Prøv avisen
Før søndagen

Kunstner: Det er svært at acceptere, at du er elsket uden at skulle præstere noget

Michele Mwikali Lauritsen bruger blandt andet sit arbejde til at stille de store spørgsmål om skyld og tabu. Og også til at bearbejde sorgen over, at hendes mor forlod hende, da hun var lille. Foto: Peter-Ulrik Dybvad

Michele Mwikali Lauritsen voksede op i et hjem med streng disciplin og forventninger til store præstationer. Det har taget hende lang tid at erkende, at Gud elsker hende, uanset hvad hun præsterer

Der er dage, hvor Michele Mwikali Lauritsen ikke føler sig særligt forbundet med Jesus. Hvor der ikke er hul igennem, som hun siger. Det er ofte, når hun bliver bange eller føler sig presset til at skulle præstere for at blive elsket. Det er et gammelt mønster, forklarer hun, for hun er vokset op med en streng disciplin og en forventning om, at man skulle gøre sig fortjent til tingene.

Den indstilling har hun siden brudt med, selvom den til tider spøger. Hun har fulgt sit hjerte og er blevet kunstner. Noget, hun altid gerne ville, men som hun ikke rigtig turde, før hun erkendte sandheden om, at Gud elsker betingelsesløst.

I søndagens tekst revser Jesus indbyggerne i to byer, fordi de har glemt hans ord om frelse, glemt deres tro, efter han forlod deres byer. Jesus straffer dem, men for Michele Mwikali Lauritsen er det menneskeligt at glemme selv det største budskab.

”Jeg tror ikke, disse mennesker har været helt åbne for det, Jesus sagde til dem i første omgang, eller også er det hurtigt blevet glemt igen. Det er nok meget menneskeligt, at mens vi er i det, kan vi mærke det helt dybfølt og rigtigt, men hvis det, der faciliterer det, forsvinder, forsvinder også ens egen motivation,” siger hun.

”Så længe Jesus var der, og de kunne se miraklerne og troede på hans ord om frelse, var de med på det helt oprigtigt, men det skal jo bundfælde sig. Man skal gøre det til sit eget, så det bliver i én. Det er ligesom lignelsen med sædemanden, der er ude at så, og han kaster kornet. Noget falder på klippe, andet falder i god jord og kan vokse,” siger hun.

42-årige Michele Mwikali Lauritsen er egentlig uddannet jurist. Siden blev hun ejendomsmægler, valuar og læste også til psykoterapeut, inden hun i 2012 sprang ud som kunstner. Noget, hun altid havde haft lyst til, men som ikke passede ind i barndomshjemmet. Hun er vokset op hos sin far og sin farmor og farfar sammen med sin storesøster. Faderen arbejdede for FL Schmidt og var blandt andet udstationeret i Kenya, hvor han mødte Michele Mwikali Lauritsens mor. Men sommeren mellem 0. og 1. klasse ændredes alting, da moderen forlod Danmark, forlod sin familie.

”Min mor havde svært ved at knytte sig og drage omsorg. Hun er en dygtig forretningskvinde, men hun kunne ikke rigtig få plads i Danmark. I Kenya havde hun været ovenpå, selvstændig, men da hun tog med min far til Danmark, kom hun til et land, hvor hun pludselig blev den svage, ikke kunne sproget, ikke kendte kulturen. Hun blev hjælpeløs og afhængig af andre. Hun vurderede situationen ud fra sine briller, hvor præstation var det vigtigste, så det, at hun ikke kunne gøre noget, betød, at hun blev devalueret i sine egne øjne,” siger Michele Mwikali Lauritsen.

Moderens svigt er stadig en stor sorg, men en sorg, Michele Mwikali Lauritsen har lært at acceptere. Dels på grund af sin katolske tro. Hun besøgte sin mor i Kenya som 28-årig for at forsøge at få svar på, hvorfor hun rejste. Men selvom hun fik svar, kommer hun aldrig til helt at forstå sin mors handlinger.

