Jeg glæder mig helt vildt til at komme i himlen
Elin Quist, billedkunstner og forfatter
Der står i Bibelen, at Jesus tager op til sin far igen for at forberede de himmelske boliger til os, og det er sådan, jeg tænker på himlen. Det er så konkret, at selv enfoldige og et barn forstår det, som der også står i Bibelen. Himlen er et sted, hvor kærligheden er fuldkommen, og hvor Gud, Jesus og Englene bor. Det er noget, intet øje før har set, og intet øre før har hørt. Et sted, Gud har forberedt for dem, der elsker ham. Det er hans store skaberværk, som Gud selv ønskede, at det skulle se ud, og det står i fuldstændig modsætning til vores verden, som er i Satans og det ondes vold. Når vi forlader denne verden, begynder evigheden. Derfor glæder jeg mig helt vildt til at komme i himlen. Jeg glæder mig først og fremmest til at se Jesus og Faderen, men jeg glæder mig også til at se det barn, jeg aborterede for rigtig mange år siden. Det var en svær tid i mit liv, og det har voldt mig kvaler lige siden. Men jeg ved fra de åbenbaringer, jeg selv og andre har fået, at vores abortbørn lever i himlen, og at vi vil blive genforenet med dem i troen på Gud Herren og Jesus Kristus.
Himlen bærer vores forestillinger om det, vi ikke kan nå
Kristoffer Garne, forfatter og sognepræst i Lemvig-Heldum Pastorat
Himlen er den altomfattende horisont, som vi på én gang er afskåret fra og ikke kan lade være med at vende os imod. Den er både den konkrete himmel over vores hoveder, som sender os sol, blæst, regn og gråvejr, og den er et billede på alt det, vi ikke kan nå. Jeg tror, himlen er bærer af alle vores forestillinger og billeder af det, vi ikke kan se og røre ved. Når vi siger, at vores afdøde bedstefar er hos Gud i himlen, tror jeg, de færreste forestiller sig, at hans sjæl konkret er blevet transporteret et sted hen. Det handler nok mere om, at den døde er blevet opslugt af den altomfattende horisont, at livsånden er vendt tilbage til Gud. Vi er på en gang adskilt fra vores døde, som vi er adskilt fra himlen, og forbundet med dem, fordi Gud har været på jorden. Kristi Himmelfart er en meget konkret fortælling om, hvordan der er forbindelse mellem det jordiske og det himmelske, det kropslige og det åndelige. Grundtvig skriver det så fint i sin salme ”Vaj nu, Dannebrog, på voven”, hvor en strofe lyder: ”Jorden løftet er mod Himlen, Himlen sænket er mod Jord”.
Himlen er en kærlighedserklæring til os fra Gud
Maria Sundgaard Ertner, sygeplejerske og en del af den katolske karmelitiske sekularorden
For mig er Himlen det allerstørste, vi mennesker overhovedet kan stræbe efter. Det er et sted, Gud har forberedt til os, og hvor vi skal tilbringe evigheden sammen med ham. I det ligger der en kæmpe glæde. Himlen er en kærlighedserklæring til os fra Gud.
Himlen er også et tydeligt tegn på, at vores liv her på jorden er midlertidigt. Og selvom de fleste forhåbentlig er glade for være i verden, er det rart at vide, at evigheden venter os. Det er der, vi skal finde den store lykke og fred og alt, hvad vi har brug for. Det påvirker mig i hverdagen på den måde, at jeg for eksempel ikke ønsker at have i overflod.
På Kristi himmelfart plejer min mand og jeg at gå i kirke, tale med vores børn om det, vi fejrer, og markere dagen med en stor frokost. Jeg synes, der er tale om en af de vigtigste hændelser i Jesu liv, for det er herfra, han både er i Himlen som Gud og som menneske. Og det, at han er gået forud for os, er en forsikring om, at vi også har en plads der, hvis vi vil og lever vores liv efter det.
Himlen er Guds sted
Jens Ole Christensen, sognepræst i Fredens-Nazaret Sogn i København
Spørger du mig, hvad himlen er, vil jeg sige, at det er Guds sted – men spørg mig ikke, hvor det ligger. Jeg tror ikke, at himlen er en metafor. Jeg tror, at himlen er et sted, selvom der nok er nogen, som vil synes, det er lidt barnligt. Som barn forestillede jeg mig faktisk, at himlen var som Tivoli. I dag gør jeg mig ikke helt så konkrete forestillinger, men jeg tror, det er et skønt og smukt sted. Kristi Himmelfart er en langt større festdag, end den gøres til. For mange er det konfirmationsdag eller pokalfinale-dag. Måske er det, fordi den er så sanselig. Når vi læser, at Jesus løftes op og tages væk af skyen, ser vi et før-moderne verdensbillede for os, og så begynder mange moderne mennesker at krumme tæer. Men i virkeligheden er Kristi Himmelfart jo den spejlvendte jul. I julen kom Jesus til jorden som menneske, og nu bliver han optaget som menneske på Guds sted. Han holder nemlig ikke op med at være menneske, og det er vigtigt at huske. Det sætter det at være menneske i ære og værdighed.
Himlen er et symbolsk udtryk for det evige liv
Marianne Gaarden, biskop over Lolland-Falsters Stift
Jeg hørte engang en minikonfirmand sige, at himlen er som en slags god luft, der er over det hele. Når man skal forklare det abstrakte, kan børns ord hjælpe på forståelsen. Vi kan ikke leve og ånde uden den gode luft. Himlen er ikke noget, der er spændt ud oven over os, som man forestillede sig i antikken. Himlen er nærmere et symbolsk udtryk for det evige liv, der er til stede iblandt os. Evigheden er ikke noget, vi først får adgang til, når vi forlader det jordiske liv. Det evige liv er til stede som mulighed allerede i det liv, vi lever her og nu. Vi kender det fra mennesker, der har transcendensoplevelser, som de søger at forklare med ordene: ”Der er mere mellem himmel og jord”. Vi fejrer Kristi Himmelfart, fordi det er her, Guds allestedsnærvær manifesteres. Mens Jesus vandrede på jorden, var hans nærvær fysisk begrænset og bundet til tid og rum. Nu er han kan han være hos alle mennesker alle steder og til alle tider – nøjagtig som den gode luft, vi ikke kan leve uden.
Vi må gerne drømme frimodigt om himlen
Jacob Holm, forfatter, ph.d. og sognepræst ved Fredenskirken i Aarhus
Det tætteste, tror jeg, vi erfaringsmæssigt kommer på Himlen er, når vi for eksempel siger, at noget er himmelsk. Når vi siger det, er det for at udtrykke det skønne, det ekstatiske, at noget går op i en højere enhed. I himmelske øjeblikke mærker vi, at dagligdagens dont og slid er glemt. På den måde opfatter jeg dem som ufuldendte og glimtvise smugkig ind gennem nøglehullet til det, der skal komme på den anden side. Og med den anden side mener jeg døden. I nutidig teologi er der en stor optagethed af det præsentiske – altså af, at det himmelske er iblandt os nu og her, og at det ikke giver mening at forestille sig en fuldt møbleret himmel, hvor alle dem, der er døde før en, sidder og venter. Det er en forlegenhed, som jeg synes, vi skal ud af. Jeg synes ikke, der er noget i vejen for, at vi frimodigt tør drømme og gøre os forestillinger om, at alt ender godt. Kristus var ikke blot på jorden, han er også faret til himmels.