Prøv avisen

Det er som fodbold med drengene

Muslimske mænd i moskéen på Vibevej i København oversætter imamens tale for den kristne Kristian Monrad (til højre). – Foto: Mette Frandsen.

Muslimske Zahra inviterede kristne Kristian med til fredagsbøn i Danmarks største shiamuslimske moské

Kristian Monrad er kristen. I dag er han på besøg i Ahlul Bait-moskéen på Vibevej i København. Han har aftalt at mødes med Zahra Aqui, som er muslim, kvinde og formand for Iransk-Dansk venskabsforening. Hun har boet i Danmark i 13 år og har valgt at mødes til fredagsbøn i moskéen på Vibevej, hvis menighed hun hører til.

Hej, hvor er jeg glad for at møde dig, siger Zahra Aqui.

Den smilende kvinde træder ud af bilen og retter forsigtigt på sit tørklæde. Hun giver ikke Kristian hånden, for kvinder og mænd giver ikke hånd til hinanden, men smilet er ikke til at tage fejl af. Zahra Aqui åbner døren og viser ind i en lille gang. Det ligner et almindeligt hus, men indenfor høres tydeligt en høj stemme, som messer et fremmed sprog.

Det er arabisk, forklarer Zahra Aqui, mens hun viser, hvor Kristian Monrad skal gå hen. Han er mand og må derfor ikke sidde sammen med Zahra Aqui. Et øjeblik ser han rådvild ud, men går så på strømpefødder frem mod afdelingen, hvor et par mænd allerede sidder. Der er fri passage mellem mændenes og kvindernes afdeling, så han kan se Zahra Aqui sætte sig på i sin del og begynde at bede. Selv læner han sig op ad væggen med de tynde træbjælker og lytter til stemmen.

Han har ikke siddet længe, før imamen gør tegn til en mand, som sætter sig ved siden af Kristian Monrad, præsenterer sig høfligt og oversætter så lavmælt, hvad imamen siger, til dansk.

Det er imam Mohammed Mehdi Khademi, som taler. Hans talestrøm er først på arabisk og så på persisk. Først holder han en tale om, hvordan man er en god muslim. Man skal bede fem gange om dagen, fordi Gud gerne vil i kontakt med sine mennesker. Man skal respektere de danske love og være glad for, at man har fået lov til at bo i landet. Imamen beder om tryghed i verden: Gud, tilgiv os det onde, vi gør. Vi ønsker os fred, ro og din støtte. Da talen er slut, sætter han sig et kort øjeblik og rejser sig så igen. Ud gennem mikrofonen strømmer nu en tale om debatten om dommeres ret til tørklæder. Kristian Monrad undrer sig, for han troede, at imamen ville tage udgangspunkt i Koranen, men i stedet taler han ud fra grundloven. Talen handler om ytringsfrihed og tolerance. Kristian Monrad retter sig opmærksomt op, han havde ikke forventet denne opbygning. Bagefter fortæller han, hvad imamens tale fik ham til at tænke på.

Mange præster i folkekirken kunne lære noget. Det sker ofte, at de blander Bibelens ord med politiske spørgsmål. Talen var meget logisk bygget op, især fordi han helt bogstaveligt signalerede, at nu kommer en ny tale, ved at han satte sig ned og rejste sig igen. Det var helt sikkert uventet og meget interessant at opleve, siger Kristian Monrad.

Talen varer det meste af en time og imens fyldes rummet med mennesker. Rundt om Kristian Monrad sidder nu mange mænd iført skjorte, slips og jakkesæt. På Zahra Aquis side sidder kvinderne i deres store kjoler. De har farverige tørklæder og sjaler med, som de folder omkring kroppen, men også her er der forskelle. Zahra Aqui har for eksempel lange, løse bukser på. Hun føler ikke noget pres for at iføre sig en burka, der dækker hele kroppen.

Alt imens lyder imamens ordstrøm forstærket af en mikrofon som et lydtæppe til bøn og dæmpet snak. Bønnen mumles ud mellem læberne og ledsages af kroppens bevægelser. Siddende på knæene bøjer de sig ned med panden mod det tykke velourgulvtæppe og ansigtet vendt mod Mekka. Da gulvtæppet blev lagt, vendte de mønstret, så det snedigt peger mod den hellige by.

De fleste her i moskéen taler dansk. Ahlul Bait-moskéen er Danmarks største shiamuslimske moské. Den er kendt for et liberalt syn på islam og for at ønske en positiv integration i det danske samfund.

Som gæst bliver man mødt af stor venlighed og imødekommende smil. Efter fredagsbønnen bliver Kristian Monrad og Zahra Aqui inviteret op på imamens kontor til Anthon Berg-chokolade og the. Her fortæller Kristian Monrad, hvordan han har oplevet besøget i moskéen.

Der er et stort socialt aspekt i at komme her, virker det til. I hilser på hinanden, giver knus og spørger til familien. For mig er det som onsdag aften i fodboldklubben med drengene. Og så er det ret vildt, hvor åbne I er over for mig. Jeg følte mig virkelig godt taget af, siger han.

Hvor er det dejligt at høre! Vi ser jo alle mennesker som vores brødre og søstre og vil gerne behandle hinanden godt. Det betyder ikke noget, hvordan man ser ud, eller hvor man kommer fra, siger Zahra Aqui ivrigt.

Sådan er det nu også i folkekirken, mener Kristian Monrad, men der er dog alligevel forskelle.

Vi tror også, at vi er søskende, men vores praksis er anderledes. Hvis en fremmed kom og satte sig ved mig, ville jeg tro, at det var den lokale tosse. Der er ikke den samme åbenhed over for fremmede i folkekirken, siger han.

Efter besøget i moskéen er hans syn på islam ikke ændret, for det har hele tiden været positivt. Og hvis han forstod, hvad der blev sagt, kunne han godt finde på at komme igen.

barslev@kristeligt-dagblad.dk