Prøv avisen
Før søndagen

Højskoleforstander: Det er sværere at tro på Guds ord end på Djævelens

”Der har udviklet sig en forskrækkelse over for religiøsitet, som er farlig og på mange måder fattig. Hvis mine børn vil gøre op med det kristne livssyn, må de selvfølgelig det. Men de skal møde det,” siger højskoleforstander Lisbeth Trinskjær. – Foto: Folkehøjskolernes Forening

I dag er det blevet vanskeligere at gennemskue, hvad der er sandt og falsk, og vi mennesker vender os derfor ofte mod det, som gavner os selv. Det mener formand for Folkehøjskolernes Forening Lisbeth Trinskjær, som efterlyser mere tanke på, hvad og hvem vi lytter til

En samtale glider ofte nemmere, hvis man taler med nogen, der deler ens synspunkter. Der nikker med på ens analyse af landets politiske situation, ens syn på uddannelsessystemet og jobmarkedet eller ens mening om værdispørgsmål som indvandring og religion.

Og de samtaler skal der bestemt også være plads til, siger Lisbeth Trinskjær, som er forstander på Ubberup Højskole på Vestsjælland og formand for Folkehøjskolernes Forening. Men af og til må man også gøre sig umage for at lytte til folk, der mener noget helt andet end en selv og dermed udfordrer ens holdninger og værdier.

”Jeg er selv meget optaget af ofte at blive forstyrret i min opfattelse af verden. Jeg ser det som en form for realitets-tjek, hvor jeg kommer i dialog med dem, der ikke bare siger, hvad jeg selv siger, men mener noget helt andet,” siger den 49-årige forstander.

Og det realitetstjek er ikke bare noget, Lisbeth Trinskjær har brug for på grund af sit arbejde med højskoler, hvis ophold ofte beskrives som en slags boble-tilværelse. Ifølge hende er den måde, mennesker generelt får information på i dag, også præget af, at vi lever i bobler, hvor vi kun får det, vi ved i forvejen. Og det sætter os på en vigtig opgave: At tænke mere over, hvordan vi lytter, og hvem vi lytter til.

Det er et budskab, som ifølge hende gør teksten, der prædikes over i landets kirker i morgen, særligt aktuel i dag. I teksten fortæller Jesus en samling jøder, at han er Guds søn, hvilket de ikke tror på. De mener derimod, at han er besat af en dæmon, hvorefter de selv beskyldes for at have Djævelen til far.

”For mig handler teksten om, hvem der er bag ved det, vi lytter til. Det er Guds ord mod Djævelens, bogstaveligt talt, men teksten handler også om, at det er sværere at tro på Guds ord end på Djævelens. Det skal forstås sådan, at man hellere vil varetage egne interesser og egen ære end andres,” siger Lisbeth Trinskjær.

Ifølge forstanderen peger teksten på, at det er vigtigt, at mennesker varetager det, der er større end dem selv. Og selvom dette vil give mening for mange, er det i dag ikke længere så let at vurdere, hvad der er rigtigt og forkert at gøre, siger Lisbeth Trinskjær.

”Vi er mange generationer, der er blevet opdraget med, at det er relativt simpelt at gennemskue, hvad der er sandt og falsk. Men i dag har vi folk, der skaber miskommunikation, og vi har selektive nyhedsmedier, hvor fakta udlægges forkert. Dermed er det blevet vanskeligere at skelne mellem løgn og sandhed,” siger hun og tilføjer, at mennesker derfor ofte vælger at lytte til det, de gerne vil høre, og det, som bekræfter, hvad de tænker eller i forvejen ved.

”For vi er bange for, at andre også kun forsøger at varetage deres egne interesser. Jeg tror, at vi danskere er så bange for at være naive, at vi nogle gange bliver for kyniske. Det gør det sværere for os at høre Guds budskab om at tænke ud over vores egen snævre verden. Vi har fokus på det, vi føler gavner os, fordi vi forventer, at andre gør det samme.”

På netop det punkt tror Lisbeth Trinskjær faktisk, at det kan hjælpe at være et troende menneske.

”Jeg tror for eksempel, at min tro giver mig en grundlæggende tillid til, at der er noget godt i alle mennesker, og til, at vi vil hinanden det godt. Den tanke gør det nemmere at tilsidesætte frygten for at være naiv og tro på, at det lønner sig at varetage andres interesser,” siger hun.

Selv blev Lisbeth Trinskjær et troende menneske, da hun som barn begyndte hos KFUK-spejderne i Danmark, som i dag kendes under navnet De grønne pigespejdere. Her mødte hun det kristne budskab og det kristne syn på verden og mennesker.

”Mine forældre var ikke troende. Men for mig gav det mening at være en del af noget, der var større end mig selv, og vide, at vi har en opgave og et ansvar,” siger hun og tilføjer, at troen omvendt også kan bruges til at lægge noget ansvar fra sig.

”Jeg tror, vi er i en meget kaotisk tidsalder, hvor mange føler sig utilstrækkelige. Der bruger jeg troen til at sige, at det hele ikke ligger på mine skuldre, og at det også er menneskeligt at fejle og ikke slå til. Vi skal have lov til at være uperfekte.”

Derudover er det særligt de kristne værdier, der fylder hos Lisbeth Trinskjær, og dem prøver hun at give videre til sine omgivelser. Det ærgrer hende, at der den seneste tid er opstået en frygt for blandt andet at opdrage sine børn i den kristne tro.

”Der har udviklet sig en forskrækkelse over for religiøsitet, som er farlig og på mange måder fattig. Hvis mine børn vil gøre op med det kristne livssyn, må de selvfølgelig det. Men de skal møde det. Jeg synes generelt, at retten til at tro er presset i Danmark i disse år. Stemningen i samfundet er, at religion er noget, vi skal pakke lidt væk. Men vi må ikke være bange for at have tro eller holdninger,” siger hun.

Hvad ville du sige, hvis du skulle prædike på søndag?

Jeg ville sige noget om, at vi skal være opmærksomme på, hvad vi lytter til og giver plads til, og på, om vi tjener egne interesser eller formål, der er større end os selv.

Hvad er for dig det vigtigste af De Ti Bud?

I stedet for De Ti Bud vil jeg hellere pege på det dobbelte kærlighedsbud, som jeg mener er det vigtigste kristne bud. Det handler om, at der er noget over mig.

Hvordan er din ønske-gudstjeneste?

Det er en gudstjeneste, hvor jeg er omgivet af mennesker, jeg holder af, og hvor der samtidig er plads til mennesker, jeg slet ikke kender.

Hvordan er dit guds- billede?

For mig er det noget meget, meget abstrakt. Det er måske snarere de værdier, der ligger i kristendommen, end en konkret gud. Det er ikke ensbetydende med, at jeg ikke tror på, at Gud er der, men for mig er begrebet meget abstrakt.

Jeg er selv meget optaget af ofte at blive forstyrret i min opfattelse af verden. Jeg ser det som en form for realitets-tjek, hvor jeg kommer i dialog med dem, der ikke bare siger, hvad jeg selv siger, men mener noget helt andet

Lisbeth Trinskjær