For få år siden var det svært for Sørine Gotfredsen at mødes med mennesker, hun var grundlæggende uenig med, i en frugtbar samtale om integration, indvandring og værdier. I dag forholder det sig anderledes. Hun kan nu debattere med mennesker, som modsat hende selv er fortalere for det multikulturelle samfund, på en måde, hvor begge parter bliver klogere.
”Selvom vi er grundlæggende uenige og ser forskelligt på stort set alt, synes jeg, at vi debattører er nået frem til et sted, hvor vi kan have en dialog om de her emner, hvor vi begge lytter oprigtigt, og vi får større forståelse for hinandens synspunkter. Der er en reel nysgerrighed i samtalen,” siger Sørine Gotfredsen.
Den teologi- og journalistuddannede debattør, sognepræst og forfatter har deltaget i debatten om indvandring, integration, kultur og kristendom de seneste knap 20 år og er kendt for at stå på den side i værdidebatten, der forfægter kristendommens værdier som væsentlige for at bevare det danske samfund og fremhæver en grundfæstet national og folkelig identitet som afgørende for en harmonisk udvikling.
”Da jeg i 2002 og 2003 for alvor trådte ind i debatten ved at skifte mit virke som nyhedsjournalist ud med et virke som teolog, præst og debattør med afsæt i kristendommen var fronterne meget skarpt trukket op, og de blev kun skarpere de næste år. Jeg har hele tiden ment, at det er godt med en ligefrem tone, og hører ikke til dem, der mener, at tonen generelt har været for hård. Men jeg tror, at netop den ligefremme tone og de hårdt optrukne fronter, hvor mange af os efterhånden har fået nogle fastdefinerede roller, har gjort mange lidt trætte af debatten. Efter at have deltaget i debatten i mange år har jeg erfaret, hvad det vil sige at blive for fastlåst, og derfor er jeg begyndt at bevæge mig og indoptage flere nuancer i mine synspunkter, uden at jeg af den grund har ændret min grundlæggende position eller mit menneskesyn,” siger Sørine Gotfredsen.
”Som konservativ risikerer jeg at stivne i mekanisk afvisning af enhver forandring, og jeg risikerer tilmed – som alle andre deltagere i en så følelsesladet og til tider voldsom debat som den danske værdidebat siden 2001 – at holde op med at lytte til, hvad de andre siger, fordi blot synet af en bestemt person får mig til automatisk at slutte mig til, hvad vedkommende vil sige. Men her er det min pligt at holde den mulighed åben, at den anden taler for sagens skyld og ikke kun for sin egen bekræftelses skyld. Jeg må tro på, at den anden har lige så rene intentioner, som jeg selv ønsker at have,” siger Sørine Gotfredsen.
Hun erkender, at hun selv har været ramt af den bacille, der kan få drevne debattører til på forhånd at kategorisere deres samtalepartner og vedkommendes synspunkter. Men hun har tvunget sig selv til at åbne sig for den mulighed, at den anden faktisk har ændret synspunkter, eller at den anden kan have nuancer at tilføje, som kan rykke ved hendes eget billede af virkeligheden.
”Det er meget ubehageligt at få øje på sine egne blinde vinkler. Når man møder argumenter eller ser konkrete eksempler i virkeligheden, som modsiger ens grundlæggende synspunkter, kan det være ubehageligt. Ikke mindst når man synes, at man har gennemtænkt det fundament, man står på, kan det være skræmmende at indse, at her er der noget, som ikke helt stemmer med mit udgangspunkt. For vil det så sige, at det, jeg brugt 20 år på at argumentere for, ikke er rigtigt?”, spørger hun.
Sørine Gotfredsen har lige siden barndommen været optaget af at forstå menneskets natur.
