Prøv avisen
Interview

Adam Price: Det gode fråseri kender til intet at have

Spændingen mellem det, man ønsker, og det, man faktisk har brug for, er afgørende i dramaet, siger manuskriptforfatter og restauratør Adam Price. – Foto: Linda Johansen/Polfoto

Samtiden er fyldt med askese og selvpålagt kontrol, som er menneskelig, men også hæmmende, siger manuskriptforfatter og madmenneske Adam Price. Han er fortaler for det gode ved fråseri, som har været en af de syv dødssynder gennem 1700 år

Rigeligt med smør.

”Egentlig handler det jo bare om madlavning,” fortæller Adam Price om den faste vending fra faderen, skuespiller John Price, som sønnerne Adam og James Price flittigt gør brug af i deres madprogrammer.

”Det handler om, at det er ærgerligt, når der ikke er rigeligt af noget, som der er brug for i en opskrift.”

Men langsomt er ”rigeligt med smør” blevet til et slags familiemotto for Pricerne og samtidig til en fast, folkelig vending for dem, der ikke vil lade sig styre af samtidens sundhedstyranni.

Med afsæt i mottoet har Adam Price indvilget i at fortælle om fråseriets nødvendighed. Og hvor grænserne går mellem det gode og det dårlige fråseri i madlavningen, i dramatikken og i livet.

”Rigeligt med smør betyder, at det om ikke er en dødssynd, så i hvert fald synd, når der ikke er rigeligt af noget, der er brug for i en opskrift. Skal der være fest, så lad der være fest, som et andet gammelt dansk mundheld lyder. Det princip kan sagtens overføres på andet end madlavning. Desværre står en udbredt tilbageholdenhed ofte i vejen for livsnydelsen.”

Den tilbageholdenhed har både med kultur og med religion at gøre. Måske i virkeligheden med fraværet af religion, mener Adam Price.

”Vi lever i en kultur, hvor meget træder i stedet for den tro, der ikke længere er en selvfølgelighed. Det gælder blandt andet den moderne livsførelse, hvor man som en form for askese lægger afstand til bestemte råvarer. Jeg tror, det hænger sammen med menneskers behov for at lægge kontrollen med vores liv på noget andet. Det er i bund og grund en religiøs figur, som er dybt menneskelig, men som også kan være meget hæmmende,” mener Adam Price.

Til gengæld er netop den spænding mellem det, man ønsker, og det, man faktisk har brug for, fremragende stof til den dramatik, Adam Price lever og ånder for, når han ikke laver mad.

”I dramaturgien taler man om dynamikken mellem ’need’ og ’want’. Det handler dybest set om, hvad en karakter tror, han eller hun har brug for, og hvad karakteren i virkeligheden har brug for. Når der opstår et misforhold mellem de to, begynder dramaet. Det kan være narkomanen, der tror, han har brug for stoffet, mens vi som læsere eller seere ved, at han bør slippe det,” fortæller Adam Price.

Spændingen mellem det, vi ønsker, og det, vi har brug for, bliver ikke mindre, når man nærmer sig religionens verden, understreger Adam Price. Han er manden bag DR’s næste store dramasatsning ”Herrens veje”, som netop følger en slægt af præster.

”Præster er vanvittigt interessante som dramakarakterer, ikke mindst fordi der knytter sig en masse forestillinger og forventninger til, hvordan præster skal opføre sig. Derfor kan man etablere en konflikt mellem den offentlige opfattelse, og hvordan præsterne rent faktisk lever deres liv.

Det gælder også spændingen mellem synder og dyder. Og synderne, overskridelsen, fråseriet eller vreden, har det jo med at være det mest interessante.”

Men synderne er netop ikke interessante i sig selv, men kun fordi dyderne, forventningen om at gøre det rigtige, rumsterer i baggrunden. Og der ligger måske nøglen til at forstå, hvornår fråseriet kan være på sin plads. Hvornår rigeligt med smør er på sin plads.

Adam Price kommer til at tænke på faderens opvækst under nøjsomme kår, som er en vigtig forudsætning for rigeligt med smør-figuren.

”Den dobbelthed, at min fars lyst til at slå ud med armene og leve livet altid havde nøjsomheden som baggrund, er vigtig. Og jeg tror, det fortæller noget om dansk kultur, at det glade liv netop blev dyrket i en kultur, som kendte til vandgrød uden smør.”

”Det gør de færreste i dag, og så er der en risiko for, at det hele bliver for individcentreret og bare handler om, hvad jeg har lyst til. Det er både dramatisk uinteressant og menneskeligt fattigt. Det gode fråseri kender til intet at have.”