Det gode liv er på landevejen

48-årige Per Klovnen har ikke været i sin bolig i Skive siden april. Han elsker livet på landevejen og giver ikke meget for, at regeringen vil bruge 500 millioner kroner på at fjerne gadesoverne

Per Klovnen har gået på landevejen i godt 23 år. Han holder af naturen og friheden til at finde et nyt sted at sove hver nat. Hunhunden Futte har været hans følgesvend de seneste fem år. --
Per Klovnen har gået på landevejen i godt 23 år. Han holder af naturen og friheden til at finde et nyt sted at sove hver nat. Hunhunden Futte har været hans følgesvend de seneste fem år. --. Foto: Lars Aarø/Fokus.

Parkeringshuset i Århus midtby er ved at vågne op. Klokken er otte på en almindelig hverdagsmorgen, og arbejdsdygtige århusianere sætter sig i bilerne og kører til jobbet.

Helt nede for enden af parkeringshuset i bagerste venstre hjørne står endnu et firehjulet køretøj, men uden motor. Det er Per Klovnens barnevogn, hvori han transporterer alt sit habengut. Tøj, sove- og køkkengrej. En grøn kaffekande til at lægge en skærv i er bundet oven på det hele. Tilsammen vejer læsset over 80 kilo.

På cementgulvet ligger hans seng for natten i form af orange og brune tæpper og soveposer oven på et tykt liggeunderlag. Ved hovedpuden står en sixpack med dåseøl i selskab med en pakke cigarillos. Labradorhunden Futtes hundekurv står ved siden af. Futte har rullet sig sammen og slapper af på soveposen.

"Godmorgen," hilser Per Klovnen, der lige må ud og slå en streg.

48-årige Per Klovnen med det officielle navn Per Jacobsen er en Danmarks farende svende, som størstedelen af tiden sover i det fri. På bænke, under halvtag eller på herberger og gårde, når det bliver koldere. Egentlig har han en bolig, men det faktum, at han stort set aldrig er der og sjældent har noget fast opholdssted for natten, gør, at han bliver talt som hjemløs i den seneste kortlægning af hjemløshed, som Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) foretog i 2009. I alt er der registreret cirka 5000 personer i Danmark, som ikke har egen bolig, og som derfor er henvist til boalternativer, eller som bor midlertidigt og uden kontrakt hos slægtninge, venner eller bekendte – eller på gaden.

"Jeg har et bette rækkehus i Skive, men jeg har ikke været der siden april. Man kan jo ikke være alle steder på en gang. Det er godt at være i huset i en kort periode, men så vil jeg også godt ud og kigge på naturen igen," siger Per Klovnen og griner lidt i det stride mørkebrune fuldskæg.

"Det er det gode ved livet på landevejen. Der behøver du ikke sidde på den samme bænk og lytte til de samme løgnehistorier hver dag."

Han ser det nu heller ikke som nogen særlig udfordring, at han tit må finde et nyt sted at sove. Der er venner, bænke, herberger og græs langs landevejen. Og Klovnen kender Jylland ud og ind og går aldrig med kort.

Et andet kendetegn ved hjemløsheden er ifølge SFI, at den ofte forekommer i forbindelse med andre sociale problemer, eksempelvis alkoholmisbrug. Sådan et har Per Klovnen også.

"Jeg drikker nok en 20-30 bajere om dagen. Men jeg har lige kørt mig selv ned fra at drikke tre flasker spiritus dagligt."

Han har kun latter tilovers for, at regeringen vil bruge 500 millioner kroner på at sørge for, at han ikke sover på gaden.

"Hold da kæft, det kan jo aldrig nogensinde lade sig gøre. Det kommer de ikke igennem med."

Klovnen ryster på hovedet.

Vi mødtes første gang aftenen før i Mølleparken i Århus. Parken ligger foran byens bibliotek og er blevet samlingssted for en række af samfundets skæve eksistenser, hvoraf langt de fleste er misbrugere af alkohol, stoffer og medicin – eller alle tre ting på én gang.

Det var midt i den flok, at Per Klovnen og Futte sad i går. Selvom han ikke kendte nogen bestemt, faldt han hurtigt i snak med de andre. Det er det, han godt kan lide ved livet på landevejen. Der møder han hele tiden nye folk. Der er altid nogen, man kan sætte sig ned og drikke en bajer med.

Han og Futte gik til ro i parkeringskælderen omkring klokken 22. Der er aldrig nogen, der forstyrrer, så man kan sagtens få en god nats søvn, fortæller Per Klovnen.

Og nu er han altså i gang med morgenrutinenm som primært består i at drikke en stærk øl og ryge nogle cigarillos.