”Det har altid optaget mig, hvad mennesket egentlig er. Er vi gode eller onde? Eller hvor gode er vi egentlig af natur? Det har jeg kredset om, fordi jeg mener, at det er helt afgørende for, hvordan vi vælger at indrette vores fællesskaber. Meget politik kan koges ned til et grundlæggende spørgsmål om, hvad menneskets natur er, og mit udgangspunkt er, at vi som mennesker er præget af en ret stor grad af syndighed og nogle stærkt selviske træk, som har det med at sætte sig igennem bag om ryggen på os. Derfor bliver jeg også ofte opfattet som negativ og vred. Men det er jeg faktisk ikke. Jeg er snarere bekymret, og så er jeg et alvorsmenneske. I vores tid bliver mine synspunkter og til dels også min form bare opfattet som meget negativ, men det har jeg det egentlig fint med. Jeg skulle på sin vis være født i 1800-tallet, men netop derfor giver det mening for mig at være en stemme ind i tiden nu,” siger Sørine Gotfredsen.
Selvom hun ofte har mødt hård modstand, har hun da heller aldrig overvejet at trække sig fra den offentlige debat, fordi hun grundlæggende føler sig vældigt godt tilpas i rollen som samfundsdebattør. Men hun har haft behov for at nuancere og uddybe sine synspunkter, og blandt andet derfor har hun skrevet flere bøger, hvor hun behandler emner som ondskab, narcissisme og synd. I sin seneste bog, Tolv tiltaler, der udkom på Kristeligt Dagblads Forlag sidste år, beskriver hun i et af kapitlerne det paradigmeskifte, hun ser i værdidebatten. Et paradigmeskifte, der betyder, at de fastlåste positioner er blevet blødt op, og at aktører på begge fronter har nuanceret deres synspunkter.
”Jeg har selv måttet indse, at ikke alle mennesker oplever den samme stærke længsel som mig efter at være forankret i noget genkendeligt. For nogle fungerer det faktisk at leve i en virkelighed, hvor værdier og normer er mere flydende, og der ikke kun er én norm og én kultur, der er fremherskende. Jeg tror stadig ikke overordnet set på, at det multikulturelle samfund kan fungere godt, men jeg må konstatere, at nogle mennesker tilsyneladende kan trives i det,” siger hun.
At tage disse nuancer ind og integrere dem i sit menneske- og verdenssyn har med Sørine Gotfredsens egne ord været ”ret ubehageligt”.
”Det er grundlæggende ikke rart at få øje på sine egne blinde vinkler og måske endda erkende, at man bevidst har lukket øjnene for dele af virkeligheden, som ikke bekræftede ens grundsyn. Men modet til at gøre det er for mit vedkommende kommet med alderen. Som 25-årig ville jeg være gået i panik af frygt for at miste det fundament, jeg stod på. I dag ved jeg, at det ikke er farligt at anerkende, at modparten kan have ret i noget, der kan nuancere dit eget standpunkt,” siger hun.
Hendes udgangspunkt i kristendommen har desuden gjort det lettere for hende at åbne sig for nye erkendelser i værdidebatten, forklarer hun.
”Som kristen er mit udgangspunkt naturligvis, at kristendommen er sand, og derfor har jeg et gudgivent grundfundament at stå på, som ikke kan rokkes. Ud fra det kan jeg lade mig bevæge på andre niveauer og må hele tiden være parat til at lære noget nyt om menneskene. Man skal altid huske, at det verdslige ikke er uforanderligt, men at der er forskel på det absolutte – det evige – og det relative – os i verden.”
Selvom Sørine Gotfredsen har fået nuanceret sine synspunkter i debatten om indvandring og integration, er hendes grundsynspunkter fortsat de samme, og hun står stadig ved de synspunkter, hun har plæderet for gennem de seneste knap to årtier.
”Men læser jeg alle mine tekster igennem, er der helt sikkert masser af formuleringer, som jeg i dag vil finde for sort/hvide og kategoriske. Jeg bestræber mig i stigende grad på at være mere åben og undersøgende i mit sprog og min samtaleform, og jeg hører også jævnligt fra folk, der oplever, at jeg er blevet mindre kategorisk og hård i min debatform,” siger hun.