Prøv avisen

Protestanter og katolikker mødtes i Sverige: Vi skal markere det, der forener os

Det er ikke hver dag, at en pave kommer til Skandinavien. Faktisk er det 27 år siden, at en pave sidst har betrådt skandinavisk jord. Foto: AP

Ønsket om kristen enhed drev mange kristne til møde med paven i Malmø og Lund i Sverige. Det store skridt er selve pavens deltagelse i markeringen af Reformationen, siger kendere

Der var indhentet politifolk fra hele Sverige til Lund og Malmø mandag, og store dele af de to byer var afskærmet i en sådan grad, at de svenske myndigheder på forhånd havde advaret om trafikale problemer.

Det er heller ikke hver dag, at en pave kommer til Skandinavien. Faktisk er det 27 år siden, at en pave sidst har betrådt skandinavisk jord. Så det var en stor dag for Sverige.

Også for 25-årige Nicolaus Fredstad, der sammen med omtrent halvtreds andre unge mennesker i en blandet flok af katolikker og protestanter sang pave Frans velkommen til Malmø Arena. Her skulle han og lutherske kirkelige overhoveder markere 500-året for Reformationen.

”Det er en festdag for kirken,” sagde katolske Nicolaus Fredstad uden for arenaen, hvor han sammen med andre svenske unge øvede sig på de salmer og hymner, som de senere skulle fremføre på scenen i Malmø Arena foran paven og de 10.000 tilskuere.

Han var omringet af politifolk ligesom alle andre tilskuere, der talte alt fra nonner til babyer. Alle var samlet for at være en del af det historiske øjeblik: Pavens besøg og det historiske møde mellem katolikker og lutheranere:

”For mig handler det om at markere det, der forener os, snarere end det, der har adskilt os i 500 år. Og så at se paven i Skåne, hvor jeg er fra. Det bliver en kæmpe oplevelse,” sagde Nicolaus Fredstad.

Sekretariatschef i Folkekirkens Mellemkirkelige Råd Birger Nygaard fulgte begivenheden i Lunds Domkirke fra den store arena i Malmø.

”Man kan spørge, om der med højtideligheden i Lunds Domkirke er ændret noget grundlæggende fra i går til i dag mellem de to kirker. Selv efter mange års dialog om fælles nadver, er den ikke blevet til virkelighed, men symbolkraften er alligevel stærk. Alene det, at en fælles markering af Reformationen kan finde sted, er udtryk for, at der er sket en opblødning mellem katolikker og lutheranere. Man er enige om, at det ikke går at dæmonisere hinanden, og at der ikke længere er en vej tilbage, kun fremad,” sagde Birger Nygaard.

Spørgsmålet er, om de ord der lød i taler og på skrift, er forpligtende.

”Paven og Det Lutherske Verdensforbunds præsident skrev under på en fælles udtalelse, som nok mere var en forlovelse end et ægteskab. Men at man efter 50 år nedfælder skriftligt, at fælles nadver ikke er noget, man opgiver, men er et mål, det siger, at de to kirker vil forfølge det på en eller anden måde. Samtidig var hele begivenheden præget af en ydmyghed. Begge kirker er store kirker, men det var der ikke nogen, som følte trang til at hævde. Tværtimod var der en erkendelse af, at kirkerne kun lever af det fælles udgangspunkt i Kristus, og derfor gav det også god mening, at man talte ud fra Johannesevangeliets tekst om, at vi alle er grene på samme vintræ,” sagde Birger Nygaard.

Dokumentation: Læs fælleserklæringen her

For professor i samtidsteologi ved Københavns Universitet Niels Henrik Gregersen er det ikke så meget det talte og skrevne ord fra henholdsvis pave Frans og Det Lutherske Verdensforbunds generalsekretær Martin Junge og den fælles katolsk-lutherske udtalelse, det er værd at hæfte sig ved.

Dokumentation: Læs Martin Junges prædiken her  

”Det virkeligt nye er, at paven for første gang er til stede ved fejringen af Reformationen. Fejring forstået på den måde, at begivenheden også indeholder en fælles katolsk-luthersk taksigelse for de teologiske og spirituelle indsigter, som kom frem gennem Martin Luther. Paven siger direkte, at læren om retfærdiggørelse udtrykker ’essensen af menneskets eksistens over for Gud’. Det betyder, at den fremtidige dialog mellem de to kirker vil finde sted i et meget bedre klima,” siger Niels Henrik Gregersen.

Dokumentation: Læs Pave Frans' prædiken her 

Pave Frans forudsatte i sin tale den fælles underskrivelse af Fælleserklæring om Retfærdiggørelseslæren fra 1999.

”Han kunne tale, som han gjorde, fordi fælleserklæringen er det foreløbige højdepunkt i den katolsk-lutherske dialog. I et nyt interview fra den vatikanske radio fra den 28. oktober anerkendte han også nødvendigheden af Luthers reformation af den katolske kirkes lære dengang i 1500-tallet. Kirken skal hele tiden være i reformation, sagde han. Paven kunne næppe have stået i Lunds Domkirke uden denne anerkendelse.”

”Men det er også klart, at det for paven ikke er professorernes dogmatik, der sikrer fremskridtet i de to kirkers dialog fremover. Det er derimod gennem den almindelige troende, ved fælles bøn og handling. Ikke mindst gennem katolikker og lutheraneres samarbejde om at hjælpe flygtninge og verdens fattigste,” siger Niels Henrik Gregersen.

Her ses paven med biskop Munib A. Younan i Malmø Arena Foto: Polaris