Prøv avisen
Interview

Det er vores kristne pligt at yde sjælesorg

”I Bibelen sammenligner man menigheden med en krop, hvor vi hver især er lemmer og må hjælpe hinanden så godt, vi kan. I den krop skal sjælesorgen være overalt ligesom blodet, der løber rundt. Det skal være en naturlig bestanddel, at vi skal hjælpe og støtte hinanden,” siger Rita Nielsen, der er aktuel med en bog om sjælesorg. Foto: Paw Gissel

Sjælesorg kan virke svært at give sig i kast med, men er en del af vores ansvar over for hinanden, siger tidligere hospicesygeplejerske Rita Nielsen, som er aktuel med en bog om sjælesorg

Lisbeth har igennem længere tid følt sig nedtrykt og sårbar, Holger har været utro, Mads har mistet sin kone, og Karen er døende og tror, Gud har forladt hende.

Dette er blot nogle af historierne fra en ny bog, der sætter fokus på det, de fire ovennævnte personer har tilfælles: At de er mennesker i en svær situation, som kan have brug for et kram, trøstende ord, en samtale eller en bøn. De har med andre ord brug for sjælesorg.

Men hvordan giver man dem det, og kan man overhovedet tilbyde sin hjælp, hvis man hverken har uddannelse eller erfaring med sjælesorg?

Ja, svarer tidligere hospicesygeplejerske og forfatter til den nye sjælesorgsbog ”Det nødvendige nærvær”, Rita Nielsen. Man både kan og skal. For det ligger i vores kristne arv og menighedernes kristne fællesskab, at man forpligter sig til at holde øje med og hjælpe hinanden.

”I Bibelen sammenligner man menigheden med en krop, hvor vi hver især er lemmer og må hjælpe hinanden så godt, vi kan. I den krop skal sjælesorgen være overalt ligesom blodet, der løber rundt. Det skal være en naturlig bestanddel, at vi skal hjælpe og støtte hinanden,” siger hun.

Rita Nielsen sidder i hjemmet i Søborg ved København med friskbrygget kaffe og nybagte boller på bordet foran sig. Fra fjerdesalen er der udsigt over grønne områder og nærliggende daginstitutioner og skoler. Lyden af råbende og grinende børn står i kontrast til temaet for Rita Nielsens nye bog og hendes arbejde med uhelbredeligt syge, lindrende behandling og sjælesorg i over 40 år.

Men sjælesorg er ikke kun for mennesker, der som hende har stor erfaring med området. Det er for alle, og derfor har hun skrevet en håndbog med relevante teorier, konkrete værktøjer og eksempler fra den virkelige verden.

”Jeg mener, det er noget, alle har pligt til. For at bruge K.E. Løgstrups ord, så er det en fordring, hver gang vi møder et andet menneske, at vi må tage vare på vedkommende. Vi mennesker har alle en grundlæggende trang til at elske og blive elsket, men vi holder os nogle gange tilbage, fordi vi tænker, andre tager over og er bedre til det. Det er klart, man skal passe på ikke at blive for omklamrende i sin iver efter at gøre noget godt. Der er mange faldgruber, men nogle gange er det bedre at komme galt af sted end slet ikke af sted.”

Mange kan have svært ved, hvordan de griber sjælesorgen an. Selv teologer kan finde det udfordrende.

”Fordi sjælesorg kobles sammen med en af kirkens hovedopgaver, mødes præster ofte med en forventning om, at de kan alting, når det kommer til at hjælpe mennesker i sorg. Men især nyuddannede præsters erfaring med og viden om sjælesorg er begrænset,” siger Rita Nielsen og henviser til DR-programmet ”De Unge Præster”. Her fortalte en præst, at han kun havde været med til én samtale om sorg i sit praktikforløb, hvorefter det blev forventet, at han kunne finde ud af selv at have samtalerne.

Når det kommer til sjælesorg har præster dog en stor fordel på grund af deres viden om og forankring i kristendommen, siger Rita Nielsen. For i samtalerne med sørgende har man ofte Gud med som en tredje tilstedeværende og som noget, der kan bruges til at skabe mening i en svær situation.

Derudover er det lettere at hjælpe mennesker, som har brug for at bede bøn eller synge salmer, hvis man selv tror og ved, hvad det vil sige at tvivle og være fortvivlet, tilføjer Rita Nielsen og påpeger, at man dog også skal træde varsomt, når man bruger Bibelen, bøn eller salmer i sjælesorgsarbejdet.

”Det er en svær, men vigtig balance, som kan føre til svigt, hvis man gør for lidt, og åndelig voldtægt, hvis man gør for meget. Ingen i sorg skal føle sig presset til at bede en bøn eller have det dårligt med at takke nej til at synge en salme.”

Selv har hun eksempelvis ofte prøvet at stå blandt pårørende i sorg over et dødsfald og fornemmet, at der skulle noget større til.

”Her siger jeg ikke ’lad os bede en bøn’, men spørger mere forsigtigt, om det kunne være en mulighed at bede Fadervor sammen. Mange siger ja og finder det forløsende at blive mindet om noget større end dem selv. Andre siger nej, og nogle svarer helt anderledes. Engang oplevede jeg en familie, der sagde, at det ville være mere i faderens ånd at drikke en bajer, hvorefter jeg gik ud og hentede øl.”

Med de yngre generationer har kristendom, bøn og salmer ikke nødvendigvis samme slagkraft, men Rita Nielsen oplever stadig en åbenhed over for sjælesorg, dog med mere fokus på det spirituelle og mindre på dogmatikken. Mange undersøgelser har samtidig vist, at ens forhold til tro er anderledes, når tæppet trækkes væk under en, tilføjer hun og nævner som eksempel en døende mand, hun tidligere har skrevet en bog om. Han var ateist, men bad under sit sygdomsforløb Rita Nielsen om at give ham noget at tro på.

”Så ens forhold til det religiøse kan være anderledes, når man er syg. Hvis jeg i dag møder mennesker, der siger, at de har det ad helvede til, så ved jeg, at der kan gemme sig en religiøs længsel i det. Derfor ville jeg svare med at bede dem fortælle mig om deres helvede.”

Lige meget hvordan samtalen gribes an, så er det vigtigste råd at have det andet menneske i centrum og fokusere på hans eller hendes behov og situation, siger hun.

”Ofte består sjælesorg i at slå ørerne ud og holde sin mund. Så enkelt er det rigtig mange gange.”