samtidig er der flere i den offentlige debat, der ligesom jeg selv ikke lægger skjul på, at de er kristne. Det er heller ikke længere pinligt for en politiker at sige, at vedkommende er kristen. Det husker jeg ikke, at man kunne for 10 år siden,” siger hun.

Anna Libak tror, at det er en udvikling, der vil blive stadig mere udtalt, i takt med at islam kommer til at fylde mere i samfundet: ”Vi opdager, at noget er forskelligt fra os selv. Det har givet en større interesse for at forstå, hvem vi selv er. Måske er vi ved at få øjnene op for, at vi faktisk er nogen og har en kultur og har været kristne i over 1000 år. Og at alle de kirker, der ligger overalt i landet, faktisk har noget med os at gøre.”

Sandheden er, at kirken har strakt sig endog meget langt for at komme folket i møde. Hvad mere kan den gøre?

Anna Libak