Det føltes vildt og nøgent at offentliggøre min tro

Antropolog Jeppe Trolle Linnet havde som barn intet forhold til kristendommen, men for fem år siden lod han sig døbe

Som antropolog ved Jeppe Trolle Linnet, hvorfor ritualer betyder noget for mennesker. Da han for nogle år siden begyndte at gå i kirke og lod sig døbe, lærte han også at mærke det selv. – Foto: Dan Abildskov /Valby Fotografen.
Som antropolog ved Jeppe Trolle Linnet, hvorfor ritualer betyder noget for mennesker. Da han for nogle år siden begyndte at gå i kirke og lod sig døbe, lærte han også at mærke det selv. – Foto: Dan Abildskov /Valby Fotografen.

Den dag i dag ved Jeppe Trolle Linnet stadig ikke helt, hvad det var, der fik ham til at gå ind i Eliaskirken på Vesterbro Torv i København en skærtorsdag i 2014.

”Jeg gik lidt rundt i kvarterer og så, at døren stod åben. Det skete ligesom bare. På det tidspunkt befandt jeg mig i det, jeg vil kalde en karrierekrise, og måske havde det noget med det at gøre, men det var helt intuitivt. Det er jo et interessant teologisk spørgsmål: Hvor meget vælger vi selv, og hvor meget er lagt foran en?” siger den 49-årige antropolog, der er kendt som førende forsker i begrebet hygge.

At besøge en kirke på en gåtur er måske en ret almindelig aktivitet for nogle, men det var det langtfra for Jeppe Trolle Linnet på det tidspunkt. I hans opvækst i det, han selv kalder et kulturradikalt 1968’er-hjem i Aarhus, spillede kirken ingen rolle. Selvom han beskriver sig som et søgende barn, og selvom hans farmor kunne finde på at synge ”Nu lukker sig vort øje” inden hans sengetid, havde han langt ind i sit voksenliv kun besøgt kirken et par gange til begravelser og bryllupper.

Men den dag i Eliaskirken, hvor der blev læst skønlitteratur højt, blev han til sin egen overraskelse grebet. Det samme gjorde han, da han kort tid efter gik til gudstjeneste i Apostelkirken, der også ligger på Vesterbro.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Især da jeg modtog nadver første gang, var det, som om alting frøs. Lyset stod ind ad vinduerne, mens vi gik i procession op til alteret, og der lød blid musik fra flyglet. Der var en stor skønhed over det, som fik mig til at føle... Velvære? Omsorg? I hvert fald noget godt,” siger Jeppe Trolle Linnet, som derefter begyndte at have samtaler med en af Apostelkirkens præster.

”Han er en ung mand, som man også kunne være stødt ind i alle mulige andre steder på Vesterbro. Vi talte sammen om de svære ting, jeg stod i på det tidspunkt, og så begyndte han at give mig læsestof med hjem. Det talte virkelig til akademikeren i mig. I det hele taget fandt jeg ud af, at jeg godt kunne kombinere min akademiske viden med troen. Som antropolog ved jeg for eksempel, at ritualer er vigtige for mennesker, men det hindrede mig ikke i at føle det selv,” siger Jeppe Trolle Linnet, som især er optaget af forfattere, der skriver om troen med en personlig tone – dog uden, at det må blive for fromt og ”jubelagtigt”, som han siger.

Der gik ikke længe, før Jeppe Trolle Linnet besluttede, at han ville døbes. En søndag formiddag i 2016 inviterede han derfor familie og venner med i kirke.

”Det føltes vildt og på en måde nøgent pludselig at stå der og offentliggøre min tro, fordi jeg havde været ret privat med den indtil da. Det betyder også, at jeg ikke husker selve handlingen så godt, fordi jeg følte mig lidt lammet. Men i retrospekt værdsætter jeg mere og mere meningen med det. På det tidspunkt var det meget vigtigt for mig at trække en streg i sandet mellem noget, jeg ville væk fra – alle livets rå og falske sider – og det, jeg ville hen til: Et sted, hvor der er kærlighed, og hvor man rækker ud efter mennesker på en nænsom måde.”

Jeppe Trolle Linnet kommer stadig ofte i Apostelkirken på Vesterbro, hvor der er et aktivt menighedsliv. Han har blandt andet været på kristendomskursus, spillet bas til en gudstjeneste og været vagt i kirkens herberg for hjemløse.

Og når der ikke lige er corona, kommer han gerne til den ugentlige orkidétime, hvor menigheden vender tanker om bibelteksten til den kommende søndag. Skulle Jeppe Trolle Linnet gøre det samme med teksten til i morgen, hvor Jesus lader sig døbe af Johannes, er der flere, men særligt én ting, han hæfter sig ved:

”Jeg lægger mærke til, at vi møder to mennesker i dialog med hinanden. Johannes er som så mange mennesker optaget af rangforskelle og af, om han er god nok. Men Jesus, der ellers kommer med et imponerende cv, skærer igennem og siger ’kom nu, det er ikke relevant!’. Det får mig til at tænke på Martin Luther, der siger, at alle, som er døbt, er præster. Vi betyder allesammen noget i kristendommen, uanset hvordan vi ellers har udmærket os,” siger han.