Prøv avisen
Tro&tvivl

Redaktør: Det gode kommer fra Gud, mens det onde kommer fra den anden side

Henri Nissen har stor respekt for debattører som Sørine Gotfredsen og Iben Thranholm, der tør stå fast på upopulære synspunkter. – Foto: Lars Østergaard Jensen

Henri Nissen er redaktør på den kristne ugeavis Udfordringen. Han efterlyser mennesker, der tør stille sig op og tale kristendommens sag mod den humanisme, som mange efter hans mening forveksler med kristendom

Hvordan vil du beskrive din tro?

Min tro er en meget personlig tro. Hver morgen takker jeg Gud for den dag, der skal til at begynde, og dagen igennem taler jeg med Gud og Jesus, både når det går godt, og når det går skidt.

Jeg oplever også hele tiden, hvordan Gud helt konkret er til stede i mit liv og hjælper mig. Det måske bedste eksempel er fra begyndelsen af årtusindet, hvor jeg havde befundet mig i en 20 år langvarig og tung depression over verdens ondskab, og hvor jeg aldrig troede, at det skulle blive bedre.

Jeg havde derfor affundet mig med at leve et liv, hvor jeg nok arbejdede, men samtidig led under at befinde mig i en permanent tilstand af angst, hvilket er et problem, når man er redaktør, som jeg er det for den kristne ugeavis Udfordringen.

Men så var jeg en dag ude og lave interview med en canadisk prædikant, Graham Powell, og han bad min formørkelse væk. Når man er så langt nede, som jeg var det, tror man aldrig, at det kan blive bedre.

Men efter nogen tid opdagede jeg, at jeg faktisk havde fået det godt – efter årtiers mørke. Det var fantastisk.

Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

Jeg er vokset op i et hjem, som var meget lidt religiøst, men til gengæld meget troende.

Vi gik næsten kun i kirke til jul og påske, men til gengæld blev der snakket meget om tro, og vi bad aftensbøn hver dag.

Så det var en dyb, personlig tro, jeg fik med hjemmefra, der også havde og har rødder i verdenshistorien.

Jeg er nemlig vokset op i den lille landsby Svenstrup på Als, hvor min bedstefar i mange år boede sammen med os.

Han havde deltaget i Første Verdenskrig på tysk side, da han ligesom andre danske sønderjyder blev tvunget til at gå ind i den tyske hær. Han blev så skudt i halsen i en skyttegrav i Frankrig, men overlevede mirakuløst. Det forhold prægede også mit barndomshjem, og de første mange år af mit liv var jeg meget sort/hvid i mit forhold til tyskerne.

Det er jeg ikke mere.

Tværtimod oplever jeg i dag tyskerne som værende meget ydmyge og bløde – også væsentligt mere end sejrherrerne fra Frankrig og England.

Hvad har udfordret din tro?

Jeg husker, hvordan jeg som barn oplevede, at vores nabokone og to børn blev kørt ihjel af en spritbilist. Min mor sagde, at Gud vel måtte have en vilje med, at det skete, selvom vi ikke kunne se den. Det blev jeg ret vred over.

For hverken dengang eller nu kan jeg have det, når teologer eller andre hævder, at der må være en mening med ondskaben, og med at mennesker bliver syge, lider, bliver voldtaget eller slået. For det passer ikke.

Det er derimod sådan, at det gode kommer fra Gud, og det onde kommer fra den anden side, og det har aldrig været Guds ærinde, at vi skulle lide. Tværtimod. Guds plan var jo Paradiset, men mennesker har givet det onde enorm magt.

Hvad har formet den tro, du har i dag?

Som ung læste jeg igennem flere år hver dag et kapitel i Bibelen, og det gør, at der i dag altid dukker et bibelvers op, som jeg kan bruge, når jeg står i en situation, hvor jeg skal vælge, om jeg skal gå den ene eller anden vej.

Men også de mange helbredelser ved bøn, som jeg har været vidne til eller selv har medvirket til både i Danmark og i udlandet, har gjort troen levende og nærværende for mig.

Sammen med min familie var jeg for eksempel i tre år bosat som missionær i Cameroun i Afrika, men også senere har jeg været mange gange i Afrika og blandt andet oplevet, at tre døve kom til at høre i løbet af ti minutter, mens jeg bad for dem. Det var meget stærkt, og det føltes, som om Jesus selv var til stede.

Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?

Jeg er et meget utålmodigt menneske, der helst vil have en masse ting til at ske i løbet af ingen tid. Jeg er også et meget temperamentsfuldt menneske. Og selvom det rummer nogle igangsættende kvaliteter, så er det også en fordel at kunne tælle til ti og vente bare 30 sekunder, inden jeg falder over en person.

Alle har nemlig fortjent en chance til – også dem, som jeg kan blive vred på, som for eksempel når aggressive ateister behandler troende uden respekt.

Min tro har også betydet, at jeg ikke anser nogen mennesker for mere eller mindre værd end andre. Status og penge betyder nemlig ikke noget for, hvad et menneske er værd. Mine venner må derfor også gerne være lidt specielle, bare de er ægte og troværdige.

Hvem er forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?

Jeg finder Englands tidligere premiereminister og store statsmand Winston Churchill meget fascinerende. Han var nærmest opgivet og færdig politisk, da han kom ind og blev den røst, der vendte hele Europa til kamp mod nazismen.

At kunne gøre den slags er nærmest profetisk, og det har vi i den grad brug for i dag, hvor de fleste præster blot er hyrder, der passer på deres hjord. Men Gud ønsker action, og den idéelle kristne har for mig aldrig levet i total fred og ro som en slags zombie. Jesus var også i gang hele tiden, og var ikke bange for at sige og gøre det upopulære.

Det samme gælder nutidige debattører som Sørine Gotfredsen og Iben Thranholm, som tør stille sig uden for de af flertallet dikterede rigtige meninger og sige, hvad de selv har på hjerte. Det har jeg stor respekt for, og der er brug for flere, som tør være autentiske.

Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?

I øjeblikket er jeg meget optaget af nogle ord, som jeg har læst flere gange mange forskellige steder, og som i bund og grund handler om det samme, nemlig at hvis man vil vokse i sit åndelige liv, så skal man ikke gå efter at være populær eller søge anerkendelse.

Der står jeg nu, hvor jeg oplever, at jeg har en opgave med at holde fast i de kristne værdier. I Danmark sættes der nemlig i disse år lighedstegn mellem kristendommen og humanismen. Men på afgørende områder er de forskellige, og humanismen er kørt af sporet.

Det gælder for eksempel abort, hvor humanismen vil sige, at kvinden har ret til at slå sit barn ihjel, så længe det er et foster. Men som kristne må vi holde fast ved barnets ret til liv fra undfangelsen, uanset hvad folkemeningen siger. Et andet eksempel er medlidenhedsdrab, hvor vi er inde på en glidebane, hvis vi mener, at vi kan lege Gud og bestemme over, hvem der skal leve, og hvem der skal dø.

Så vi står i en værdikamp, hvor vi kristne er nødt til at sige det, som vi opfatter som sandheden. For hvis ingen siger noget, hvordan skal moderne mennesker så vide, hvad der er kristendom.