Prøv avisen

Det handler om at dø i tro, håb og kærlighed og uden mavepine

På væggen hos Marianne Harboe hænger en stor, hvid svanevinge. ”Jeg måtte vente tre år, før jeg kunne få den fra en naturligt afdød svane. For mig er den et memento mori om livets svanesang. En både vemodig påmindelse om forgængelighed, men også et opløftende billede på livets skønhed,” siger hun. – Foto: Leif Tuxen.

Omsorg med omtanke, dybe samtaler og tanker om det religiøse. Det kan alt sammen være en del af livet som frivillig på et hospice, fortæller Marianne Harboe, som har udgivet bogen Tæt på døden Tæt på livet

Nu, hvor jeg ikke tror, jeg står lige over for døden, har jeg det egentlig meget godt med tanken om at skulle dø. Men jeg vil faktisk gerne være til stede, når det sker. Jeg har ikke en drøm om at falde død om med et hjerteslag, og jeg ønsker heller ikke at skulle ligge meget længe og lide og være til besvær. Jeg vil gerne have tid til at sige farvel og indstille mig, så det ikke bliver et skræmmebillede for andre. Og så vil jeg håbe på nåden. Jeg håber, jeg kan overgive mig både min krop og min sjæl til, hvad der måtte komme.

LÆS OGSÅ: Strøm af frivillige til hospicer

Sådan lyder det fra 69-årige Marianne Harboe, tidligere lektor i billedkunst, der har udgivet bogen Tæt på døden Tæt på livet med beretninger fra frivillige om deres oplevelser på landets hospicer. Gennem seks år som frivillig på hospice og som formand for Foreningen af Frivillige ved Hospice har hun haft døden tæt på mange gange. Men hun har aldrig været nervøs for at bevæge sig ind på det område, hvor livets afslutning er nært forestående.

Første gang jeg hørte, hvad et hospice var, vidste jeg med det samme, at det var et sted, hvor jeg ville høre hjemme. At det bare var det, jeg skulle, siger hun.

Tæt på døden Tæt på livet er tænkt til nuværende og kommende frivillige og ansatte på hospicer, men også på plejehjem og hospitaler som en mulighed for at dele erfaringer.

For der er mange vigtige erfaringer at hente og gøre brug af, når man er tæt på døende mennesker. En af de ting, Marianne Harboe lægger stor vægt på, er at være omsorgsfuld med opmærksomhed og omtanke.

Nogle gange kan frivillige komme til at træde i spinaten, fordi de er omsorgsfulde på den forkerte måde. Før man kan yde relevant omsorg, skal man have opmærksomhed på alt det, der foregår i det rum, hvor den døende er. Opmærksomheden skal gerne resultere i omtanke hvad kan jeg gøre for denne person nu og her og herefter kan man komme med sin omsorg. Ellers bliver det nemt mine behov for at være god og frivillig, der kommer før den syges, siger hun og illustrerer med en oplevelse fra sin egen tid som frivillig:

Jeg skulle ind at give en meget svækket kvinde, der vejede ganske lidt, en portion grød. Og jeg ville hende det så inderligt godt, så jeg øste en kæmpe portion op. Da jeg kom ind til hende med en tallerken grød, der kunne lægge en arbejdsmand ned, kunne jeg næsten se på hendes ansigt, at hun fik kvalme ved synet. Der blev jeg klar over, at hun måske bare skulle have haft to mundfulde, men smukt og appetitligt anrettet.

Som frivillig på hospice kommer man ofte meget hurtigt tæt på patienterne, fortæller Marianne Harboe. For der er ingen tid at spilde. Derfor er vejen kort til dybe og fortrolige samtaler. Det sker, at samtalerne drejer ind på det religiøse, men ikke så ofte, som Marianne Harboe oprindeligt havde forestillet sig.

Det kommer fuldstændig an på, hvilke to mennesker der er havnet på samme stue. Du kan komme ind på det religiøse med ét menneske, og med et andet fornemmer du, at du slet ikke skal tale om det. Jeg er selv meget parat til at tale om tro og synes, det er meget vedkommende, men jeg gør det ikke uden at have fået mere end et vink med en vognstang. Og det gør jeg ikke så tit, som jeg havde troet, jeg ville, siger hun.

Ifølge Marianne Harboe kan en del af forklaringen være, at mange er meget blufærdige omkring deres personlige tro, og at både patienter, pårørende, ansatte og frivillige sjældent har den store fortrolighed med det religiøse sprog. Skulle ønsket om at tale om tro opstå hos en patient, vil der dog altid være præsten at henvise til.

Selv tror Marianne Harboe ikke, at Gud blander sig i menneskers lidelser og vilkår i hvert fald ikke inden for menneskets forståelsesramme. Men i de seneste år har hun følt, at der, hvor hun ikke selv slår til eller magter mere, bliver troen en forlængelse af hende selv. Og det kan give styrke til også at være der for de døende på hospice.

Det kan give mig en styrke i min egen magtesløshed. Troen kan give mig kræfter til at være med til at bære den andens sorg, til at trøste og til at tage min egen lidelse. Der giver kristendommen os uendeligt meget at øse af, siger hun.

Den megen tale om at dø en værdig død giver Marianne Harboe ikke meget for, for værdighed er sådan noget pompøst, pænt og kontrolleret og kan let blive til et krav over for den døende. Hun mener derimod, det handler om tre ting, når det sidste øjeblik indtræffer.

De fleste ønsker sig en god død, og det er også en smertefri død, så det går på det fysiske. Det næste må være en kærlig død. At man i sig selv har en kærlighed til livet eller til andre, og at man også er omgivet af kærlighed. Så det går på det psykiske og sociale. Endelig kan man sige, at hvis man virkelig skal tage munden fuld, kan man også ønske sig en nådig død, siger hun og uddyber:

Der er vi uden for den kontrol, vi som mennesker tror, vi har. Man kan håbe og tro på, at der er noget ud over døden. At døden ikke er slutscenen. Og der er vi ovre i det åndelige. Så alt i alt handler det om at dø i tro, håb og kærlighed og uden mavepine.

Tæt på døden tæt på livet er udgivet af Foreningen af Frivillige ved Hospice. Det er den første danske bog, der er skrevet af frivillige. Bogen kan købes gennem Frivilligt Forum.