Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Islamolog: Når muslimer hævder, at de begår vold i islams navn, må vi tage dem på ordet

Lokale muslimer demonstrerer mod vold i islams navn under sloganet ”Jihad mod terror” i Mumbai I Indien i 2008, kort tid efter et terrorangreb . – Foto: Ruth Fremson/ The New York Times/Scanpix

Det giver ingen mening at hævde, at terroristernes handlinger ikke har med islam at gøre. Men at hævde, at islam er en voldsreligion, blokerer for tænkningen i stedet for at fremme den, mener den franske islamolog Rachid Benzine

Efter at have forklaret omhyggeligt, hvorfor Koranen i mange henseender er en voldelig tekst, bliver Rachid Benzine irriteret.

”Ja, der er vold i Koranen, og ja, de muslimske, mellemøstlige lande er lande i kaos. Men at tale om ’islams iboende vold’ er nonsens. Det er en påstand, der blokerer for tænkning om islam og for forståelsen af, hvorfor der begås vold i islams navn. Det er ikke-tænkning,” kommer det bidsk fra den franske socialforsker og islamolog.

Rachid Benzine underviser i islamologi ved institut for statskundskab i Aix-en-Provence og ved det katolske universitet i Louvain i Belgien. Han er også gæsteforelæser ved det protestantiske teologiske fakultet i Paris.

[banner] 

Rachid Benzine er en af de nye muslimske tænkere i Frankrig, der forsøger at vriste islams hellige tekster ud af de muslimske retslærdes hænder for at underkaste dem historiens, litteratur- videnskabens og sprogvidenskabens granskning.

Og han er en af dem, der har reageret på attentaterne i Frankrig med krav om at ”rense ud i den muslimske forestillingsverden”. Terrorismens rod i islam skal ikke bortforklares, siger han.

”Når terrorister hævder, at de begår vold i islams navn, må vi tage dem alvorligt. Det giver ingen mening at hævde, at deres handlinger ikke har noget med islam at gøre. Jihadister refererer til Koranvers og til en historisk periode på Muhammeds tid, som er blevet en mytisk forestilling og skaber grobund for alle mulige fantasier om religiøs renhed, om værdighed og frelse gennem voldelige handlinger. Men denne læsning af Koranen er netop historieløs. Den klassiske muslimske teologi har produceret en tradition, der blander historie, myter og legender,” siger Rachid Benzine.

Han peger for eksempel på sura 9, vers 5, der ofte fremstilles som en opfordring til at dræbe kristne og jøder:

”Når de fredhellige måneder er omme, skal I dræbe dem, der sætter andre ved Guds side, hvor som helst I finder dem! I skal pågribe dem, belejre dem, og ligge på lur efter dem i hvert et baghold! Men hvis de omvender sig, holder bøn og giver almisse, så lad dem frit gå! Gud er tilgivende og barmhjertig.”

”Ligesom andre suraer, der taler om vold, skal denne ses i en bestemt historisk kontekst, i det syvende århundredes stammesamfund, hvor der hverken findes hær, politi eller retsvæsen. Teksten handler om, hvad der skal ske med de folkeslag, der bryder alliancen med Muhammed. Koranen er præget af en slags sproglig overbudspolitik eller eskalering, men især i de vers, der stammer fra Mekka-perioden, er der tale om en guddommelig straf, det ikke tilkommer mennesker at udøve. Og i Medina-perioden taler vi om krig og konflikter i et stammesamfund, hvor troskab mod klanen er en ufravigelig pligt. I begge tilfælde er en bogstavelig læsning et forræderi mod Koranen,” siger Rachid Benzine.

Men ét er, at Koranen kan læses på flere måder af moderne intellektuelle. Noget andet, at islams hellige tekster rent faktisk synes at anspore til voldelige handlinger snarere end til fred og fordragelighed.

”Koranen ansporer ikke til noget som helst, hverken til vold eller til fred. Man kan udvælge bestemte koranvers og slutte, at Koranen opfordrer til vold. Og man kan udvælge nogle andre og hævde, at den opfordrer til fred. Begge tilgange er lige forkerte og siger mere om den, der fortolker end om teksten, der fortolkes. Fortolkeren gør Koranen til et spejl af sin egen forudindtagethed,” siger den franske islamolog.

”Koranen har jo ikke opfundet volden. Volden er menneskelig og findes i alle samfund. Man skal ikke lukke øjnene for, at islam bruges til at legitimere vold, men heller ikke for, at det er mennesker, der handler og er ansvarlige for, hvad de benytter en tekst til. Koranen udspringer af et sted, et tidspunkt og en social sammenhæng. Derefter rejser denne tekst, og mennesker tager den til sig på forskellige måder. Islam har præget de muslimske lande, men de muslimske lande har også præget islam. Den er et historisk og antropologisk produkt,” påpeger Rachid Benzine.

Han vender sig skarpt mod den antagelse, at islam skulle være særligt prædisponeret til at producere voldelige og undertrykkende samfund, blandt andet fordi den religiøse dimension er uadskillelig fra en politisk vision og samfundsmodel.

”Det, der producerer kaos i de mellemøstlige lande, er ikke islam, men autoritære regimer, der har instrumentaliseret islam til at understøtte deres magtudøvelse. At reducere regionens problemer til det religiøse aspekt er en forenkling, der indskrænker i stedet for at fremme forståelsen,” siger han.

Det betyder ikke, at han udelukker det religiøse aspekt fra forklaringsmodellerne.

”Men man kan ikke tale om ’islam’ som et unuanceret hele. Det er uhistorisk og uvidenskabeligt. Derimod kan man analysere, hvordan islam går i resonans med sociale og politiske sammenhænge. For eksempel er Saudi-Arabiens udbredelse af wahabismen, den sekteriske, saudi-arabiske version af visionen om en ren islam som på Muhammeds tid, en af de væsentligste årsager til radikaliseringen af islam. Vores ansvar som moderne muslimer er at nyfortolke Koranen med historiens, antropologiens og litteraturvidenskabens redskaber, sådan som kristne teologer også har gjort, især siden 1950’erne og 1960’erne,”, siger Rachid Benzine.

Men er denne nyfortolkning i det hele taget mulig med en tekst, som forstås af de troende som Guds åbenbarede ord, givet ordret og uden filter til Muhammed?

”Denne nyfortolkning har fundet sted i årtier,” påpeger Rachid Benzine, som har skrevet om reformtænkere som for eksempel iraneren Abdolkarim Soroush, også kaldet ”islams Luther”, egypterne Amin al-Khuli og Muhammad Khalafallah, men også Abdelmajid Charfi i Tunesien og afdøde professor ved Sorbonne-universitetet Mohammed Arkoun.

”Denne nyfortolkning har været vanskelig i de muslimske lande, hvor regimerne har kontrolleret den islamiske tænkning. Men debatten eksisterer, og vi har ikke andet valg end at bringe de muslimske religiøse tekster ind i moderniteten. Det er et arbejde, der skal ske på universiteterne. Og det er det eneste, der kan redde os fra de fantasier om islam, som udbredes både af islamisterne og af de såkaldte islamkritikere,” siger Rachid Benzine og sender en sidste bredside.

”Det er som om, man glemmer, at det ikke var muslimer, der dræbte seks millioner jøder. Vold kan opstå i alle samfund og er ikke mere indbygget i én religion end i en anden. Det er jo absurd at hævde, at 1,6 milliarder muslimer i verden ikke skulle have andet valg end at holde op med at være muslimer, hvis de vil bekæmpe jihadismen.”