Antropolog: Det føltes forbudt at bede til Jomfru Maria i kirken

Folkekirken er ikke vant til den kvindelige kraft, som udgår fra Jomfru Maria, siger Anette Jahn, der er aktuel med en forestilling om Katharina Luther, reformatoren Martin Luthers kone

Anette Jahn oplevede undervejs i forberedelserne til reformationsforestillingen ”Katharina Luther – munkens brud”, at det føltes forbudt for hende som protestant at stå i en dansk folkekirke og bede til jomfru Maria. Hun overvandt dog problemet og mener i dag, at den kvindelige kraft, som Maria er et udtryk for, mangler i den danske folkekirke. Billedet af Anette Jahn i Katharina Luther-kostume er taget på Nationalmuseet i København.
Anette Jahn oplevede undervejs i forberedelserne til reformationsforestillingen ”Katharina Luther – munkens brud”, at det føltes forbudt for hende som protestant at stå i en dansk folkekirke og bede til jomfru Maria. Hun overvandt dog problemet og mener i dag, at den kvindelige kraft, som Maria er et udtryk for, mangler i den danske folkekirke. Billedet af Anette Jahn i Katharina Luther-kostume er taget på Nationalmuseet i København. . Foto: Jens Welding Øllgaard.

Hvordan vil du beskrive din tro?

"Min tro handler helt basalt om, at der findes en Gud og en uendelig kærlighed. Det er en tanke, der giver mig glæde og ro, når den kommer, for troen fylder ikke meget i min hverdag. Men når jeg så giver troen plads, så hjælper den mig til at samle mig selv, og så kan jeg slet ikke forstå, at jeg har glemt den så længe."

Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

"Vi gik i kirke juleaften, og hver aften blev jeg puttet ved, at vi sammen bad aftenbøn. Først var det ”Jeg er træt og går til ro”, men da jeg blev større, var jeg stolt over, ligesom min storebror, at lære Fadervor. Så at bede til Gud var en helt naturlig ting, som jeg også brugte til at få mine forældre til at lytte til mig. For jeg regnede jo ud, at hvis jeg forlængede min aftenbøn, så kunne jeg holde på dem lidt længere. I mine teenageår var mine forældre meget optagede af Johannes Møllehave, og det gjorde et stort indtryk på mig, at han pointerede, at hans gud var glædens Gud. Derudover rejste vi over hele verden og besøgte altid de hellige steder dér, så jeg fik også en stor respekt for andre religioner i vuggegave."

Hvad har udfordret din tro?

"Mange ting. Men aktuelt er jeg voldsomt udfordret af reformationsforestillingen ”Katharina Luther – munkens brud”, som jeg selv producerer, og hvor jeg også selv har skrevet manuskriptet og selv spiller rollen som Luthers hustru. Alligevel har det her i øvelsesfasen været en stor udfordring, da jeg skal stå i danske folkekirker og fremsige bønner til Maria. Jeg mærkede straks under første prøve en blokering, som overraskede mig. For jeg troede ikke, at det at bede en bøn betød så meget for mig. Men jeg blev opfyldt af en følelse af, at jeg ikke kunne stå i en folkekirke og bede til Maria. Det er katolsk, og jeg er protestant, så det er forbudt."

"For at komme over denne lukkethed over for Maria har jeg været nødt til at gå helt ind i modstanden, og jeg har talt med flere katolikker om deres forhold til Maria – og det har slået mig, at deres hengivenhed og ømhed for en kvindelig kraft var helt fremmed for den folkekirke, som jeg er vokset op med. Men det er ærgerligt, for der er brug for hende hos os. Grundtvig ville også gerne have hende mere med i folkekirken. Så jeg blev glad, den dag jeg stod og øvede mig i min lokale folkekirke og mærkede en kontakt til Maria og hendes kraft. For ligesom Luther ønskede, at hans tanker skulle bruges i en levende dialog og ikke bare forstenes, så rækker Maria også ud til os mennesker, uanset om vi er katolikker eller protestanter."

Foto: Jens Welding Øllgaard

Hvad har formet den tro, du har i dag?

"Det har mødet med mange mennesker, men især Brita Haugen, tidligere præst, skuespiller og min læremester i fortællekunst, hos hvem jeg har mødt et kreativt rum, hvor jeg har kunnet udvikle mig og finde min egen vej. Men hun har også udvidet min forståelse af, hvad det vil sige at være menneske. Hele Britas kristne tilgang til livet er nemlig kommet ind ad den kropslige vej, og det har formet mit livssyn. For liv – og tro – handler også om krop, hvad jeg mærker i dansen, der er følelsernes sprog, hvor der er plads til de store armbevægelser og den store tro."

Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?

"Jeg tænker meget i fællesskaber, at vi mennesker er dybt forbundne og forpligtede på hinanden. For meningen med mit liv standser ikke ved mig selv og mine behov, som i sig selv er ret fattige. Så når jeg i stedet kan tjene noget større end mig selv, så fyldes jeg op. Ikke af fyld, men af fylde. Dermed ikke være sagt, at jeg ikke er lige så indskrænket og selvoptaget som alle andre mennesker, men som kristen bærer jeg også rundt på nogle værdier, som er med til at styre min vej."

"I mit arbejde som historiefortæller er jeg også tændt af at skabe et momentant fællesskab mellem publikum og mig selv ved at fortælle eksistentielle historier, som vi kan spejle os i – og som kan bruges til det, som vi alle trænger til, nemlig at holde af at være menneske. For når vi gør det, så kan vi bedre tåle at være i selskab med os selv, og vi kan langt mere nyde andre menneskers nærvær i vores eget liv."

Foto: Jens Welding Øllgaard

Hvem er forbilledet for dig i eksistentielle spørgsmål?

"Det er børnene, som er så livsnære, og som kan sige tingene så enkelt. Ting, som jeg ellers er ekspert i at forkludre med mit tankespind. Og det gælder både de børn, som jeg møder, når jeg optræder og laver danseworkshops, og mine egne børn på 23, 21 og 13 år. De sidste er mine største læremestre, som gang på gang forbløffer mig med deres store indsigt som for eksempel i påsken, da vi i Indien skulle sejle i kano ned ad Gangesfloden, og jeg var meget bange for at kæntre i det vilde, brusende vand med de store sten og til guiden under briefingen sagde, at min 13-årige datter nok ikke kunne følge så hurtigt med. Det kunne hun selvfølgelig godt, ja hun havde endda overskud til at læne sig ind til mig og hviske: ”Du kan godt klare det, mor”."

Hvad er det bedste åndelige råd du nogensinde har fået?

"Jeg er slet ikke interesseret i råd, men jeg elsker, når folk deler en personlig historie med mig, som jeg kan spejle mig i. Og er der noget, der inspirerer mig, så er det mit yndlingseventyr ”Klods-Hans”. Så når jeg rammes af frygt og tvivl, så spørger jeg altid mig selv: Hvad ville Klods-Hans gøre nu? Og så kommer Klods-Hans-kræfterne op i mig, og jeg kan igen – frimodig og glad – ride videre på min gedebuk hen ad landevejen."