”Det er ubegribeligt, endnu mere efter jeg selv er blevet mor. Jeg kan stadig blive meget vred over det, men efterhånden fylder medfølelsen mere end vreden. Særligt da min datter var mindre, fik jeg et stik i hjertet over alle de oplevelser, jeg havde med hende, som jeg gerne ville have haft med min egen mor,” forklarer hun.

Moderen er katolik, og i mange år troede Michele Mwikali Lauritsen, at hendes egen tro udsprang af et behov for at forbinde sig med sin mor. Men hun fandt ud af, at troen altid har været i hende. Hun forklarer, at arbejdet med at acceptere sin mors beslutning også var et arbejde med at acceptere, at hun var elsket, selvom hun var blevet forladt af sin mor. Elsket af Gud.

I søndagens tekst har menneskene ikke erkendt dette, eller også har de glemt det, siger Michele Mwikali Lauritsen. De har ikke forstået det finurlige i, at hvis man giver sig hen til budskabet om, at man er elsket uanset hvad, kommer kærligheden automatisk. Så kan man slet ikke lade være med at elske, forklarer hun:

”Man kan sige, at alt er gaver af den store kærlighed, og de er svære at tage imod, hvis ikke man har accepteret den sandhed, at det at være menneske er at være født med en ret til at være elsket.”

”Det er vanvittigt svært at acceptere og forstå, at man ikke skal arbejde for at være elsket, ikke skal præstere, få 12-taller og det fede job, men at man er elsket uden at gøre noget som helst for det. Det er jo det, vi slider mod hele livet, og nogle når aldrig til erkendelsen af dette. Jeg har den heller ikke hele tiden, for det er svært at forstå, at Gud elsker én uanset hvad,” siger hun.

”Jesus revser dem for, at de ikke har taget imod frelsen, imod kærlighedsbudskabet. Man bliver født til retten, det er en invitation, men i det er også muligheden for at sige enten ja eller nej. Altså at tro på det eller ej,” siger hun.

”Jeg tror, at menneskene i søndagens tekst troede på det, da Jesus var der, og de mærkede hans ild og hans karisma, men at de havde svært ved at holde fast i budskabet, da han forsvandt igen. For mig svinger det også. Følelsen af, at man er elsket, kan sagtens lukke i, hvis jeg bliver bange. Når det handler om præstation og point, og jeg ikke kan finde roen i at vide, at jeg er god nok, selvom jeg ikke lige har styr på dét og dét. Det er jo svært,” siger hun.

Troen bruger hun i sit arbejde, hvor hun inkorporerer bibeltekster, som i teaterstykket ”Slut for Love” fra foråret, som baserer sig på spørgsmålet fra Bibelen: Hvorfor tog Dan hyre på skibene (Dom. 5,17)? Alle hovedrollens replikker var taget fra Bibelen. Nu arbejder hun på filmen ”Søn af Tabu”, og hun forklarer, at hun aldrig havde fået modet til at gå kunstnervejen, hvis hun ikke netop havde erkendt, at hun er elsket af Gud uanset hvad.

”Jeg blev jo kun jurist og ejendomsmægler, fordi jeg skulle præstere og gøre mig fortjent til den store kærlighed. Men det blev aldrig rigtig godt nok, for jeg higede jo efter den grundlæggende accept og kærlighed. Da jeg fandt ud af, at den havde været der hele tiden, bare fra Gud, fik jeg modet til at følge mit hjerte og blive kunstner,” forklarer hun.

Troen forsøger hun at give videre til sin niårige datter, men hun erkender, at hun kan gøre nok så meget. Troen skal springe indefra.

”Jeg vil da gerne gøre min datter bekendt med tro, men uanset hvad jeg gør, kan jeg aldrig give hende et personligt forhold til Gud. Jeg kan tage hende med til messe hver søndag, og jeg kan skabe nogle forudsætninger og håbe på, at det gør det lettere for hende at blive bekendt med Gud. Men i sidste ende skal hun selv finde troen. Lidt ligesom menneskene i søndagens tekst. Hvis det ikke kommer indefra, hvis der ikke er hul igennem, er der ikke meget at gøre,” siger hun.