Det gode liv ligger gemt i fortryllelsen af verden

Der er teologisk potentiale i den tyske sociolog Hartmut Rosas begreb om resonans

Reformationen har ganske givet bidraget til affortryllelsen af verden, men et reformationsjubilæum kan på overraskende vis åbne for nye erkendelser og måske en ny opmærksomhed over for den fortryllende verden, skriver Birgitte Stoklund Larsen.
Reformationen har ganske givet bidraget til affortryllelsen af verden, men et reformationsjubilæum kan på overraskende vis åbne for nye erkendelser og måske en ny opmærksomhed over for den fortryllende verden, skriver Birgitte Stoklund Larsen. Foto: Petra Theibel Jacobsen.

Verden blev forandret med Reformationen. Ikke alene sådan, at Reformationen ændrede verden, men også sådan, at synet på verden blev anderledes i kølvandet på Reformationen i 1500-tallet.

Særligttydeligt er det i en calvinistisk tradition, at verden med et udtryk af den tyske sociolog og økonom Max Weber blev ”affortryllet”. Det var i den proces, hvor verden (seculum) virkelig blev sekulær og ikke længere guddommelig eller hjemsted for ånder eller spøgelser. Verden kunne beherskes med forskellige teknologier.

Det var derfor helt oplagt, at man havde sat fokus også på ”den affortryllede verden” på det stort anlagte og fornemt gennemførte folkemøde i Ribe i anledning af 500-året for Reformationen i forgangne weekend. Det skete blandt andet på et seminar på Vadehavscentret, hvor hovedtaleren var den tyske sociolog Hartmut Rosa, fjerdegeneration af den såkaldte kritiske teori inden for tysk tænkning, der tæller navne som filosofferne Theodor Adorno, Jürgen Habermas og Axel Honneth. Hartmut Rosa er forfatter til en stor monografi, ”Resonans”, der udkom i 2016 med undertitlen ”Eine Soziologie der Weltbeziehung”, altså en sociologi om menneskets forhold til verden.

Den tyske sociolog har tidligere skrevet bøger om acceleration og fremmedgørelse, om et højhastighedssamfund, hvor ”mere” altid er bedre end mindre (penge og sundhed for eksempel). Et samfund, hvor vores rækkevidde er blevet enorm, verden er aldrig længere end et klik væk, men hvor vi ikke af den grund er blevet lykkeligere. Til og med er der ikke en fælles idé om, hvad ”det gode liv” er. Det må enhver finde ud af for sig selv.

Rosa er blevet udråbt som langsomhedsfilosof. Men han understregede i Ribe, at han ikke drømmer sig tilbage til dengang, alt gik langsommere. Han tager dog en tråd op fra romantikken, når han med begrebet resonans fokuserer på en anden relation til verden end den, hvor verden skal beherskes, gøres til objekt. Der er, mener Rosa, også en måde at være i verden på, hvor verden ikke er tom og tavs og kold, som det menneske, der behersker den, men hvor verden ”svarer igen”. Hvor naturen for eksempel synger, og hvor der er udveksling mellem verden og mennesket, som bevæges. Vekselvirkning kalder han det ligefrem med et rigtigt Grundtvig-ord. Det er en erfaring af at være i verden også som krop. Denne resonans kan ikke kontrolleres, planlægges eller forudsiges, og man kan ikke sige, hvad der kommer ud af den. Men den er der, i menneskets forhold til naturen, til kunst – og til religion.

Hvorfor er det, at religion er relevant i denne sammenhæng? Jo, det handler om dét, Rosa kalder vertikal resonans. Det er en sådan resonanserfaring, et åndedræt af forbundethed, som de store, monoteistiske religioner giver form. Bibelen kan for eksempel læses som en råben, en længsel og en bøn om svar. Som et udsagn om en væren i verden med en fornemmelse af, at der er en, Gud, der hører og ser dig, før din fødsel og efter din død. ”Da jeg endnu var foster, havde du mig for øje”, som der står i Salmernes Bog. I en samtale på Ribe Kunstmuseum udsagde den tyske sociolog den aronitiske velsignelse over de forsamlede og erklærede, at han var ”helt og aldeles kristen”.

Det er indlysende, at der er teologisk potentiale hos Rosa – og naturligvis også nogle forbehold. Faren ved religion er for Rosa, når man prøver at fiksere resonansen, når man når frem til ”Gud siger” – så holder resonansen op. Dogmatikken og den kognitive side af religion vil Rosa ikke have med at gøre. Så intellektualistiske teologityper med berøringsangst over for religiøse erfaringer kan næppe hente meget hos den tyske fænomenologisk inspirerede sociolog. Til gengæld viste diskussionen på Vadehavscentret i Ribe, at flere så koblingspunkter i forhold til den danske teolog K.E. Løgstrup og hans suveræne livsytringer, og det er indlysende, at der også er muligheder i forhold til Grundtvigs erfarings-og sakramentsteologi. Tillige er der et tolkningsrum for de religiøse erfaringer, der i disse år dukker frem i lyset, blandt andet i kølvandet på Charlotte Rørths beretning om hendes møde med Jesus.

Så ja, Reformationen har ganske givet bidraget til affortryllelsen af verden, men et reformationsjubilæum kan på overraskende vis åbne for nye erkendelser og måske en ny opmærksomhed over for den fortryllende verden. Måske en ny taknemmelighed, hvilket ville ligge meget godt i tråd med Luther. Når alt kommer til alt, som arrangørerne i Ribe spørger i programmet: Hvem har lyst til et affortryllet liv

Birgitte Stoklund Larsen er generalsekretær i Bibelselskabet.