"De mætter meget bedre end cigaretter. Hvis jeg røg cigaretter, var jeg nødt til at ryge dobbelt så mange."

Og så leder han i lommerne efter sin penicillin. Han har været til tandlægen med en tandbyld. I morgen skal han nok have trukket den tand ud, som driller. Pillerne skal tage de værste smerter i forbindelse med tanden. Han har også et lilla sæbeøje og en højre arm, som gør rigtig ondt. Øjet og et par andre skrammer i ansigtet skyldes et epileptisk anfald fra dagen før, hvor han faldt og slog sig, fortæller han.

"Jeg havde epilepsi som barn, men nu er det kommet igen."

Armen er han mere bekymret for. Han har mistanke om, det kan være en blodprop, der forårsager den mystiske snurren i den højre arm. Han har allerede haft tre blodpropper i det ene underben og været indlagt på sygehuset for det.

"Dengang gik jeg dem væk, men jeg er noget nervøs for den arm, for jeg har også problemer med den anden, som blev knust sidste år. Jeg har jo brug for en arm, der virker," siger han og gnider igen sin brune næve op og ned ad skjorteærmet.

Per Klovnen er opvokset i Aars i Nordjylland. Forældrene er døde, men han har to brødre og en søster.

"Min familie var ikke meget for det til at begynde med, men nu har de vænnet sig til det. I begyndelsen prøvede de at overtale mig til at holde op, men nu har de fundet ud af, at det er håbløst," siger Klovnen om livet på landevejen.

Selv har han en søn, der fylder 29 i år. Sønnen voksede op ved sin mor. Klovnen har aldrig boet sammen med ham. Det harmonerede ikke så godt med en omskiftelig tilværelse med masser af sprut og bajere.

"Jeg har nok drukket det meste af mit liv. I hvert fald fejrede jeg min 25-års fødselsdag på landevejen. Egentlig startede jeg for sjovs skyld, mens jeg også arbejdede i Cirkus Benneweis. Og så syntes jeg, livet på landevejen var sjovere end at slæbe ti ton jern."

Fra nytår fik han sin pension. Ellers har han fået bistand det meste af livet afbrudt af kortere forløb med arbejde og aktivering.

"Og så forsøgte jeg mig som værtshusejer hjemme i Skive, men der var jeg nok min egen bedste kunde," siger Klovnen.

Han griner igen sin dybe, hæse latter.

Navnet Klovnen har han fået på landevejen, og nu kendes han ikke som andet. Det står også på ryggen af den vest, han altid går med. Det er den tredje vest, han er i gang med at slide op.

"Jeg arbejdede en tid som pauseklovn i Cirkus Benneweis. Det er derfor, jeg bliver kaldt Klovnen."

Ved middagstid triller Klovnen og Futte forbi et af byens væresteder for at få en bid mad. Værestederne og varmestuerne langs landevejen er som regel en god mulighed for at få noget ordentligt at spise. En del steder er maden gratis, mens man andre steder skal betale en tyvekrone eller deromkring for et måltid mad.

Æggemad, spegepølsemad og et stykke medister med rødkål lander på Klovnens tallerken.

"Jeg tror, det er derfor, jeg har holdt mig længe på landevejen. Jeg har altid spist godt," siger Klovnen og giver resten af sin medister til Futte.

"Skal I på Tanken?"

Et par af de andre frokostgæster vil hen efter forsyninger, og han vil godt have seks dåseøl med.

Livet på landevejen er hårdt. Tidligere kunne Klovnen gå op mod 40 kilometer på en dag. Nu er han nede på 15. Kroppen vil ganske enkelt ikke mere, og det vil tage ham cirka 14 dage at gå fra Århus til Skive. Til trods for de mange øl og det skrantende helbred har han tænkt sig at være her længe endnu.

"Næh, jeg tænker at blive 101. Ellers skal jeg skydes, når jeg bliver 97 af en jaloux ægtemand, og det skal være berettiget. Hø hø."

Klovnen er medlem af folkekirken, og når han engang dør, skal han ligge på familiegravstedet i Aars sammen med sine forældre og bedsteforældre.

"Jeg regner med, jeg skal futtes af, hvis jeg da ikke eksploderer," siger Klovnen med henvisning til al den sprit, han har indtaget gennem årene.

Nu er han efterhånden ved at blive ivrig efter at forlade Århus, så han kan komme af sted til marked. Men der er lige tandlægen, der skal klares først.

"Nu har jeg snart været her i otte dage. Det er på tide, at vi komme videre," siger Per Klovnen.

schelde@k.dk